Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

SKATs problemer stikker dybere

Camilla Vest Debatten om skattemyndigheden fik skatteminister Holger K. Nielsen til at fare i blækhuset (lørdag 11/5). Ministeren beroliger offentligheden ved at henvise til den »nye« borger- og retssikkerhedschef, men hun er ikke så ny endda, idet vedkommende har været retssikkerhedschef i SKAT i ca. syv år.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Debatten om skattemyndigheden fik skatteminister Holger K. Nielsen til at fare i blækhuset (lørdag 11/5). Ministeren beroliger offentligheden ved at henvise til den »nye« borger- og retssikkerhedschef, men hun er ikke så ny endda, idet vedkommende har været retssikkerhedschef i SKAT i ca. syv år.

Skatteprocessen er kompliceret: Forskudsregistrering, opkrævning af kildeskat, udsendelse af selvangivelser, ansættelse i skat, årsopgørelse og inddrivelse. Det hele skal kontrolleres, og der er klagemuligheder. Der er mange steder, det kan gå galt.

35 års arbejde med skat, herunder 22 år som kontorchef i SKAT har lært mig, at der ikke er lette løsninger. Derimod kan jeg påvise, at der foreligger mindst to store problemer: Manglende helhedsforståelse og manglende indsigt.

I 1990erne blev skatteforvaltningen offer for en DJØFisering. Tidligere havde det faglige været i højsædet, idet det var jurister, økonomer og skatterevisorer, der stod for forvaltningen. Det var managementledelse, der overtog systemet. Faglig indsigt og helhedsforståelse var ikke længere værdsat. SKATs mange funktioner blev atomiseret, hvor hvert delområde fik specialister med skyklapper på. Man skulle bare skøjte ud af sit eget spor.

De omdiskuterede kontrolsager er blevet så uhyrlige, fordi de er blevet behandlet af medarbejdere, der har manglet faglig dybde og helhedsforståelse.

Der er også blevet fremdraget uhyrlige straffesager.

Det er ikke skattemyndigheden, der har ansvaret for en skattestraffesag, men derimod anklagemyndigheden (politiet) og domstolene. Imidlertid er skatteretten så indviklet, at justitsmyndighedernes indsigt heri er begrænset.

Når skattemyndigheden arbejder, sker det ud fra forvaltningsretlige regler, og skatteansættelsen er det centrale. Dette indebærer bl.a., at der er et vist råderum for myndighedens vurderinger, skøn og fortolkninger. Med de forskellige regler for bogføring, regnskab og indberetning, har borgerne typisk en tungere bevisbyrde, når skatteforvaltningen foretager ansættelser. I en skattestraffesag er svigen det centrale, og bevisbyrden er anderledes.

Anklagemyndigheden har naturligt nok ikke den store ekspertise i den særdeles tunge skatteret. For at klare problemerne læner anklageren sig 100 pct. op ad den afgørelse, skatteforvaltningen har truffet. Dermed gøres en forvaltningssag til en straffesag. De principper og retsgarantier, der er gældende for en straffesag, sættes ud af kraft.

Når skattesagen har været gennem anklagemyndigheden, skulle domstolene være det sidste værn mod uhyrligheder. Men domstolene kan heller ikke overskue skatteretten, og da danske domstole traditionelt er myndighedsvenlige, foretrækkes en fældende dom. I en straffesag gælder grundsætningen »in dubio pro reo« – enhver berettiget tvivl skal komme tiltalte til gode. I skattestraffesager gælder »In dubio pro fiscus« – tvivlen skal komme statskassen til gode.