Hvem af os har ikke været på slankekur? Hvem har ikke taget konsekvensen af, at spejlbilledet på badeværelset ikke svarer overens med spejlbilledet af vores forhåbninger om en mere Brad Pitt-agtig eller Beyoncé-lignende krop og tegnet medlemskab til fitness.dk? Og hvem har ikke set skævt til en overvægtig på gaden? Det er måske ikke så problematisk for den voksne, men det kan det hurtigt blive for vores børn.

I denne uge kunne Berlingske fortælle historien om, at mange unge vægrer sig ved at gå i bad med deres klassekammerater efter idrætstimerne. Nogle bader slet ikke, nogle deltager slet ikke i idrætstimerne. Og de elever, Berlingske talte med, fortalte om ubekvemhed både i mødet med celebrity-kroppe og med hinandens blikke. Finn Skårderud, norsk psykiatriprofessor og forfatter, der har forsket i spiseforstyrrelser og selvskade blandt unge, genkender det danske billede.»Kropsskam eller utilfredshed med kroppen er en stigende tendens i vores kultur. Vi er i den mærkværdige situation, at hvis man er en 18-årig pige og er tilfreds med sin krop, så er man en undtagelse – og det nye er også, at drengene har fået et stigende fokus på deres krop.«Skårderud har flere gange peget på, at vi er begyndt at bruge kroppen som et kommunikationsredskab ligesom fx tøj til at udtrykke vores identitet med. Det går igen i hans analyse af unges kropsskam.»Både i normalkulturen – hvor man er optaget af fitness, størrelse og udseende – og i psykopatologien – med fx spiseforstyrrelser og selvskade – bliver kroppen vigtigere og vigtigere for os. I et så komplekst samfund som vores, tyer vi til det fysiske, fordi det fysiske er tydeligt. Kroppen er blevet en social præstation, den er på display, den er et tegn på, hvem du er, og hvem du gerne vil være. Kroppen er blevet et socialt og mentalt organ og ikke bare en krop,« siger Skårderud.Han henviser også til bombardementet af kropsbilleder fra mode- og sundhedsindustrien som kilde til unges kropsskam. Han fortsætter:»Det er på mange måder samfundsskabt, men det rammer hårdt for dem, som har en lav selvfølelse. Det er et meget tydeligt fænomen i vores samfund og mildt sagt et meget problematisk fænomen – altså de børn, der ikke kan tage et to-minutters brusebad med deres klassekammerater, har jo et problem.«

Folkeskolen har et gigantisk mobbeproblem

Også sognepræst og kommentator her på avisen – og mor til tre piger – Kathrine Lilleør ser de unges reaktion som et symptom på et større samfundsmæssigt problem. Hun efterlyser en ny høflighedskultur.

»Det, vi kæmper med i de her år, er 70ernes enorme brud med alle normer og regler for god opførsel sådan i Emma Gadsk forstand. Og blufærdigheden var netop et af de afgørende områder for det opbrud – blufærdighed var borgerligt og forkert. Det var måske tiltrængt dengang. Men nu kæmper vi med at finde en ny balance, og det afspejles meget fint i de unges reaktion,« siger Lilleør og fortsætter:»Altså, man kan kun gå nøgen i bad sammen, hvis der er nogle, der har lært en, hvordan man opfører sig, når man er nøgen sammen. Man har naturligvis ikke mobiltelefonerne med, og man ved også, at har man ikke noget pænt at sige om de andres udseende, så klapper man i. Hvis der er mobning i skolen – hvilket der er i meget stort omfang på mange folkeskoler – så er det klart, at de fleste ikke har lyst til at smide alt tøjet og gå ind under en bruser. Det forstår jeg godt. Det er først og fremmest en falliterklæring for en skole, at man ikke kan få 12 piger, der daglig går op og ned ad hinanden, til at bade sammen.«Til gengæld forstår Lilleør det ikke så meget som, at de unge skammer sig over, at de ikke er perfekte. Hun ser det snarere i et kristent perspektiv, hvor det handler om blufærdighed.»Det findes på bunden af Bibelen, at mennesket har en naturlig blufærdighed – at man dækker sig til. Den blufærdighed sætter ind, fordi man ved, at der er ondt i verden, hvis jeg endelig skal blive lidt pastoral. Det er bl.a., hvad syndefaldsmyten handler om. De unge reagerer på risikoen for at blive ondskabsfuldt udstillet, og det er der ingen, der ønsker. Hvis man er tryg ved hinanden, vedgår man også det uperfekte. Altså, jeg bryder mig faktisk heller ikke om at bade i svømmehallen eller i fitnesscenteret. Jeg kan godt, men bryder mig ikke om det. Jeg synes ikke, at 70ernes nøgenhedskultur er i overensstemmelse med den menneskelige natur – for vi er naturligvis selvbeskyttende. Det har ikke noget med perfektion at gøre, men med tryghed.«

Forældrene har ansvaret

Tilbage hos Finn Skårderud peger ansvars-pilen på forældrene snarere end på skolen som løsning.

»Der opstår hurtigt den idé, at skolen skal løse alt. Men skolen er ikke en terapeutisk institution – det vigtigste for skolen er jo at fremme kundskaber. Vi ved, at med de mindste børn, så kommer kropsidealerne og holdningerne til kroppen ikke så meget fra samfundet som fra forældrene. Det store og lidt upræcise svar på, hvad man gør ved det her problem, er jo, at den bedste bagage, man kan give et barn, er en god selvfølelse. Mere konkret betyder det, at det i vores samfund er nødvendigt, at forældrene reflekterer over deres egen krops-prakis, altså hvor besatte de er af diæter, træning, fedtprocenter og udseende, og hvordan de taler om kroppen. Forældrene skal være deres ansvar bevidst.«