Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skam dig! Fordi jeg siger det

»Hvorfor er det god stil på venstrefløjen at angribe mennesker, der ønsker lavere skat, med småperfide argumenter om deres karakterfordærv? Hvorfor er deres argumenter og tanker mindre værd, blot fordi »godhedens rene politiske holdepunkt« er nået frem til det modsatte? Er det egentlig ikke både snæversynet og temmelig fordomsfuldt?«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den succesfulde forfatter Sissel Bjergfjord skriver i Søndags-Politiken, at danskere, der er trætte af at betale topskat, skal »overveje, om de er deres høje lønninger værd«. Samtidig mener forfatteren, der ved samme lejlighed debuterer som fast klummeskribent i »Organet for højere oplysning«, at lønnen for de laveste indkomster bør sættes op. Det synes mest »rimeligt«, må abonnenterne forstå.

Desværre løber Bjergfjord tør for spalteplads, netop som læserne forventer at blive præsenteret for en løs finansieringsmodel og en dybere forklaring på, hvordan skribenten kan forsvare at gøre sig til arbejdsmarkedets nykronede arvtager for kong Salomon.

Det litterære klummeværk er i sig selv hverken nyskabende eller mere forargeligt end publikationens sædvanlige politiske moralstof. Forfatteren uddeler sympati og nedsættende bemærkninger med rund hånd, men følger stringent et velkendt mønster, funderet i venstrefløjens ethos og historiske argumentationshåndbog.

Opskriften lyder således:

1. Udskam roden til problemet, og identificer gruppen så tydeligt, at ingen er i tvivl om, på hvilken bane moralkritikkens artillerigranater flyver.

2. Projekter dine fordomme om manglende menneskelige egenskaber – i dette tilfælde villigheden til at betale mere end halvdelen af sin indkomst til staten – over på målgruppen, og smør kritikken ind i klister, der dårligt lader sig rense af.

3. Lad læseren forstå, at din holdning er den moralsk ansvarlige, mens målgruppen for kritikken er moralsk anløben: I dette tilfælde nærige, egoistiske, snæversynede og vitterligt overbetalte.

4. Præsenter nu en række filosofiske betragtninger om behovet for en bedre verden, hvor alle har det godt, og ingen mangler noget. Det overbeviser læserne om dit personlige intellekt og dit løsningsorienterede kritikperspektiv. I dette tilfælde kredser forfatteren om det moralske behov for sammenlignelig købekraft for alle på arbejdsmarkedet.

5. Fremsæt et løsningsforslag, der rydder bordet, og øjeblikkeligt udbedrer markedskræfternes urimelige konsekvenser. Bjergfjord foreslår, at de laveste indkomster skal stige på bekostning af de velhavende topskattebetalere.

Topskattebetalere udskammes

Bjergfjords klumme er et skoleeksempel på klassisk venstreorienteret moralkritik. Det er næsten fascinerende smukt, hvordan den lille velbjergede gruppe af privilegerede topskattebetalere udskammes og intellektuelt marginaliseres.

Den opmærksomme læser vil naturligvis på nuværende tidspunkt have identificeret det betydelige byggesjusk, moralkritikken og dens argumenter funderes på.

Først og fremmest er der fri løndannelse i Danmark. Kort fortalt går den ud på, at markedet definerer værdien af arbejde enten kollektivt eller individuelt. Ergo kan de mennesker, der får en høj løn for deres arbejde, ikke beskyldes for at være overbetalte. De tjener præcis den løn, markedet vil betale.

Godt 500.000 danskere betaler topskat. Jeg nærer en afgrundsdyb beundring for en forfatter, der uden at kende en brøkdel af de omtalte danskere tør antyde, at en betydelig del er mindre værd end deres løn og plejer en småkedelig moral uden hensyntagen til fællesskabet. Det uomtvistelige forhold, at topskattebetalerne bærer en stor del af fællesskabets økonomiske fundament på deres skuldre, bliver imødegået med utak.

Mange mener, at skatten er for høj. Mange mener det modsatte. Argumenterne er talrige. Til gengæld går de færreste seriøse budskaber i debatten ud på at sende flere hundredtusinde mennesker i »skammekrogen«, blot fordi man i et uendelig øjebliks klarhed har set »lyset« og føler, at alle skal informeres. Hvorfor er det god stil på venstrefløjen at angribe mennesker, der ønsker lavere skat, med småperfide argumenter om deres karakterfordærv? Hvorfor er deres argumenter og tanker mindre værd, blot fordi »godhedens rene politiske holdepunkt« er nået frem til det modsatte? Er det egentlig ikke både snæversynet og temmelig fordomsfuldt?sissel

Hvorfor fokuserer Bjergfjord ikke på at fremlægge de mest overbevisende argumenter for sit synspunkt? Hun er trods alt en succesfuld forfatter, der skriver smukt og levende. Det skulle ikke være en uoverkommelig opgave at præsentere budskabet både spiseligt og retorisk overlegent.

Interessant nok indeholder indlægget rigtig interessante argumenter. Desværre præsenteres de alle i skyggen af den krumme pegefinger. Flertallet af topskattebetalere bor hverken på Strandvejen eller transporterer sig i luksusbiler med benplads i royal klasse. Tværtimod går de på arbejde i job, hvor kunsterstøtte og legater ikke eksisterer. Hovedparten af topskattebetalerne skriver heller ikke udskammende klummer, hvor de generaliserer over velfærdsmodtagernes anløbne moral.

Det bliver muligvis mindre festligt at mene noget om topskatten, hvis man ikke kan udråbe dens modstandere som småignorante egotrippere. Til gengæld er det udtryk for overblik og tiltro til egen argumentation.