Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skal vi stadig have sprogfag på universitetet?

Vi bliver mere og mere globaliserede og skal kunne arbejde og begå os i en international verden. Alligevel iværksætter ledelsen på Københavns Universitet en omfordeling af midlerne, der vil lægge fag som engelsk, tysk, spansk og fransk i ruiner. Hvorfor?

»Vi opfordrer til en procentvis udregning af personalevækst i de to grupper: administratorer over for forskere og undervisere. Det er vores opfattelse, at udgifterne til administration er vokset uhyrligt de seneste år.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Helsinghof Bæk

Ledelsen på Københavns Universitets humanistiske fakultet er i disse uger i færd med at lave en intern omfordeling af midlerne på fakultetet, som vil lægge sprogfagene på Københavns Universitet i ruiner, hvis ikke der gribes ind nu. I fakultetets udspil til en ny budgetmodel, som man agter at effektuere med en uhyggeligt kort frist (primo oktober), fremføres ingen faglige argumenter for denne omstrukturering af Det Humanistiske Fakultet. Følger man de bureaukratiske og økonomiske argumenter, viser det sig, at de præmisser, man opererer med, overhovedet ikke passer på de fag, som rammes hårdest af denne budgetmodel.

Anvender man en af de vigtige parametre i den nys udmeldte strategi for fremtidens uddannelseslandskab, nemlig »fokus på beskæftigelsen for de færdige kandidater« forekommer det paradoksalt, at netop sprogfagene, hvis arbejdsløshedstal er blandt de laveste på fakultetet (i gennemsnit knap 3,5 procent, dvs. omkring halvdelen af gennemsnittet for fakultetets fag), skal køres helt ud på et sidespor - ja, for nogens vedkommende i praksis skrottes.

De indledende manøvrer kom i starten af sommerferien med dekanens udmelding om, at fakultetets fag efter deres rentabilitet skulle inddeles i »lokomotivfag« (som skal køre på 1. klasse med ekstra bevillinger), mellemstore »tenderfag« og fag med et årligt optag på under 30 studerende - den sidstnævnte gruppe risikerer at miste deres BA-uddannelser.

Denne økonomisk begrundede strategi er på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, som omfatter de fleste europæiske fremmedsprog, allerede iværksat over for Nederlandsk og Portugisisk, og truer nu også faget Italiensk. Bomben faldt så i starten af sidste uge med udmeldingen om den nye budgetmodel, som er baseret på studiernes STÅ-indtjening, dvs. indtægter på grundlag af beståede eksamener. Hvis denne parameter får lov til at stå alene, vil det medføre en indtægtsnedgang på en tredjedel af instituttets basisbevilling. Det svarer til budgettet for fagene Spansk, Fransk og Tysk tilsammen.

Hvordan forestiller fakultetets ledelse sig, at man i den situation vil kunne opretholde den nuværende fagvifte på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, som vel at mærke omfatter en række gymnasiefag?

Det burde være klart, at dette beløb er af en størrelsesorden, som vi ikke har en jordisk chance for at spare os ud af - fagene på instituttet hører i forvejen til de mest underbemandede på fakultetet. Den eneste begrundelse for den nye budgetmodel, nemlig at »den er væsentlig mere klar mht. incitamenter«, holder simpelthen ikke. Bag denne ligger forestillingen om, at budgetmodeller for det første kan og bør være ens på alle fakulteter på KU, uagtet at Det Humanistiske Fakultet har en meget bredere og mere uens fagvifte end de øvrige fakulteter. For det andet at alle fag på Det Humanistiske Fakultet i princippet kan producere det samme antal kandidater på den samme takst.

Indtil 2007 fik sprogfagene en lidt forhøjet takst, men denne kompensation blev fjernet i forenklingens navn. Man ser dermed bort fra, at sprogfagene kræver flere undervisningsressourcer for at kunne bibringe de studerende den nødvendige sprogfærdighed, udover de mange indholdsmæssige aspekter (sprogvidenskab, historie, litteratur og kultur), som vi naturligvis også underviser i.

Også de studerende afkræves en større bredde af eksamener og kompetencer - sprogfagene hører således til i den "hårde" ende af de "bløde" humanistiske fag. Vi har naturligvis i de sidste mange år arbejdet målrettet for at diagnosticere og eliminere de faktorer, der evt. kunne bidrage til fagenes frafald, og som vi i et eller andet omfang selv er herre over. Det er illusorisk at tro, at sprogfagene har uopdyrkede "incitaments"- og effektiviseringsstrategier til gode, som dramatisk ville kunne øge produktionen af kandidater. Og selv efter en meget optimistisk vurdering af effekten af de allerede igangværende tiltag, er det klart, at vi med den nye budgetmodel ikke tilnærmelsesvis vil kunne opnå indtægter, der kan opretholde det nuværende udbud af fremmedsprogsfag.

Det efterlader os ingen anden mulighed end at spørge fakultetets ledelse, om man fortsat ønsker, at fagene tysk, nederlandsk, fransk, spansk, portugisisk og italiensk skal være repræsenteret ved KU-fag, hvis betydning fakultetsledelsen ved flere lejligheder har understreget, og som desuden turde være indlysende i en tid, hvor der bestandig tales om globalisering, internationalisering, og "universitet i verdensklasse".

Skal samarbejde og gensidig afhængighed mellem fagene på fakultetet nu erstattes af alles kamp mod alle? I den økonomiske darwinismes tankegang har kun den stærkeste en eksistensberettigelse. I den biologiske logik er den ringe diversitet, der kan blive resultatet af denne bureaukratisk iscenesatte overlevelseskamp, imidlertid også et tegn på, at der er noget rivende galt med miljøet. For en ordens skyld skal det lige nævnes, at vi aldrig har set noget til de ekstra taksameterbevillinger til humaniora og samfundsfag, som forskningsministeren gentagne gange har henvist til, senest i Information 30.8.

Hvor disse penge forsvinder hen i det efterhånden grotesk store bureaukratiske apparat på Københavns Universitet, var nok værd at undersøge, men vi opfordrer til en procentvis udregning af personalevækst i de to grupper: administratorer over for forskere og undervisere. Det er vores opfattelse, at udgifterne til administration er vokset uhyrligt de seneste år.