Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skal vi arbejde på store bededag?

60 procent af os vil beholde store bededag som fridag, men i en tid, hvor mange taler for, at vi skal arbejde mere, er afskaffelsen af feriedage kommet på dagsordenen. Berlingske tager debatten.

Foto: Fotos: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ikke noget længere, der hedder normal arbejdstid, for vi er indstillet på at arbejde, når det er nødvendigt.

Asger Aamund, Bestyrelses- formand

Det har aldrig været et problem at få industriens arbejdsstyrke til at arbejde mere og længere, hvis der var ordrer, der skulle produceres og ekspederes. Der er større solidaritet og gensidig loyalitet på danske arbejdspladser end vore Jurassic Park-politikere forestiller sig. Danmarks problem er et vækstproblem – ikke i producerede mængder, men i kvalitet og værdi. Hertil kommer, at arbejdsdagen ikke mere er slut, når fabriksfløjten tuder (hvad den slet ikke gør længere).

For medarbejderen går hjem med sin computer under armen og fortsætter arbejdsdagen derhjemme, i toget eller på flyet. Sælgeren er i kontakt med kunder i Singapore og Washington, produktionsplanlæggeren strømliner næste dags procesflow og forvalteren får styr på lagerbevægelserne. Uden for normal arbejdstid og uden overarbejdsbetaling.

Der er ikke noget længere, der hedder normal arbejdstid, for vi er indstillet på at arbejde, når det er nødvendigt. Og det gør vi med glæde og motivation også store bededag, Kristi himmelfartsdag og i sommerferien. For den moderne dansker er arbejdet ikke en træls trædemølle, men en kilde til livskvalitet, selvrespekt og socialt netværk. Vi har ikke brug for en unødvendig og kunstig produktionsstimulans, men for en national vækststrategi, der består af en internationalt konkurrencedygtig skattereform, en elitisering af uddannelse, forskning og udvikling samt en dynamisk iværksætter-strategi.

Netop det, Christiansborg nægter at levere. Men hvad indad tabes, skal udad vindes.

Især børnefamiliernes samlede arbejdstid er forøget og er i dag på omkring 78 timer i gennemsnit om ugen

Svend Brinkmann, Professor, ph.d., AAU

Tid er penge, siger man. Menneskers tid har traditionelt været reguleret af naturlige forhold (fx døgnets og årstidernes skiften), kulturelle værdinormer samt religiøse hensyn, fx ved helligdage. I diskussionen om afskaffelsen af store bededag ser vi, at en økonomisk logik næsten fuldstændig har fortrængt disse andre begrundelser for regulering af tidsforbrug. Der er tale om en selvfølgelig kapitalisering af menneskets allermest værdifulde ressource – tiden – der hermed reduceres til alene at være et spørgsmål om penge.

Det virker paradoksalt, at vi skal arbejde mere i en tid, hvor mange mennesker er arbejdsløse. Begrundelsen er, at vi skal forberede os på en fremtid, hvor vi får brug for et større arbejdsudbud. De mange ferieuger, den korte ugentlige arbejdstid og de mange helligdage er ikke rentable. Hvorfor ikke? På grund af »globaliseringen«, hedder det, og hvis vi ikke tager os sammen, kommer kineserne og æder os. Den politiske debat er i disse år ekstremt defensiv og drevet af frygten for en fremtid, som ingen kender.

I debatten om arbejdstiden overser man imidlertid ofte, at vi som nation rent kvantitativt bruger mere og mere tid på vores arbejde. Også selvom den ugentlige arbejdstid i årenes løb er sat ned, og antallet af ferieuger sat op. Forklaringen er, at i takt med at kvinders erhvervsfrekvens er steget, er det samlede antal arbejdstimer for samfundet vokset markant. Især børnefamiliernes samlede arbejdstid er forøget og er i dag på omkring 78 timer i gennemsnit om ugen.

Til dette kan lægges den omsiggribende stress-epidemi, der rammer mange i et hektisk og flydende arbejdsliv. Ikke mindst på den baggrund er det sørgeligt at reducere menneskers tid og liv til penge.

Selvfølgelig skal vi ikke afskaffe traditionen for, at vi holder fri på helligdage.

Kathrine Lilleør, Sognepræst og ph.d.

Bøn er den korteste vej fra menneske til Gud - og til selvbesindelse. Det sidste er der god brug for. Ikke bare for den enkelte, men også for de organisationer og politiske fraktioner, der tror, at afskaffelse af ferie på kristne helligdage fører til andet end åndløshed. Mennesket lever ikke af lønsedler alene.

Selvfølgelig skal vi ikke afskaffe traditionen for, at vi holder fri på helligdage. Hvis man tror, at man kan optimere bundlinjer og få mere engagerede medarbejdere ved at gøre det usikkert, om man kan holde fri store bededag, burde man overveje sine lederevner, hvad enten man befinder sig i fagbevægelsen eller i erhvervslivet. Uanset om medarbejderne går i kirke eller i haven på forårshelligdagene, er fridagene en vedvarende markering af, at virkelige livsværdier ikke afgøres ved trepartsforhandlinger - eller næste ledelsesseminar. Som et opmuntrende udråbstegn rækker kirkespir landet over mod himlen, og reflekterer fri i forårskalenderen. Lyse åndehuller, der minder om, at livet er mere end arbejde.

Hvis man skal komme godt igennem en økonomisk krise, er det ikke mindre kirke, der skal til. Snarere mere. Mere bøn, mere eftertanke, flere åndelige løft, der sætter arbejdsløshed, nedgangstider og konkurser i perspektiv. Så man ikke bliver så rædselslagen over alt det, der truer, men får mod til at handle, kæmpe og overleve så godt så muligt.

En genvej til den frimodighed er at folde sine hænder og opmuntres, når man i kirken synger: »Hvor kan du dog gruble og græde så længe Guds himmel er blå«. I stedet for at diskutere afskaffelse af helligdagsferier skulle de kommende trepartsforhandlinger snarere lade sig inspirere og begynde med en sang og en bøn.