Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skal fattige mennesker holdes fattige?

Klimapolitik. Adgang til billig energi i rigelige mængder er en af de bedste måder at løfte folk ud af fattigdom på. Analyser viser, at der er en klar sammenhæng mellem vækst og energi-tilgængelighed i Afrika.

Foto: DAVID GRAY

Adgang til billig energi i rigelige mængder er en af de bedste måder at løfte folk ud af fattigdom på. Analyser viser, at der er en klar sammenhæng mellem vækst og energi-tilgængelighed i Afrika. Som det mest opsigtsvækkende har Kina løftet 680 millioner mennesker ud af fattigdom i løbet af de sidste 30 år - ikke gennem dyr vind- og solenergi, men gennem billig, omend forurenende kul.

Ikke desto mindre har mange rige opinionsdannere det fint med at erklære, at klimahensyn overtrumfer billig energi og udvikling for de fattige. USA, Storbritannien og andre europæiske lande meddelte sidste år, at de ikke vil støtte international finansiering for kulfyrede kraftværker i udviklingslandene.

Disse nationer undlod at stemme sidste gang, Verdensbanken bidrog til at finansiere det kulfyrede Medupi kraftværk i 2010 i Sydafrika. I dag ville de have nedstemt det.

Men husk, Medupi vil levere ti pct. af Sydafrikas elektricitet og forhindre rullende strømafbrydelser. Den sydafrikanske finansminister gjorde et argument klart: »for at fastholde de vækstrater, vi behøver for at skabe arbejdspladser, har vi intet andet valg end at bygge ny produktionskapacitet - og forlade os på det, der indtil videre stadig er vores mest rigelige og økonomisk overkommelige energikilde: kul.«

Og det amerikanske finansministerium erkender, at uden et kulkraftværk vil Sydafrikas »økonomiske genopretning lide skade, hvilket vil have en negativ indvirkning på elektrificering, jobskabelse og sociale indikatorer.« Og alligevel fortæller vi nu verdens fattige, at de ikke bør få billig energi.

Manglen på energi er verdens største miljøproblem. Næsten halvdelen af verdens indbyggere, eller omkring tre milliarder mennesker, brænder møg, pap og kviste inde i deres huse for at lave mad og holde varmen. Den deraf følgende indendørs luftforurening dræber 3,5 millioner mennesker hvert år.

AT LADE DISSE fattige lande få adgang til elektricitet kan udrydde denne indendørs luftforurening, mens det gør en forbløffende mængde gavn. Det kunne give familier lys til at læse om aftenen, en computer til at komme i kontakt med verden og et køleskab til at forhindre maden i at fordærves. Det ville også gøre det muligt for virksomheder at fungere mere konkurrencedygtigt og skabe arbejdspladser og økonomisk fremgang.

Men når verdens ledere taler om at strømforsyne den tredje verden, er det indtryk, de efterlader, at det handler om solpaneler. Selvfølgelig kan de give strøm til de første LED-lys og måske oplade en mobiltelefon. Men de giver alt for lidt strøm til komfurer, varmeapparater og køleskabe, for slet ikke at tale om elektricitet til landbrug og industri, der kan løfte folk ud af fattigdom.

Et godt eksempel er Obamas prisværdige Power Africa-initiativ, der har til formål at øge elproduktionen og adgangen til moderne energitjenester i seks fattige afrikanske lande.

Og dog foretrækker Overseas Private Investment Corporation (OPIC), der vil implementere det meste af denne adgang, overvejende sol og vind - mere end 95 pct. af alle energirelaterede projekter over de seneste fem år var vedvarende energi.

Dette er vigtigt, fordi investeringer i vedvarende energi koster meget mere, og det er sværere at tiltrække medinvestorer.

EN NY RAPPORT af Todd Moss og Ben Leo fra Center for Global Development sætter i høj grad dette dilemma på spidsen. Hvis Obama bruger de næste ti milliarder dollars (55 milliarder kroner) på gas-elektrificering, kan han hjælpe med at løfte 90 millioner mennesker ud af fattigdom. Hvis han bruger vedvarende energi, kan de samme ti milliarder dollar kun hjælpe 20-27 millioner mennesker. Ved hjælp af vedvarende energi vil vi bevidst vælge at efterlade mere end 60 millioner mennesker i mørke og fattigdom.

Selvfølgelig kan man konsistent hævde, at nedskæring af CO₂-udledning er vigtigere end at hjælpe de fattige. Men man kan ikke påstå, som mange grønne gerne vil, at der ikke er nogen afvejning - at man på magisk vis kan opnå både lavere CO₂-udledning og stadig hjælpe flere mennesker.

Det forekommer mig umoralsk at ville reducere CO₂-udledning ved at nægte de allerfattigste adgang til energi, mens vi i Vesten fortsætter med at få mere end to tredjedele af vores meget højere energiforbrug fra fossile brændstoffer.

DEN ENESTE BÆREDYGTIGE måde, hvorpå man kan bekæmpe den globale opvarmning, er dramatisk at øge investeringerne i grøn forskning og udvikling, hvilket i sidste ende vil gøre grøn energi så billig, at alle ønsker at skifte.

Men lige nu har vi et moralsk ansvar for at hjælpe til med at løfte så mange mennesker som muligt ud af fattigdom.

Vores udviklingsbistand bør bruges til at hjælpe 60 millioner flere mennesker ud af fattigdom, ikke som et redskab, der vil lade os føle os selvtilfredse over vores letkøbte, grønne valg.