Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skal fædre tvinges på barsel?

Signe Wenneberg vs. Camilla-Dorthea Bundsgaard: Socialdemokraterne og ligestillingseksperter har brugt ord som ’hykler’ og ’dobbeltmoral’ om regeringen, fordi den ikke vil øremærke barsel til mænd. Berlingske Tidende tager debatten:

Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JA:
Signe Wenneberg Forfatter og folketingskandidat (S)

»Skrid!« – vrissede jeg til den mandlige jordemoder, der havde overtaget vagten midt i den mest intensive del af fødslen. Den stakkels jordemoder forsøgte at forklare, at han dog var uddannet, og at han også havde børn, og jeg skreg bare videre: »Jamen, du har ikke født dem, du ved ikke en skid om det her!« Hvilket jo er klassisk argumentation for kvinder, der har taget for meget lattergas, har amme-hjerne eller som kun går ind for lige rettigheder, når det er i egen favør. Jeg har nu haft 15 år til at spekulere over det faktum, at jeg, på trods af at jeg tidligt kaldte mig feminist, ikke var særlig ligestillings-agtig da det kom til stykket, dengang på fødegangen. I de år har jeg heller ikke rigtig gået ind for øremærket barsel til fædre. Godt nok var jeg selv mega-jaloux på mine børns fædre, da de kunne tilbringe deres dage med at føre spændende samtaler på deres interessante arbejdspladser, mens jeg sad fast hjemme i sveskemosen med noget kolik-yngel. Men at tvinge mænd? Nu er jeg blevet klogere. Mænd har da ret til barsel. De er lige så meget fædre, som kvinder er mødre. Og kvinder, ja, de bliver jo allerede tvunget på barsel. Af deres bryster. Og af samfundsnormen mfl. Mænd bliver omvendt holdt væk fra barsel. Af samfundsnormen. Af kolleger, der mobber. Af arbejdsgivere, der lige troede sig home-free ved at ansætte en ung mand frem for en ung kvinde (eller som ligefrem fyrer fædre på barsel, iflg. Berlingske torsdag). Og af kvinder, der vil have barslen for sig selv og som bringer brysterne ind i argumentationen, når intet andet virker.

Men hvis vi mener det alvorligt, det her med lige rettigheder, så må vi gå hele vejen. Ligesom i Sverige og Norge. Det betyder, at vi må sikre, at alle de unge mænd, der er opdraget ordentligt, og som virkelig, virkelig gerne vil være fædre på lige fod, og som nu om dage gerne vil på barsel (viser nye tal), også får mulighed for det. De skal kunne gå på barsel, uden at skulle vælge det ’frivilligt’ – med al den mobning fra forældre, koner, venner, kolleger, arbejdsgivere, som en ung mands frie valg i dag medfører. I praksis må fædre sikres tre måneders barsel som et retmæssigt krav. En central barselsfond, som alle arbejdsgivere betaler til, må finansiere festen, så virksomhederne ikke kommer til at lide økonomisk. Og som en bonuseffekt: Far-på-barsel vil skabe ligestilling på det arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere stadig har i baghovedet, at kvindelig arbejdskraft er en tikkende barsels-bombe. Hvis begge køn helt efter reglerne skal tage barsel ved familieforøgelse, kommer vi med et trylleslag et stort skidt hen imod ligestilling – og lige løn - på arbejdsmarkedet. Samtidig med, at der kommer mere ligestilling i hjemmene og i børneværelserne til gavn for børnene og familierne. Ligestilling er et fælles anliggende. Det er børn også.

NEJ:
Camilla-Dorthea Bundsgaard, redaktør på damefrokosten.com
 

Endnu en gang blusser debatten om mænd og barsel op. Senest har forsker Lotte Bloksgaard været ude som »baselsekspert« og haft løsningen med i lommen: øremærkning af barsel til mænd.
Også venstrefløjens sædvanlige, skingre kvindestemmer har sunget med på det omkvæd. Julie Rademacher (S) har, om Dansk Folkepartis afvisning af forslaget, udtalt: »De kunne enten øremærke lige meget til mænd og kvinder, som vi vil, eller – hvis de virkelig er så liberalistiske – kunne de fjerne den ret, som kvinden har«.
Men Julie Rademacher går helt galt i byen, både hvad angår liberalismen og med sin rigide løsningsmodel. For det første har det aldrig været liberalismens formål at fjerne rettigheder fra individet. Hvis Rademacher er af den opfattelse, vil jeg foreslå hende at konsultere en historiebog.
For det andet demonstrerer Rademacher til fulde, hvorfor politikere ikke skal beslutte, hvordan mennesker skal leve deres liv: hendes løsning er så sort-hvid, at kun et mindretal vil kunne befinde sig godt i den kasse, Rademacher åbenbart mener, vi alle skal passe ind i.

Socialdemokraterne fortsætter deres  ’projekt ensretning’ med at kalde Venstre for hyklerisk, da de fastholder øremærket barsel til kvinder, mens det ikke gælder mænd. Socialdemokraterne mener, det hindrer ligestilling, og det giver jeg dem ret i.

Det er nemlig ikke ligestilling at særbehandle det ene køn, for det er diskrimination af det andet. Og kønsdiskrimination har ikke noget med den lige stilling af kønnene at gøre. Ligestilling er at have lige rettigheder og selv få lov at bestemme, hvordan de skal udnyttes. Den ligestilling får kønnene, hvis de begge har adgang til barselsorloven på lige,  juridiske vilkår.

Derfor må løsningen også nødvendigvis – i ligestillingens navn – være, at Moder Stat opgiver at trække borgerne omkring ved næsen. Mennesker skal have mulighed for at indrette deres liv frit og utvunget. De skal have rettigheder serveret, men vi behøver ikke også tygge dem for dem.

Der er ingen grund til at mase retten ned i halsen på dem i et misforstået forsøg på at lave velfærds-fois gras. Mennesker skal og kan selv fordøje deres rettigheder og muligheder. 

Vi bør efterstræbe et mere mangfoldigt samfund, hvor der er plads til alle - plads til forskellige livsstile og måder at indrette sig på.
Men det kræver, at den omsiggribende tendens, man finder på venstrefløjen, til at ville regulere og styre mennesker, får et sagligt modspil fra de borgerlige, som stoler på borgerne og ønsker et frit, progressivt og mangfoldigt samfund.