Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skal du også lyve for at få en lejebolig?

Forestil dig at skulle lyve om dit navn for at komme i betragtning til en lejebolig på det private boligmarked. Ikke om dit arbejde, din uddannelse eller dine hobbyer. For alle de ting er i orden. Men dit navn er ikke i orden. Man er væsentligt ringere stillet, hvis man hedder Tarek fremfor Anders.

Debatten om det private boligmarked blussede op for et års tid siden, og meningerne var mange. »Drop offerrollen«, var det, man oftest fik som svar, hvis man forsøgte at påpege diskriminationen. Men nu er der kommet dokumentation på området, og resultaterne er nedslående.

Diskrimination på det private boligmarked eksisterer i allerhøjeste grad. Det fastslås af en undersøgelse udført af Ankestyrelsen i efteråret. Undersøgelsen viser, at boligsøgende med et mellemøstligt klingende navn skal søge om 27 pct. flere boliger, for at få lov til at se eller tilbudt boligen, end ansøgere med danske navne. Endvidere viser resultaterne overordnet set, at den højere procent af afslag hos ansøgerne med mellemøstligt klingende navne, kan begrundes i lavere forventninger til disse mennesker. Udlejere forventer altså generelt set, at disse ansøgere passer dårligere på boligen og har dårligere betalingsevner, end ansøgere med danske navne.

Som om den fordom ikke var slem nok, viser undersøgelsen faktisk også, at udlejerne hellere vælger ansøgere med danskklingende navne og negativt ladede beskrivelser af dem selv, fremfor ansøgere med mellemøstligt klingende navne med neutrale beskrivelser af dem selv. Den ene af os har selv oplevet at skulle modtage den triste besked om, at man ikke var interesseret i at møde undertegnede, da de ikke »turde tage risikoen« eller af frygt for, at jeg var medlem af en bande. Realiteten er, at nogle af os er blevet velsignet med evnen og adgangen til avisernes spalter, hvorfor vi altid kan brokke og beklage os her. Men det er ikke alle, som har den mulighed og derfor kan afslag baseret på en persons navn, hudfarve og etnicitet ofte føre til en enorm fremmedgørelse. For hvad er det for et signal, vi sender som samfund? At uanset, hvor godt dansk du taler, hvor høj en uddannelse du tager, og hvor dansk du måtte føle dig, er du alligevel fremmed.

Enheden for Antidiskrimination har med kampagnen Ja til Ligebehandling forsøgt at sætte fokus på diskrimination. Vi ønsker ikke et samfund, hvor man skal hedde Anders eller Julie for at komme i betragtning til en lejlighed, på lige fod med andre ansøgere. Hvad blev der af at vurdere ansøgere ud fra kompetencer og personlighed?

Det ligger i diskriminationens natur, at den kan være rigtig svær at dokumentere, og derfor er det vigtigt, at vi som samfund og borgere tager ansvar, når der endelig foreligger empiri, som beviser dens tilstedeværelse. Diskrimination i alle dens former handler i sidste ende om den enkelte borgers holdning. Holdningen til de anderledes. Dem med de sjove navne og det mærkelige hår. Dem som skiller sig ud. De fortjener at blive behandlet på lige fod med alle os andre, hvad end de søger bolig, job eller noget helt tredje.