Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skal de Konservatives respirator slukkes?

Nu smider vi droppet med skattelettelser i skraldespanden og erstatter det med et nyt, men gammelkendt og effektivt, der sprøjtes direkte ind i hjertet og består af en kombinationsbehandling af lige dele næstekærlighed, kernefamilie og fokus på en nation, der vil noget med verden og ikke er skræmt af den.

De Konservatives skib i havnen i Allinge på Bornholm under folkemødet i 2013.
Læs mere
Fold sammen

For alle os, der har en eller anden forkærlighed for Det Konservative Folkeparti, var det selvfølgelig ventet med spænding, hvad den nye leder, Søren Pape, ville ordinere som medicin til den svækkede patient.

Søren Pape mente tidligt, at patienten sådan set var rask nok. Det var det, der blev sagt, der var problemet. Derfor var vi også nogle, der var noget forbløffede, da den medicin, han endte med at anbefale, var: Skattelettelser.

Skattelettelser!

Mange har nok tænkt tilbage på både Poul Schlüter og Poul Møller. Folk, der i partiets stærke dage virkelig kunne fortælle om partiets store styrke på mange områder. Om det Danmark, man ville både skabe og bevare. Et med Gud, Konge og Fædreland. Et Danmark, hvor de svage bliver hjulpet, men ingen kan vælge at være svag. Et, hvor staten er stærk nok til at rejse de svage, men aldrig, aldrig, er så stærk, at den kan vælte de svage. Et, hvor man aldrig omklamrer de svage til de ender i total apati. Et, hvor man i bedste Maude Varnæs-ånd ikke tager imod bleer »på mærker«, altså fra staten, men sætter en ære i at klare sig selv, fordi man, ja, kan.

Men nej. Det var ikke dyder a la dem, der skulle redde det stolte parti. Det var skattelettelser. Flere penge til folket. Nogle af os løb det koldt ned ad ryggen. Var der kun en tom skal tilbage? En krop uden ånd? Et sjælløst legeme?

Andre tænkte tilbage på en episode, hvor en kollega fra et konkurrerende parti frejdigt, men velobserveret, bad os huske, at for de Konservative var skattelettelser selve meningen med livet. Det skal indrømmes, at også andre medikamenter bliver omtalt. Men ikke i samme stil og ikke med samme klare anbefaling som skattelettelser. Skattelettelser er den altovervejende kur!

HVORFOR ER DET kommet så langt? Hvorfor er den tidligere kommissær i EU ikke kommet hjem og har brugt de evner, hun har? Bragt dem i spil for partiets skyld? For landets?

Er hun mon skræmt af et andet parti, der ikke kerer sig så meget om Gud og Konge, men virkelig har taget buddet om Fædrelandet til sig? Har det fået EU-kommissæren til at tro, at partiet er uhelbredelig sygt?

Der synes ellers at være så mange muligheder. Så meget, man kan gøre, før man giver op og lader mørket overvinde lyset.

Man kunne f.eks. se til Rom, hvor en anden stolt organisation, den katolske kirke, nærmest har rejst sig fra dødslejet og pludselig agerer med en helt ny vitalitet. Mennesker, der før rystede på hovedet af det leverplettede fænomen på Peterspladsen i Rom, gør pludselig store øjne. Raul Castro i Havana. Barack Obama i Washington. Så forskellige personager lytter pludselig til stemmen fra Rom, som vi ellers var mange, der havde afskrevet.

Stemmen fra Rom var også nået til Frederiksberg i København, hvor den konservative patient i øvrigt engang udfoldede sig så vitalt og med et skær af evigt liv. I en kirke mellem jul og nytår glædede en præst sig over, at Roms nye pave havde insisteret på, at Rom var andet og mere end pædofilisager og økonomisk grådighed.

Nuvel, de sager der er, bliver undersøgt og allerede nu ruller der hoveder som aldrig før. Men Paven insisterede på også at diskutere de gamle værdier, der altid har lydt fra Rom, nemlig dem om familiens hellighed. Om familien som dét sted i tilværelsen, hvor kærlighed, nærvær, tryghed og dannelse bedst og stærkest indprentes og fås ind under huden. Familien som et anker i en foranderlig tid. Familien som udgangspunkt for et virksomt liv på jord. Familien som livets kerne og, bemærk, intet formanende om hvad præcis en kernefamilie er og består af.

Dét havde præsten på Frederiksberg bidt mærke i. Og det havde en lille dreng, der var med i kirken, også. På vej hjem græd drengen og var helt og aldeles utrøstelig. Faren blev urolig. Hvad var der dog galt? Jo, præsten havde sagt, at vi, herunder drengen, skulle være en del af den hellige familie. Og dér lå problemet. Det ville drengen ikke. Han ville blive i sin familie. Dén, som hans far jo også var en del af. Dér ville han være. Han ville ikke flytte over i den hellige familie.

EN FRA HANS klasses forældre var blevet skilt i uvenskab og vennen var meget ulykkelig. Derfor gråden. Derfor ulykken.

Faren åndede lettet op. Intet uvenskab skulle rive deres familie fra hinanden. Det lovede han drengen. Det havde heller ikke været præstens ærinde, men blot det, at han, altså præsten, efter bedste evne blot ville bruge julens bud til at understrege, at familien er hellig. Noget, der skal tages dybt alvorligt som et udgangspunkt i livet for netop kærlighed, nærvær, tryghed og dannelse. Drengen åndede lettet op. Puha. Så forstod han. Så kunne han, igen, trække vejret normalt.

Så nemt går det ikke hos de Konservative, der faktisk knap kan trække vejret ved egen hjælp. Besøg fra EU-kommissæren kommer der som nævnt ikke. Og tidligere stærke familiemedlemmer har de facto meldt sig ud af familien. Yngre medlemmer af familien vil gerne ind og hjælpe til. De har idéer og styrke, men kommer ikke til. Mange tænker, de ikke har ånd nok. Imens ser de, der lige nu sidder rundt om patienten, bekymrede til. Mest af alt over, hvad der skal blive af dem?

SÅDAN SIDDER DE og funderer inde på stuen. Funderer over fremtiden. Skal de slukke for respiratoren og lade patienten dø stille og roligt? Eller skal de, inspireret af Fugl Fønix i Rom indrømme, at der de seneste år er begået fejl på fejl. Dumhed på dumhed, men at det nu er slut.

Nu smider vi droppet med skattelettelser i skraldespanden og erstatter det med et nyt, men gammelkendt og effektivt, der sprøjtes direkte ind i hjertet og består af en kombinationsbehandling af lige dele næstekærlighed, kernefamilie og fokus på en nation, der vil noget med verden og ikke er skræmt af den. Et drop, der vil noget større end at proppe flere penge i borgernes lommer.

Gennem døren ind til patienten bipper en hjertelyd langsomt, men stabilt. Om ganske kort tid vil det afgøres, om lyden vil gå op i tempo eller langsomt, men sikkert dø ud.

Der er kun én chance tilbage…