Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skæbnebestemt

»Hvis man overvejer at blive partihopper og skifte fra den ene blok til den anden, risikerer man at gøre vold på sin natur. Den slags skal der ikke tages let på.«

Foto: Asger Ladefoged. Anna Libak
Læs mere
Fold sammen

For nogle dage siden kunne New York Times fortælle, at nogle kvinder ifølge en ny videnskabelig undersøgelse er genetisk prædisponeret for utroskab. Der går kvinder rundt derude med vasopressin-receptorer i hjernen, som gør dem utilregnelige. Eller i hvert fald mere tilbøjelige til at hengive sig til såkaldt »ekstern pardannelse«, som kan være farligere end den lyder.

Læs også: »Hvis bare du havde lyst til sex noget oftere«

Egentlig burde det ikke komme bag på nogen. For det er utroligt, hvad man kan se i de gener, hvis man kigger ordentligt efter. De seneste år har forskere over hele kloden fundet ud af, at så forskelligartede fænomener som lykkefølelse, fedme og aggression er delvis genetisk betinget. Ja, selv politisk ståsted er genetisk betinget, hvilket kan være godt at vide her i valgkampen, så man ved, hvilke biologiske kræfter man er oppe imod, før man sætter sit kryds.

Forskere fra Syddansk Universitet mente således for et par år siden på baggrund af et stort tvillingestudie at vide, at vores gener kan forklare helt op mod 60 procent af vores politiske overbevisning. Enhver kan sige sig selv, at det åbner nye og skræmmende perspektiver: Hvis man overvejer at blive partihopper og skifte fra den ene blok til den anden, risikerer man at gøre vold på sin natur. Den slags skal der ikke tages let på.

Personligt forstår jeg så udmærket, at det er blevet populært at lede efter svar i generne. Der er intet så oprørende for mennesket som tilfældet, og gener er bare et moderne ord for skæbne. Der er noget aldeles trygt ved, at det gik, som det måtte gå, og at man intet kunne have gjort for at ændre det alligevel. Efter at vi har fået velfærdsstaten, virker det utilstrækkeligt at forklare folks adfærd med sociale vilkår. Kontanthjælpen er stadig for høj til at kunne begrunde direkte aggression.

Alligevel er det ikke helt klart, hvilke konklusioner man skal drage af de nye genetiske undersøgelser. For generne kan kun delvis forklare det hele. Det er meget utilfredsstillende. Der er simpelthen en masse mennesker, som tillader sig at ignorere deres genetiske dispositioner. Nogle kvinder er for eksempel ikke utro, selv om deres vasopressin-receptorer står blafrende åbne, og forskerne kan ikke garantere, at det er, fordi de bliver afvist af de mænd, de gerne vil være utro med. Det kan også være, at de holder sig i skindet. Andre kvinder er til gengæld utro, selv om de ikke har de relevante genvarianter, og forskerne kan ikke garantere, at det er, fordi de har en forfærdelig ægtemand. Det kan også være, de bare blev forelsket.

Læs også: Kandidattest: Hvem er du mest enig med?

Miljøspecifikke omstændigheder gør det i det hele taget svært at bruge generne som forklaring. I princippet er det jo ekstra flot, at man ikke begår mord, hvis ens hjerne er særlig modtagelig over for aggressionens signalstoffer. Men vel ikke, hvis man afholder sig fra det, fordi strafferammen er 16 år?

Og helt aktuelt: Hvad nu, hvis en mangeårig Venstre-vælger skifter blok og stemmer på Helle Thorning, fordi han synes, at hun har ført sund borgerlig politik. Er det så egentlig vælgeren eller partiet, der afviger fra sit DNA? Og hvad er det for nogle alternative genvarianter, der stemmer på Uffe Elbæk? Han er hverken rød eller blå. Videnskaben skylder et svar, og det må egentlig gerne falde inden 18. juni.