Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skadelige og kloge særinteresser

Det er altid en afvejning som organisation, om man skal holde fanen højt eller nå resultater.

12debJesperBeinov.jpg
Jesper Beinov Chef for Lederkollegiet, Opinions- og Navneredaktør Fold sammen
Læs mere

Det er velkendt, at nye tiltag, reformer og forandringer får hele hornorkesteret af organiserede særinteresser på banen. I dag koster velfærdsstaten op mod 1.000 mia. kr. årligt. Når både den offentlige sektor og antallet af borgere i den erhvervsaktive alder på offentlig forsørgelse, når et så højt niveau, bliver debatten stedse mere påvirket af særinteresser, der vil støbe udviklingen i beton. Det er usundt, og der er brug for en offentlig debat med mere realisme, særligt op til efterårets store beslutninger om dansk økonomi på vej mod 2025.

Her vil vandene skilles mellem den del af fagbevægelsen, der søger konfrontation, og dem, der søger indflydelse. Fra uventet kant kom en advarsel forleden. Når flere af de offentligt ansattes organisationer sammenblander deres kollektive interesser med borgernes, udgør det et reelt problem for velfærdsstaten, lød det i dagbladet Politiken fra professor Ove Kaj Pedersen, som er ophavsmand til begrebet Konkurrencestaten. »Den manglende respekt for politiske prioriteringer underminerer tilliden til de offentligt ansatte og især til deres organisationer,« lød det fra Ove Kaj Pedersen, som straks blev heftigt kritiseret.

For mig at se er der klare eksempler på konfrontationssøgende særinteresser. Tag FOA, Danmarks Lærerforening og Dansk Socialrådgiverforening, som vægter slagsmålet højere end at søge indflydelse, og som forveksler egeninteresse med fællesskabets interesser. Man skulle ligefrem tro, at de har løst billet til den vildt underholdende forestilling »Kunsten altid at få ret«, der vises lige nu på Det Kgl. Teater, og hvor klassisk retoriske fif indgår, såsom at postulere, forvirre, fordreje og stille modstanderen i latterligt lys.

Det er altid en afvejning som organisation, om man skal holde fanen højt eller nå resultater. LO-formand, Lizette Risgaard, har valgt indflydelsen, og trepartsforhandlingerne er det bedste eksempel herpå. Ved at anerkende de reelt eksisterende problemer, der udfordrer dansk økonomi og sammenhængskraften, taler hun direkte ind i de aktuelle dagsordener. På samme vis har Dansk Metal fået indflydelse. Med denne tilgang følger et afsæt for at komme på banen med andre løsninger end regeringens – der spilles ganske enkelt konstruktivt ind.
Finansministeriet regner på den store fremskrivning af dansk økonomi på vej mod 2025, som bliver bestemmende for, hvad der er råd til i de kommende år. Det er svært, uagtet at en række reformer under de seneste regeringer er med til at øge arbejdsudbuddet, hvor der er en direkte sammenhæng til øget beskæftigelse og dermed en skattekilde. Regionerne har markant øget produktiviteten på hospitalerne og kommunerne i nogen grad. Det giver råderum. Lægger regeringen oveni reformer, der øger produktiviteten, såsom omlægning af arbejdsgange, øget udbudspligt og styrket brug af private aktører, kommer der mere i kassen. SU-reform og uddannelses- og velfærdsreformer vil også kunne give noget til at betale alt det, der koster, inklusive flygtningekrisen.

TIDEN HAR ÆNDRET sig siden før finanskrisen i 2008. Konfrontation var en strategisk mulighed for indflydelse , dengang pengene flød. Oveni er den internationale konkurrence vokset. Hvis den konfrontationssøgende del af de offentligt ansattes organisationer ønsker indflydelse, må de til en start anerkende, at pengene er færre, og at højere skat ikke er en mulighed i et land med verdensrekord i skattetryk.