Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skadede veteraner – et svar til Lars Møller

Konklusionen er: Dansk forsvar leverer en forsinket, utilstrækkelig og ansvarsforflygtigende hjælp til psykisk skadede veteraner.

Henning Sørensen. Fold sammen
Læs mere

 

1. Oberst Lars Møller (LM) skriver om veteraner med psykiske skader i Berlingske (15.07) »Da man i 1992 sendte soldater til Balkan, var forsvaret ikke forberedt på, at de kunne vende hjem med psykiske skader. Ikke af ond vilje, vi vidste det bare ikke.« I 1980 var PTSD-lidelsen (Post-traumatisk stress syndrom) allerede defineret i USA. Dansk forsvars uvidenhed skyldes dets fravalg af militærsociologisk forskning, der hjælper samfundet med at styre forsvaret (en ansat i forsvaret), hvor militærpsykologien hjælper majoren med at styre den menige (59 ansatte) og militærpolitologer hjælper Danmark med at styre verden (over 150 ansatte).

2. LM fortsætter: »Forsvaret er blevet klogere,… PTSD-indsatsen langt bedre«. Ja, men klogskaben indtraf sent. Sverige fik en veteranpolitik allerede i 2007. Danmark i 2011. Efter politisk pres. Forsvaret påtænkte en veteranpolitisk indstilling i 2013.

3. LM fremfører også: »generelt kommer cirka 85 pct. af et missionshold hjem som styrkede mennesker«. Her opvejer LM de syge soldaters lidelser med de »styrkede« soldaters psykiske fremgang. Beroliger Kræftens Bekæmpelse de 35.000 årligt kræftramte danskere med de fem mio. kræftfrie landsmænd?

4. LM skriver: »veteraner med psykiske problemer er et samfundsproblem«. Det er også det danske forsvars problem, selvom det ikke er gearet til at resocialisere veteraner. Enhver arbejdsplads, der producerer psykisk syge, har et ansvar. Hvorfor begrænses så f.eks. Afghanistan-indsatsen til alene »samtænkningen« af militær indsats og udviklingshjælp, altså maksimalt de 3,5 mia. kr. ud af de samlede militærudgifter på små 15 mia. kr.? Ja, kommissoriet for Afghanistan-indsatsen understreger direkte: »Erfaringsopsamlingen skal ikke beskæftige sig med militære aktiviteter på det taktiske/operative niveau…«. For en PTSD-veteran, der ønsker at forstå baggrunden for sin situation, er det utilfredsstillende, også for de pårørende.

5. LM anfører så: »Vi skal bare lige erindre at psykiske problemer for veteraner er et samfundsproblem«. Det er rigtigt. Langt ud i fremtiden. Også økonomisk. Og de tal skal ikke sløres. Hvorfor ændres udgifterne til internationale operationer for 2010 så fra 3,255 mia. kr. (Forsvarskommandoens Årsrapport 2010, s 48 og tabel s 60) til nu kun 1,393 mia. kr. ved at holde normale lønudgifter uden for opgørelsen? Den beregningsmetode vanskeliggør sammenligninger over tid og landegrænser, også for prisen for behandling af psykisk syge veteraner.

6. Endelig kritiserer LM kommuners forskellige behandling af PTSD-veteraner. Enig heri. Danske kommuners tilbud og ydelser til veteraner med PTSD burde være et prioritetsområde for Veterancentret, der årligt uddeler ti mio. kr. til projekter for veteraner. Men centret støtter hellere projekter og arrangementer rettet mod anerkendelse af veteraner, end det vil hjælpe skadede soldater. Centret burde som VA i USA fokusere på det sidste (Final Report of the Commission on Care, June 30, 2016).

Konklusionen er: Dansk forsvar leverer en forsinket, utilstrækkelig og ansvarsforflygtigende hjælp til psykisk skadede veteraner. Ikke mindst ved at undlade militærsociologisk forskning af dets indsats. LM mener, at »de fleste vil vaske hænder« i sagen om den PTSD-ramte balkanveteran, Lars Kragh, som myrdede sine forældre. Korrekt. LM og forsvaret står dog forrest i køen ved håndvasken.