Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skål – og skru op for varmen

Hvis du kaster en sten op i luften i Tokyo, London, Paris eller New York, rammer du en, der vil hygge sig. Danmark er nemlig blevet kendt for tre opfindelser: korkbæltet, klaphatten og nu hyggen.

Hyggen breder sig som en ny global livsstil. Trenden er nu større end Lego og Den Lille Havfrue tilsammen. Vi elsker det, fordi det bekræfter os i, at verden skal lære af Danmark.

Vi er nemlig ikke blot verdens mest bæredygtige, rige, sociale og selvironiske land. Nej, vi er fandeme også verdens hyggeligste mennesker. Vi har bare et problem. Verden er ikke særlig hyggelig lige nu. Vi danskere er blevet kolde og uhyggelige som et forblæst flygtningetelt i Korsør. Begrebet smager mere og mere som en tør pebernød i januar. Vi er også selv blevet lidt trætte af hygge. Det virker så opstyltet og tvangspræget. Det er en kæmpe skuffelse.

Hver gang vi laver kakao, spiller Matador eller tænder op i pejsen, går det galt. Vores bitre erfaring er, at der altid er en skygge af konflikt og uærlighed. Vi ved det altså godt, men vi tør slet ikke sige det til vores internationale fans. Det er en tom og dum kliché, spredt rundt i verden for at sælge hvide stearinlys. Heldigvis er The New Hygge på vej. Et fandenivoldsk finsk begreb stormer frem i fimbulvinterens mørke. Et punk rock-skrig fra Laplands tundra lige til at labbe i sig for alle hygge-livsløgnerne.

Det er alt det, som hygge mangler. Det er ærligt, og det er hyggeligt for alvor. »Kalsarikkännit« lyder kampråbet på finsk. Ordret kan det oversættes til underbuksefuld. Det går helt basalt ud på at skrue op for varmen og så drikke sig skidefuld i underbukser hjemme i stuen sammen. Altså bare sidde helt tæt på radiatoren med en dåseøl og et par venner i den fælles nøgne erkendelse af, at livet er bittert og bidsk. At verden er kold som en finsk vinternat. At alt kan tages væk, men det er okay, bare vi har vores dåseøl og varmen fra en radiator.

Det er rå eksistentialisme, hvor man omfavner sin udkastethed i verden i heideggersk forstand. Altså, at vi som mennesker er på Herrens mark, og ingen kommer ud i live. Kalsarikkännit er Old Nordic og ikke noget fimset New Nordic med at spise myrer på Noma. Det er tilbage til der, hvor alting startede foran bålet med en hjelm på hovedet med vores øl og vores venner i vores møgkolde, mørke udkant af verden.

Begrebet stinker af finsk punk rock, vikingeblod og zero fuck given-attitude. Det er en kæmpe fuckfinger til hyggens pænhed og regler. En befriende ligegyldighed over for de sociale mediers evige se-mig, like-mig-perfekte livsløgn. Det handler om at være sammen, hvor hyggen handler om at vise sig selv og andre, at man er »sammen«. Gerne live sent på Facebook med #Vihyggeros.

Hvor hygge ekskluderer for at inkludere, er det omvendt med kalsarikkännit. Her er plads til alle og brug for alle, så længe der er øl nok. Så skål og skru op for varmen. Rul dig i sneen og råb Kalsarikkännit er The New Hygge.

Timme Bisgaard Munk er redaktør, ph.d.