Rasmus Ulstrup Larsen, medlem af Konservativ Ungdom, kalder 23. juli i et indlæg singlemødre for »et forfærdeligt, moderne fænomen« og skriver, at der »i modsætning til den almindelige kunstige befrugtning, der finder sted i parforholdet, er der her ikke tale om medicinske problemer.«

Der er mange donormødre, som er velovervejede, og som ikke har mødt den mand, som de gerne vil have børn med. Det er for størstedelen af donormødrene faktisk en meget stor sorg at fravælge en mand til sit barn, og dermed ødelægge ønskedrømmen om far, mor og børn, og gå vejen alene. Nogle af kvinderne er kommet op i alderen og indser, at deres biologiske ur tikker, og de har derfor enten valget mellem hurtigt at finde en mand eller vælge at få barnet selv.

Det er ikke altid fryd og gammen at være i et parforhold, og mange forhold bliver ødelagt, fordi man hurtigt får børn, eller fordi man faktisk ikke kendte hinanden inden. Det kan derfor være en fordel at vælge selv at få barnet, have rollemodeller i form af mænd i familie/vennekreds, og dermed skabe en tryg opvækst med kærlighed. For er det ikke i bund og grund hvad, det handler om?

For hvad nytter det at have to eller fire forældre (når de er skilt, og begge forælder har fundet nye partnere), hvis ingen af dem har vist kærlighed? Så er det bestemt bedre kun at have én forælder, som elsker uforbeholdent og fuldt ud.

Nogle kvinder bliver desuden donormor i en ung alder grundet sygdom som f.eks. endometriose, en kronisk underlivssygdom der kan skade livmoder og æggestokke, og som kan forringe mulighederne for at blive gravid, når kvinden bliver ældre.

Lad os hylde forskellige familieformer

For majoriteten af kvinderne handler det ikke om, at de ikke vil have en mand. Jeg vil påstå, at vejen til at blive donormor er den mest velovervejede og egoistiske vej, man kan gå, og det er ikke dårligt at være egoistisk i denne sammenhæng. Det burde altid være af egoistiske grunde, at man vælger at få et barn.

Jeg ved ikke, hvor længe Rasmus Ulstrup Larsen har fulgt med i donormor-miljøet, selv har jeg fulgt det i en del år, og jeg har endnu til gode at høre en kvinde udtale, at hun ikke ønsker en mand at dele livet med, fordi hun er en uafhængig kvinde, der kan selv. De findes, det gør de da, men det sker bare sjældent på baggrund af denne overvejelse.

Det handler desværre alt for ofte for konservative om at pådutte andre deres levemåde, koste hvad det vil, og dermed underminere andre former for familieformer. Skal vi ikke hellere hylde, at homoseksuelle, regnbuefamilier og donormødre kan få deres kærlighedsbarn? Man kan være enig eller uenig i, om det er en klogt at leve på denne måde, men skulle jeg vælge mellem en ødelagt familieform eller en enlig mor, der fuldt ud giver barnet den kærlighed, som det behøver, vil jeg absolut vælge det sidste. Det er vigtigt at værne om familielivet, men det må ikke ske på bekostning af alt andet. Kærligheden kommer først.

Det er langt vigtigere at snakke om, at man burde gøre muligheden for at få donorbarn til fuld egenbetaling, således at andre menneskers penge ikke skal gå ind og dække dette gennem skatten.