Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Singapore: mareridt eller mirakel?

Lars Qvortrup: Singapore har skabt et højeffektivt uddannelsessystem. Lader vi os ikke inspirere af det, stiller vi os selv dårligt i det moderne vidensamfund.

I et globaliseret samfund er vi nødt til at tage ved lære af hinanden, på tværs af alle fordomme. Ikke for at kopiere, men for at blive inspireret. Singapore kan inspirere Danmark – og Danmark kan inspirere Singapore. Her besøger statsminister Lars Løkke Rasmussen Selsmoseskolen i Tåstrup. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er uddannelsessystemet i Singapore: Et mareridt eller et mirakel?

Det er begge dele. Det er et mirakel, at et land, der for godt 50 år siden opstod som udviklingsland, truet af etnisk betinget borgerkrig, i dag har en af de grundskoler, der scorer højest i de internationale undersøgelser. Men som alle andre moderne mirakler ligger der snarere teknik end magi bag. Jeg har sjældent set en så målrettet skolepolitik og et så velplanlagt skolesystem med så godt uddannede lærere og skoleledere som i Singapore.

Men det er også et mareridt, i hvert fald set med danske øjne. I Danmark møder eleverne ikke kl. 7.30 og starter dagen med at hejse flaget og synge nationalsangen. I Danmark aflyser forældrene ikke sommerferien, fordi eleverne skal forberede sig på den store prøve i 12-13-års alderen, som afgør, om de skal fortsætte i boglig eller ikke-boglig retning.

Og så er der alt det, der ligger midt imellem: I Danmark ser vi ikke op til lærerne, som de gør i Singapore. I Danmark blander forældrene sig meget, men engagerer sig for lidt - de just overståede valg til skolebestyrelse er det seneste eksempel. I Singapore engagerer forældre sig meget - nogle med sponsorater, andre med praktisk bistand til fx skolebiblioteket - men blander sig kun lidt. I Singapore er læreren en autoritet - er det godt eller skidt?

Kort sagt: Skolesystemet og skolekulturen er anderledes i Singapore end i Danmark, sådan som der er forskelle mellem alle skolesystemer, fordi ethvert lands skolesystem blandt andet er et udtryk for og et resultat af det pågældende lands sociale, politiske og kulturelle historie. Og Singapore er et autoritært land. Jo, der er demokrati, men vælgerne har med massivt flertal stemt på det samme parti gennem hele landets historie. Og jo, borgerne er frie, men landet har et de højeste dødsstrafsrater pr. indbygger i verden.

Derfor skal vi ikke kopiere, men vi skal lade os inspirere, og vi skal også forstå, at i et moderne samfund konkurrerer vi på et globalt marked. Og en vigtig parameter for konkurrencen er uddannelse.

Derfor går det ikke, at man afskriver Singapore, fordi man ikke kan lide det. Og helt ude i hampen er det, når man - som ph.d. og forfatter Anders Holm Thomsen for nylig gjorde det i Berlingske Tidende - bruger Singapore i et korstog mod DPU baseret på en bizar forestilling om et »uddannelsesindustrielt kompleks« i Danmark. De tider er forbi, hvor uddannelsespolitik og pædagogisk udvikling kunne foregå i national isolation. Vi må kigge ud over grænserne: Mod Finland, Canada, Skotland, Singapore og alle andre steder, hvor vi kan lære noget. Men når vi kigger ud, må vi gøre tre pædagogiske og uddannelsespolitiske ledespørgsmål gældende:

- Virker det? Dvs. har det de ønskede læringseffekter?

- Er det politisk, økonomisk og kulturelt acceptabelt?

- Vil det påvirke os, fordi uddannelse i dag krydser grænser?

Hvad er det, der virker i Singapore? Det er den massive satsning på uddannelse og efteruddannelse af lærere. Hundrede timers betalt efteruddannelse om året pr. lærer. Det er den systematiske uddannelse af ledere, før de bliver ansat. Det er det systematiske støttesystem for skoleledere med en såkaldt 'superintendant', der har ansvaret for klynger på 10-15 skoler, og som giver pædagogisk og ledelsesmæssig feedback til skolelederne. Det er læseplaner med fokus på både svage, stærke og 'almindelige' elever. Alle disse virkemidler demonstrerer, at uddannelse, efteruddannelse og systematisk kvalitetsudvikling er nødvendige forudsætninger for en god skole. Og så demonstrerer de, at i Singapore betragtes uddannelse ikke som en udgift, men som en investering.

Alt dette virker, og jeg tror også, det er politisk og kulturelt acceptabelt i en dansk sammenhæng. Andre ting virker også, men kan næppe accepteres, fordi det er i modstrid med grundlæggende værdier om demokrati og personlig frihed. De selekterer stærkere, end vi vil acceptere. De tænker mere hierarkisk, end vi vil finde os i. De dyrker autoriteter på en anden måde, end vi er vant til. Men vi skal huske, at også det, vi ikke kan lide, vil påvirke os, for nu om stunder er uddannelse grænseløs. Og først og fremmest skal vi lægge os på sinde, at selv om der er nogle ting, vi ikke kan lide, indebærer det ikke, at vi skal forkaste det hele. Det er der ganske enkelt ikke råd til.

Konklusionen er, at vi skal være mere åbne, men også mere systematiske, når vi ser på andre landes uddannelses­systemer - ligesom de i øvrigt gør i forhold til os.

Lad mig give et eksempel. For et par uger siden modtog jeg en mail fra min kollega i Singapore. Han ville gerne gennemføre en undersøgelse af, hvordan skolerne fremmer personlige og sociale kompetencer, kreativitet og innovation, i Danmark og Singapore. Hvorfor? Fordi han mente, at på det punkt kan de lære af danskerne. I øvrigt tilbød han at finansiere undersøgelsen, så jeg tog naturligvis imod forslaget. For hele grundholdningen er, at i et globaliseret samfund er vi nødt til at tage ved lære af hinanden, på tværs af alle fordomme. Ikke for at kopiere, men for at blive inspireret. Problemerne forsvinder ikke, bare vi lukker øjnene.