Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Simon Kvamm er stor – indtil videre

Lars Hedegaard: Indtil attentatet på mig i februar lød det i Superliga, at »Pia K er krig«, men nu hvor Dansk Folkeparti står til 23,5 pct. i meningsmålingerne, har Kvamm fundet det bedst at udskifte Pia K med Lars Hedegaard, som er »syg«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nephew, med sanger og guitarist Simon Kvamm i front, har i nogen tid rejst rundt med et nummer, som de kalder Superliga, og at dømme efter videoen fra Jelling Musikfestival går den rent ind hos børnene. Der er ingen melodi. Nummerets force er at være stand-up akkompagneret af orgiastisk larm – sådan som det skal være i dag.

Til gengæld er lyrikken betagende: Bonderøven, der på TV bakser med ombygning af stalde og malkning af geder, »skulle have noget bly«. Skal han drikke det, have det proppet op i røven eller indført i hovedet med et skydevåben?

Hvad har han mon gjort? Kan det være, at almindelige danskere hellere vil kikke på Bonderøven end på Kvamms gymnastiske udfoldelser?

Og hvorfor mener forsangeren, at Susse Wold trænger til »knald«? I betragtning af hendes gode udseende, får hun nok alt det, der med rette tilkommer hende. Anne Linnet kan han heller ikke lide. Hun er »not hot«. Og sådan går det. Steffen Brandt er mindre end Nephew. Linse Kessler er »stor«, men prøv at tænk at have hende som mor.

Indtil attentatet på mig i februar lød det i Superliga, at »Pia K er krig«, men nu hvor Dansk Folkeparti står til 23,5 pct. i meningsmålingerne, har Kvamm fundet det bedst at udskifte Pia K med Lars Hedegaard, som er »syg«.

Han har en pointe. Jeg håber ikke jeg er syg, men det er ubestrideligt, at jeg har været det. For få måneder siden blev jeg opereret for en tumor ét sted og få uger senere for en tumor et andet sted, og da det var overstået, stod der et postbud uden for min dør og affyrede en pistol i hovedet på mig. Alt sammen inden for to måneder. Det gjorde mig lidt nedslået.

Jeg synes selv, at jeg er kommet nogenlunde igennem det, men skal ikke fratage Simon Kvamm håbet om, at canceren eller postbuddet får mig inden længe.

Til gengæld kan Kvamm være rolig. Så længe han nøjes med at synge om Bonderøven, Anne Linnet, Susse Wold og lignende medborgere vil han aldrig møde sit postbud.

Derfor vil han heller aldrig kaste sig rundt på scenen med budskaber om, at Store A, FisFis fra Odense eller voldspsykopaterne fra Antifascistisk Aktion er syge i hovedet.

Det gode ved Pia Kjærsgaard og mig er, at vi aldrig kunne finde på at bruge vold. Vi kender heller ikke nogen, der ville gøre det på vores vegne – og godt for det. Vi har bare sagt vores mening og er derfor aldeles ufarlige.

Engang var popmusikken anført af folk som Grethe Sønck med hendes minderige 413 hit »Mon du elsker mig stadig, Klaus Jørgen« og Gustav Winckler, der tvang tårerne frem med »Nu betyder den lille gyldne ring ingenting« for ikke at snakke om Victor Cornelius’ »Mor er den bedste i verden«.

Det var det rene lort, men uskyldigt lort, der ikke gjorde krav på mere end hvad det var.

I dag vil Simon Kvammerne – ud over at tjene mange penge – være politiske filosoffer og moralske foregangsmænd. Jeg tror, det bliver en kortsigtet fornøjelse. Må jeg anbefale Kvammerne at læse noget andet end Politiken, så står de bedre rustet, den dag huset ramler sammen om hovedet på dem.