Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sikken Befrielse

02debJesperBeinov.jpg
Jesper Beinov, kultur-, debat- og navneredaktør Fold sammen
Læs mere

Befrielsesjubilæet er noget særligt her 70 år efter, hvor vi stadig har en række af veteranerne fra frihedskampen i blandt os, som vi skylder tak. Særligt dem skal vi takke for, at Danmark, kort før tyskerne blev nedkæmpet, fik status som allieret.

Danske søfolk og frihedskæmperne ændrede omverdenens bevidsthed om Danmark, der ellers i mange år gik for at være tyskernes kornkammer. Godt ikke alle gjorde som samarbejdspolitikerne i de første krigsår.

Samarbejdspolitikken gjorde Danmark til en »Flødeskumsfront« i tyske øjne. At Besættelsen var »de fem forbandede år«, betvivler ingen, selvom vi herhjemme slap billigere på grund af de første års såkaldte fredsbesættelse end andre små lande som Norge og Holland. Men ærefuldt var det langfra. Danmark var blevet bevidst afrustet op igennem 1930erne, den tyske krigsmaskine kunne køre hen over os, så samarbejdspolitikken var det officielle svar. Heldigvis kollapsede samarbejdspolitikken efter augustoprøret i 1943. Ved et lykketræf fik alliancen i Danmarks Frihedsråd mellem politikere og modstand os bjærget os i land. Men særligt modstandsbevægelsen og de danske i allieret tjeneste, skal vi takke i disse dage. Mange betalte den højeste pris. Danmark ærer både de levende og de døde sådan en dag.

Forleden hørte jeg et førstehåndsvidne fra frihedskampen, der kort og uprætentiøst talte om indsatsen - hele talen kan ses på Berlingskes hjemmeside. »Det at det havde betydning, hvad jeg gjorde, var det, der drev mig«, sagde Jens Ege, formand for Danske Veteraner 1940-45. Han udtrykker på bedste vis, at frihedskampen ikke var fikseret på ideologi, partipolitik eller social position, men alene udgjorde en besindelse på den nationale nødvendighed. Ege var en del af studentermiljøet omkring professor Carsten Høeg, der af Danmarks Frihedsråd var blevet bedt om at forestå udarbejdelsen af det hemmelige kartotek over de landsforrædere, der skulle pågribes efter krigen. »Det opgør den nøgne virkelighed kræver«, var et udtryk forfatteren Martin A. Hansen brugte. Der skulle ryddes op. Fra top til bund. Sådan gik det ikke, hverdag blev det hurtigt igen, og en genvindelse af den danske dagligdag var vel et eller andet sted vel også kampens mål.

»MODSTANDSKAMPEN VAR det hele værd, også den højeste pris, som de faldne betalte. Alternativet til modstandskampen var slet ikke til at forestille sig«, sagde Jens Ege. Han har ganske ret, og sætter perspektiv på alt det, vi med ældre familiemedlemmer har hørt om perioden. »Det var virkelig en ond tid, hvor der skete mange slemme ting, men Befrielsesaftenen står lyslevende«, fortalte et af mine ældre familiemedlemmer forleden om de ungdomsår. Lyset står klart i erindringen. Efter mørklægningsgardinerne fulgte lyset.

Vi glæder os i disse dage over, at vi fik friheden tilbage. Det er nu vi skal huske at takke. Så også derfor er hædersgaven til de overlevende fra frihedskampen eller deres efterladte ægtefæller rigtig. »En lærke letted«, hedder Mads Nielsens sang fra majdagene. »Det var en Morgen som tusind andre«, men »Danmark vågned’ med klare Øjne til Glædestimer og Frimandskår og Landet lyste fra Sund til Klit, for det var Forår og Danmark frit«.

Tak til jer, der var med til at give os friheden.