Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sig noget nyt om terror

»Der er ingen vigtigere diskussion end den, vi fører nu. Og så længe den fortsætter, har terroristerne i hvert fald ikke vundet«

Anna Libak journalist og redaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK REFNER

Efter Paris og 130 døde og mange flere sårede havde vi fattet, at det kunne ske igen. Selvfølgelig kunne det det. På en måde ventede vi bare på det.

Derfor forsikrer vi heller ikke denne gang sammenbidt hinanden om, at vi skal elske og feste igennem som manifestation af, at vi ikke vil bøje os for terroren. Hvad skulle det nytte? Den kan ramme igen i morgen alligevel. Uanset om vi vil bøje os for terroren eller ej, så bøjer den sig jo tydeligvis ikke for os.

Derfor er vi også særligt sensible over for politikere, der forsøger at udtrykke sorg og raseri på fællesskabets vegne. For deres ord er på én gang for store og ikke store nok.

Terrorangrebet er ikke nyt; det er en gentagelse og en undtagelse på samme tid. Så hvis politikerne lyder, som om det er en gentagelse, så er de kynikere, og lyder de, som om det er en undtagelse, så er de plattenslagere, der forsøger at slå mønt af en tragedie. Fordi det er sket før og kan ske igen, forlanger flere, at debatten nu skal foregå på et mere oplyst grundlag. Det kan ikke passe, at vi skal høre politikerne genopføre de samme diskussioner med de samme argumenter, siger de.

De orker ikke at høre venstrefløjen sige, at man skal passe på med at dæmonisere alle muslimer, for det her har overhovedet ikke det fjerneste med islam at gøre.

De orker ikke at høre dem sige, at det største problem er den fejlslagne integration, og at der skal tilføres langt, langt flere ressourcer til området.

Omvendt orker de heller ikke at høre højrefløjen sige, at det her har alt med islam og muslimer at gøre, fordi det er dem, der bliver terrorister, og at man må føre langt strengere tilsyn med de muslimske miljøer.

Sagen er bare, at vi bliver nødt til at orke det. For der er ikke andre, bedre og mere relevante diskussioner derude, som politikerne kunne føre i stedet.

Hvad værre er: Diskussionen må endda føres i bevidstheden om, at der ikke er et endeligt svar. For på den ene side har det med islam og muslimer at gøre, fordi terroristerne er islamister, der bruger Koranen og Sunna som en revolutionær manual. Islamister skal altså søges blandt muslimer og ikke blandt buddhister og katolikker. Truslen udgår fra muslimske miljøer.

På den anden side har det overhovedet ikke med islam at gøre, for så vidt som kun ganske få muslimer bliver terrorister. Og dem, der stod bag Paris og Bruxelles, syntes ikke at være særligt religiøst velfunderede: Det var unge, småkriminelle og rodløse mænd, der røg, stjal, drak og horede, som man slet ikke må i islam, indtil de lige pludselig blev islamister. De ledte efter en skæbne, og dengang, det var smart, ville de være blevet revolutionære marxister.

Og heri består just dilemmaet for et demokratisk samfund: Mellem sikkerhed og frihed. I et frit samfund kontrollerer og mistænkeliggør man ikke hele samfundsgrupper kollektivt.

Det nyder terroristerne godt af. I et sikkert samfund kontrollerer og mistænkeliggør man alle, og det lider alle under. Det er umuligt at få mere af det ene, uden at miste det andet. Maksimal frihed er maksimal usikkerhed. Og omvendt.

Så der er ingen vigtigere diskussion end den, vi fører nu. Og så længe den fortsætter, har terroristerne i hvert fald ikke vundet.