Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sig mig, har statsministeren kompasset i orden?

Den gode stat beskytter sine borgere, giver dem rettigheder og sikrer friheden. Den mindre gode stat har ikke så fine følelser ved brug af selv jernnæven over for borgerne. Se bare på den nuværende regering.

Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

For nylig kom jeg igen tilfældigt forbi synagogen i Krystalgade. Det er ud fra mine anekdoktiske passager svært at angive det præcise beskyttelsesniveau, men det er der. Med eller uden synlige maskinpistoler.

Jeg føler mig ikke intimideret, når jeg går forbi bevogtningen. Jeg ved, at lige her stod Dan Uzan, og at han blev skudt og dræbt af Omar El-Hussein sent om aftenen den 15. februar 2015. Det er snart et halvt årti siden. Tænk …

Idet jeg passerer, funderer jeg over, at jeg godt kan lide staten. Sådan helt principielt. Jeg kan lide, at den beskytter de danske jøder. Jeg kan lide, at den stiller sig op som et beskyttelsesskjold, skulle nogen have ondt i sigte. Jeg bryder mig om statens grundlæggende funktion som demokratiets, frihedens og den enkelte borgers vogter og tjener. Dens ramme for vore rettigheder som borgere i nationalstaten.

Når jeg ser maskinpistoler i Krystalgade, fornemmer jeg dem ikke pege mod mig, men væk fra mig på vagt mod den mulige trussel, der vil flå min eller andres frihed fra os. Herunder friheden til at leve.

Staten længe leve!

Ufrihedens bedste ven

Men ligesom staten er frihedens bedste ven, kan den også blive ufrihedens. På alle de niveauer, man kan tænke sig det. Sådan er det i livet, hvad vi alle ved, som har nogle årtier bag os: Intet er kun godt. Eller ondt.

Alternativet til den gode stat behøver således ikke være den gennemført onde stat. Den fascistiske stat. Den altigennem kontrollerende stat, som Kina med teknologiens hjælp i disse år er ved at udvikle sig til. Den brutalt undertrykkende stat. Den stat, der ikke tillader modsigelsen. Det er ikke nødvendigvis enten/eller. Heller ikke staten er kun en befrielse eller en forbandelse. Så enkelt er livet ikke.

Altså må vi ind i gråzonerne for at finde ud af, hvornår staten hælder mod det gode, og hvornår den hælder mod det knap så gode. Gerne uden at påkalde os trættende yderpositioner. Hvorfor jeg gerne vil have mig frabedt fortolkninger gående på, at jeg i det følgende skulle sammenligne den nuværende socialdemokratiske danske regering med DDR eller det, der ligner.

Magten i hænderne

Hvilket bringer mig til statsministeren, undervisningsministeren og regeringen – med alle disclaimere (forhåbentlig) på plads.

For hvordan er kompasset egentlig indstillet, mens de som alle andre moderne politikere manøvrerer rundt i gråzonen mellem den enkeltes frihed og statens rammesætning?

Jeg kan ærligt talt efterhånden blive lidt i tvivl om, hvorvidt kompasset er helt på plads.

Mette Frederiksen, statsminister, afslørede det i nytårstalen. Hun vil have tvangsfjernet og bortadopteret flere udsatte børn, brugte hun et kvarter på at fortælle. Ingen kan indvende noget mod at beskytte børn, der udsættes for vold, overgreb og utålelige kår i barndomshjemmet.

Men er løsningen på de problemer, der findes, at opstille mål for anvendelsen af statens ultimative jernnæve ind i det inderste, mest betydningsfulde, der findes mellem mennesker: Forholdet mellem børn og deres forældre, på godt og ondt, desværre af og til ondt?

Det forekommer mig, at Mette Frederiksen alle intentioner til trods ikke udviser nogen stor følsomhed i forhold til, hvad det er for et magtapparat, hun i den forbindelse har i hænderne. »Jeg vil altid være på børnenes side,« erklærede hun i nytårstalen, men spørgsmålet hertil må lyde: Imod hvem?

Statsministeren, der brugte sin åbningstale i Folketinget i oktober til at riste en rune over tillidssamfundet, som hun fandt under pres, har siden vist sig at være en politiker, der er villig til at drage konsekvenser heraf, som ikke øger tilliden borgerne imellem, men blot stadfæster den i øvrigt falske forestilling, at den er forduftet: Mere (video-)overvågning. Flere tvangsfjernelser.

»Der er grund til at ønske staten tillykke med, hvad den så formidabelt kan præstere i både stort og småt, smukt, brutalt og emsigt. Hilsen en undersåt.«


Ikke DDR. Ikke noget der ligner. Men blot noget, der tipper lige så stille.

Selv de mindste ting

Det leder mig videre til undervisningsministeren. Pernille Rosenkrantz-Theil. Nu fuldgod socialdemokrat, før i tiden hårdkogt venstreorienteret med forbindelse til folk, der mente, at rød maling var lige, hvad Fogh fortjente at få i fjæset.

Rosenkrantz-Theil har forlængst forladt udenomsparlamentarismen. Nu er også hun blevet den handlende stats politiske arm. Systemets kvinde. For hendes vedkommende ikke mindst i ligemageriets hellige, socialistiske navn, hvori staten gør det bedst over for borgerne, når den forhindrer dem i at være ulige.

Således tog hun efter flere andre initiativer i samme boldgade i denne uge fat et sted, hvor staten virkelig kan skille skæg fra snot ned i den mindste detalje i borgernes hverdag, eftersom de jo ikke er i stand til selv at håndtere den slags, er de vel?

Det skete med udspillet som skal sikre, at ingen studietur i gymnasiet fremover må koste mere end 3.000 kroner, og at alle studieture til gengæld skal være obligatoriske for alle.

Jamen, vil nogle måske indvende, er det ikke urimeligt og uretfærdigt, at nogle familier har bedre råd til dyre studieture for deres store børn end andre familier, som måske slet ikke har råd, og hvis børn derfor må blive hjemme?

Jo, det er hjerteskærende unfair. Som i øvrigt så ufatteligt meget andet i livet. Spørgsmålet er alene, hvornår staten anser det for sin ret at gribe ind, så ingen får adgang til at opnå hverken mere eller mindre end gennemsnittet.

Undervisningsministeren har leveret sit svar. Staten har øje på selv den mindste tusindlap, når den anser sig for at agere i den største sags tjeneste.

Selvfølgelig skal staten ifølge denne tankegang da gribe ind. Vi kan jo ikke have borgere, der må leve med forskellige kår, selv ikke i de mindste spørgsmål som dette. Så ... lovgivning.

Hvorefter tågen letter i gråzonen, og der som ønsket bliver gået i takt. Det manglede også bare. Statens jernhånd er udstyret med et mikroskop, der ser alt, og således ekviperet kan ethvert uvæsen bekæmpes. Der er grund til at ønske staten tillykke med, hvad den så formidabelt kan præstere i både stort og småt, smukt, brutalt og emsigt. Hilsen en undersåt.