Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sif fra 10. klasse: Usikkerhed må ikke diktere vores liv

Foto: JOSH EDELSON. Fold sammen
Læs mere

Den nærmest funkler af beundringen fra de mange øjne. Prestigen giver denne »it«-taske dette særlige umiskendelige præg af gemt fortvivlelse, der gennemskues af sådan nogle som jeg. Sådan nogle som jeg, der selv har været der. Der, hvor man har brug for at gemme sig bag en facade.

En facade bestående af folk, der med hjælp fra medierne inddrager én i deres klichéer. Bestående af kamuflage-lignende identiske outfits og opstillede Instagram- og Facebookbilleder formår disse klichéer at have gevaldig indflydelse. De »bedrageriske« smil, og pålagte tøjstile, der postes på medierne, kan man alle gemme sig bag. Man kan gemme sig bag hinanden, og på denne måde føle sig mindre sårbar.

Men har vi ikke som samfund gjort noget forkert, hvis det er lykkedes os at opfostre en hel generation dikteret og tynget af usikkerhed? Det forventes, at vi scorer top-karakterer, som skal kunne sammenlignes på internationale karakterskalaer. Det forventes også, at vi deltager aktivt socialt samt høster rigeligt med likes. Vores samfund har ikke længere plads til mangfoldighed og fejl.

Det er vel ikke så mærkeligt, at vi derfor i højere grad søger at passe ind et bestemt sted? En søgen, der ofte ender virtuelt på sociale medier. Her sammenligner vi os selv med de andre. Vi lægger mærke til tøjet, og hvem der hænger ud hvor. Overfladiske ting, der virker nemme at kontrollere. Derfor vælger mange at kontrollere lige netop disse. Vi justerer os selv, så vi matcher vores jævnaldrende.

Men er der overhovedet noget ægte, og er man ægte, hvis man gemmer sig for sin usikkerhed og egne fejl? Det er vel i orden at være usikker på sig selv?

Jeg syntes engang, at mit liv var bedre gennem et »fejlfrit-filter«. Sådan sås det jo også. Sandt at sige, bare kun af de andre og ikke af mig selv.

Jeg bidrog til denne cyklus, som vi har skabt. Fik andre til at købe denne taske, og iføre sig denne uniform af »lykke«. Dog! En taske, og materielle goder, ændrer ikke noget. Tasken bidrager eventuelt til éns kamp mod éns egen usikkerhed og fejl. Måske fungerer den som en slags rustning, eller måske gør den intet andet udover at få én til føle sig accepteret.

Éns usikkerhed forsvinder aldrig. Den er en naturlig del af det at være menneske. Vi skal blot lære at leve med den.

Alligevel gemmer jeg tasken. Den ligger i en dustbag i skabet for en sikkerheds skyld, hvis jeg atter skulle få brug for den.

Jeg passer på den taske, for den fortæller, hvem jeg i virkeligheden er, og hvem jeg ikke er.

Den fortæller, at jeg har brug for at passe ind. Den fortæller, at jeg går op i, hvad andre mener om mig. Hvem går ikke op i dette? Men den fortæller ligeledes, når jeg pakker den væk, at jeg har brug for at være selvstændig og min egen. Min helt egen. Fri fra mængden. Udsat for den sårbarhed, jeg i første omgang forsøgte at gemme mig for.

Vi skal ikke være fuldkomne.