Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sidste mand i vandet er en tøsedreng

Martin Strange-Hansen og Christina Rosendahl: Vi kan ikke spilde tiden med at længes efter de gode gamle dage, hvor vilkårene for filmdistribution var nemmere, og pirater var noget, vi lavede film om. Filmbranchens kreativitet skal bruges til at finde de nye løsninger på de nye problemer.

»Instruktørerne har reddet dansk film før, og vi gør det gerne igen. Ideerne kommer fra os, også de ideer, som under heftig beskydning klarer sig igennem og redder dagen.« Her er det de fire oprindelige dogme-brødre – Søren Kragh-Jacobsen, Kristian Levring, Thomas Vinterberg og Lars Von Trier. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Evensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske filmbranche er presset. Ikke på talentmasse, ikke på kreativitet - men på pengepungen. Den om pengene er en sang, man kunne have tjent mange royalties på i årenes løb, hvis ikke det var fordi rettighederne er delt mellem et imponerende galleri af medforfattere, som alle har en aktiepost i dansk film.

I Information 11. oktober 2011 kalder Christian Monggaard krisen i dansk film for en skyttegravskrig. Peter Aalbæk melder ugen efter ud i Politiken, at der ikke længere er penge til at udvikle talenter på Zentropa. Direktør i Producentforeningen, Klaus Hansen, breder tirsdag 18. oktober i Berlingske den konstatering ud til hele branchen: Filmproduktion er i øjeblikket ikke en rentabel forretning i Danmark. Biografernes formand, Kim Pedersen, replicerer, at de smalle film er en trussel mod biograferne. Professor i filmhistorie, Peter Schepelern er torsdag 20. oktober i Berlingske ude med riven efter Per Fly, Ole Christian Madsen og Nicholas Winding Refn, som tager danske støttekroner med ud i udenlandske filmprojekter. De skulle hellere lave film herhjemme, mener han.

Danske Filminstruktører er enige i, at der er en reel risiko for, at et generationsled i dansk film kan gå tabt. Og lige nu er barnet ved at drukne, mens mor og far står på kanten af poolen og beskriver vandene.

Vi kan ikke spilde tiden med at begræde de nye tider eller længes efter de gode gamle dage, hvor vilkårene for filmdistribution var nemmere og pirater var noget vi lavede film om. Den kreativitet, som vores branche berømmes for, skal også bruges nu - til at finde de nye løsninger på de nye problemer. Det er det vi kan.

Med ’vi’ mener vi i al ubeskedenhed filminstruktørerne. Den hidtidige succes, som dansk film har haft, bygger på kreative og modige instruktører, der har lagt hovedet på blokken for visioner, som ikke mange gav en chance, men som endte med at udstikke nye veje for dansk film. Til dem, som sagde om Thomas Vinterbergs Festen, at den ville blive »en lille forglemmelig film, som vil gå to uger i en kunstbiograf«, og til dem, der afskrev Per Flys Bænken med ordene: »Dette er en film, som ikke kan have interesse for nogen«: I kan lige så lidt som vi forudsige, hvorvidt en film vil blive en succes - kunstnerisk og/eller indtjeningsmæssigt.

Instruktørerne har reddet dansk film før, og vi gør det gerne igen. Ideerne kommer fra os, også de ideer, som under heftig beskydning klarer sig igennem og redder dagen.

Måske - eller snarere: forhåbentlig - er skyttegravskrig for stærkt et ord. Forhåbentlig har parterne i dansk film endnu ikke gravet sig ned i en opslidende stillingskrig. Forhåbentlig kan vi bevæge os fra at være parter i en ophedet diskussion til at være partnere i en fælles indsats for at redde råstoffet i dansk film: Den kreative talentmasse.

De nye løsninger skal tage udgangspunkt i den talentmasse. Det eneste, dansk film ikke har råd til, er at droppe en generation af filmmagere, fordi det tager ti år og tre film at lave en stjerneinstruktør. Der vil være skæverter undervejs - men måske ikke dem, der inden første pressevisning bliver udråbt til at være det - og der vil være usandsynlige vindere. Alle de stjerneinstruktører, Danmark i dag kan bryste sig af at have fostret, har en film eller to i bagkataloget, der ikke holder samme standard som de film, der har givet dem en Oscar, en Guldpalme eller en Sølvbjørn.

Set fra instruktørstolen er det tydeligt, at filmbranchen reagerer med reptilhjernen - frys, flygt eller kæmp! - ved udsigten til svindende og usikre indtægter. De forretningsmodeller, der har virket indtil nu, ser ud til at måtte lade livet over de næste år. Hvor lang den årrække bliver, kan ingen vide. Men vi er i en omstillingsperiode, hvor alle i dansk film skal lære at tjene penge på en ny måde. I den proces duer reptilhjernen ikke til meget. Vi mener hverken, at krisen skyldes instruktører, der laver film i udlandet, eller at de smalle film er en trussel mod biograferne. Vi mener heller ikke, at det er tid til at synge et nyt vers i sangen om alle de penge, vi mangler. Det er ikke længe siden vi fik et nyt filmforlig, og der vanker nok ikke nye penge fra politisk hold lige foreløbig. Endelig stiller vi os helt uforstående over for den logik, der går på at afskære forsyningslinjen - og altså spare udviklingen af nye instruktørtalenter væk - til den butik, som man lige nu prøver at redde.

Det bliver interessant at se hvilke af de aktører, som i dag dominerer branchen, der først slår frontallapperne til og finder de nye veje. Det indebærer selvfølgelig en risiko at gå forrest - men vi ved af erfaring, at de største gevinster høstes af dem, der tør gå ud i mørket med kompas. De nye løsninger indebærer hverken, at vi for enhver pris må bevare produktionsstrukturen og distributionsformerne som vi kender dem, eller at alle de aktører, vi kender i dag, skal overleve. Der skal tages nye chancer i branchen. Sidste mand i vandet er en tøsedreng.