Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Shit happens

»Hun sidder der i mørket efter opkaldet og husker ikke længere, hvad det var for knapper, hun desperat trykkede på, for at bringe den til tavshed. I lange minutter sveder hun angstens sved«

Anna Libak
Læs mere
Fold sammen

Forleden læste jeg en anmeldelse i Weekendavisen, som gjorde mig aldeles nedtrykt. Klaus Rothstein havde været til premieren på »Kvinden ved 1000 grader« på Aveny-T og indledte sin anmeldelse med ordene:

»Midt i Solbjørg Højfeldts fem kvarter lange monolog skete det, som bare ikke må ske. Pludselig skar en iPhones Marimba-ringetone gennem lokalet, og i et kort sekund stod tiden fuldkommen stille. Salens barmhjertige mørke skjulte, i hvis lomme forræderen lå, men en enkelt iblandt os har dukket sig for misbilligende sideblikke, skuttet og skammet sig – og i al hast afbrudt forbindelsen.«

Ja, sådan skrev han. Men til det vil jeg bare sige: Hvor er det dog en kold, kold tid, vi lever i. En tid, hvor selv de mindste fejltrin registreres med seismografisk nidkærhed og udskriges for alverden til forargelsesfryd. Hvad blev der af overbærenheden? Rummeligheden? Errare humanum est?

Man kan jo sagtens forestille sig, hvad der er sket. Personligt har jeg i hvert fald ingen problemer med det. Kvinden med den ringende telefon har da overhovedet ikke haft slette hensigter. Faktisk ser jeg for mig, hvordan hun omhyggeligt har slået telefonen over på nattilstand, inden hun gik ind i salen, og endda tjekket den en ekstra gang for en sikkerheds skyld, før tæppet gik op.

En varm kilde af vilde historier

Endda kan det være, at kvinden halvhøjt har sagt til sin ledsager, mens hun satte sig til rette i stolesædet, at nu skal vi også huske at slukke vores telefoner. Bare for at gøre ham opmærksom på, at det går hun skam op i. For det har hun gerne villet vise ham. Hendes ledsager til premieren kan nemlig meget vel have været en, som faktisk havde forstand på teater og kun har lille tålmodighed med folk, der ikke slår deres telefoner fra. Ledsageren kunne for eksempel være en gammel ungdomsven fra Høng Gymnasiums kostafdeling, som hun ikke har set i meget lang tid, og som er blevet gift med en af landets berømte teaterinstruktører. Og hvis det er tilfældet, så kender ledsageren samtlige tilstedeværende i salen, for han går snildt til tre premierer om ugen, og det plejer han at være glad for, men han plejer heller ikke at være i selskab med en, hvis telefon ringer på højeste lydstyrke.

Så naturligvis har kvinden med telefonen ikke med vilje nedkaldt skam over sin gamle ven. Nej, for hende er det et stort og forfærdeligt mysterium, at telefonen lige pludselig ringer: For den er jo på nattilstand?!!!

»Jeg har allergi over for løgn«

Og netop, fordi hun ikke forstår, hvorfor den ringer, ødelægger opkaldet alt. For hvad nu, hvis den ringer igen? Hun sidder der i mørket efter opkaldet og husker ikke længere, hvad det var for knapper, hun desperat trykkede på, for at bringe den til tavshed. I lange minutter sveder hun angstens sved og hører ikke et muk af den forestilling, som hun ellers var fuldkommen tryllebundet af inden opringningen. Først efter et kvarter fisker hun den frem og slukker den helt med rystende hænder.

Spørgsmålet er så, hvorfor telefonen ringede.

Forklaringen er givetvis, at en iPhone 6 er sådan indrettet, at favoritter stadig kan ringe igennem, når den er slået over på nattilstand. Det vidste kvinden bare ikke. Nu glemmer hun det aldrig.

Shit happens. Pointen er, at man skal være varsom med at dømme andre. Tænk, hvis det havde været en selv.