Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sherin Khankan, hvilken af dine forklaringer kan vi regne med?

Læs mere
Fold sammen

Kritikken er haglet ned over Naser Khader den seneste uge, fordi han har skrevet en privat besked til imam Sherin Khankan, der skulle indeholde en uacceptabel trussel.

Beskeden ville vitterligt være helt uacceptabel, hvis den indeholdt en trussel, sådan som Sherin Khankan og hendes støtter påstår.

Men det er grotesk fordrejning af sagen.

Faktum er, at det er Sherin Khankan, ikke Naser Khader, der først begyndte at inddrage deres tidligere affære i konflikten om Exitcirklen. I Radio24syv valgte hun at udbrede sig om deres private forhold og mere end antydede, at Naser Khaders kritik af Exitcirklen bundede i, at han var en forsmået elsker. Dette forsøg på at mistænkeliggøre Naser Khader fik ham til at skrive til Sherin Khankan. Det er for os mere end vanskeligt at fortolke hans besked som en trussel, ligesom det er direkte løgnagtigt at rubricere det som »hævnporno« som DRs Geeti Amiri hævder.

Når en privat besked overhovedet er endt som en offentlig sag, skyldes det alene, at Sherin Khankan hævder, at hun »føler«, at beskeden er en »implicit trussel«. Men fordi man føler noget, behøver det ikke være rigtigt. Khankans følelser virker som en taktisk afværgemanøvre for en ubekvem kritik af hendes dubiøse forhold til sharia og hendes visioner om et kalifat.

Det er en kendt sag, at Khankan konsekvent tidligere har valgt at affeje kritik som hetz. Bl.a. blev den bundsolide islamismeforsker, Tina Magaard, for nogle år siden rubriceret som pseudospecialist, når det gælder islam, fordi Magaard var kritisk over for Sherin Khankans bog. Maagård sluttede sin anmeldelse i denne avis sådan her:

»Har hun (Khankan, red.) slet ikke forstået det pluralistiske samfunds spilleregler? Eller er det et bevidst forsøg på at opløse det verdslige, demokratiske samfunds fundament i sharias syrebad?«

Efter at offentligheden i en uge har brugt tiden på at hænge Naser Khader til tørre pga. hans besked, må turen være kommet til at stille Exitcirklens direktør et par spørgsmål:

Kære Sherin Khankan: Det er et faktum, at der gang på gang er blevet holdt fredagsbøn på Exitcirklens adresse, ligesom du gentagne gange ikke har villet lægge afstand til Koranen til trods for, at bogen blåstempler hustruvold. Hvordan kan du forsvare, at der gives offentlige kroner til en organisation, der skal befri muslimske kvinder for islamisk undertrykkelse, når organisationen selv er syltet ind i korantro islam?

Der har i årenes løb været en del snak om det faktum, at du i 2006 blev fotograferet under en Hizb ut-Tahrir demonstration. Du skriver nu på Facebook: »Jeg har aldrig demonstreret med Hizb Ut-Tahrir. Jeg har som religionssociolog og forfatter til emner om islamisme observeret en demonstration udefra.«

Det stemmer ikke overens med, hvad der står i din bog »Islam og forsoning«. Her skriver du på side 184, at du fredag 21. juli 2006 »valgte at overvære en demonstration arrangeret af Hizb ut-Tahrir imod Israels bombning af Libanon. Det afgørende for mig i denne sammenhæng var at vise min sympati med den himmelråbende passivitet, som Danmark i lighed med resten af verdenssamfundet viste i forbindelse med Israels angreb på uskyldige i Libanon. Det var for mig i denne sammenhæng ikke relevant, hvem der var arrangør af demonstrationen. Der er visse kriser i menneskets historie, der er så akutte, at de transcenderer alle indbyrdes forskelle og modstridende holdninger.«

Begge dele kan ikke være sandt. Hvilken af forklaringerne kan vi regne med?

Vi ser frem til dit svar.

Helle Merete Brix er forfatter, Mersiha Cokovic er konsulent, Jaleh Tavakoli er debattør og Katrine Winkel Holm er teolog.