Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Seriøsiteten sidder ikke med ved redaktionsbordet...«

Er nyhedsjournalisterne og studieværterne på TV2 og især på TV2 News mere uvidende end andre mennesker og ringere begavede?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er nyhedsjournalisterne og studieværterne på TV2 og især på TV2 News mere uvidende end andre mennesker og ringere begavede?

Spørgsmålet melder sig, når stationen mener at have fat i en sag, der kan koges en stærk suppe på – som f.eks. i denne uge det vedvarende forsøg på at få repræsentanter for erhvervslivet til at kritisere regeringens flygtningestramninger som skadelige for eksporten.

Sædvanligvis er kanalens antal af suppeben beskedent. Af emner, der afgiver sensationslignende dækning, er der til daglig kun fire:

Vejret- en storm truer, og et antal reportere tager opstilling på de sædvanlige steder: Hirtshals Havn, Hanstholm og Esbjerg. Det bliver sjældent til noget alvorligt, og reporter og kameramand har anbragt sig i læ, så man aldrig ser stormen rase. Show, don’t tell, den gamle dramaturgiske maksime, bruges ikke.

Christiansborg– en kalkunjagt raser, kalkunen, dvs. den stakkels politiker, forfølges op og ned ad gangene, mens den politiske redaktør, dvs. Anders Langballe, rapporterer til studiet med skinnende øjne og mundvandet silende af lækkersult efter at sætte tænderne i stegen.

Flygtningesituationen – set fra et TV2-synspunkt var det skønne tider, da man hver dag kunne bringe billeder af »flygtninge« løbende over jernbaneskinner eller vandrende ad motorvejen samt danskere, der viftede velkommen med dannebrogsflag, men alt bliver jo trivielt, og da der ikke rigtigt var noget kaos at filme ved grænserne til Sverige og Tyskland, kom smykkesagen som en gave fra himlen. Den bringer os til evergreen nummer fire:

Danmarks omdømme – en disciplin, der har udviklet sig til en hel strasbourger-gås på TV2. Den indgår nu i denne TV-stations kontinuerlige kamp mod den flygtninge- og migrantpolitik, der føres her i landet. Nogle mener, at kampen mod regeringens udlændingepolitik er en redaktionel målsætning på TV2, eller at redaktionen er gennemsyret af kulturradikale, venstreorienterede holdninger.

Det mener jeg ikke. Jeg mener, at stationen er et ureflekteret offer for sit eget koncept. Derfor virker TV2s nyhedsmedarbejdere ofte både uvidende og ubegavede. Enkelte af dem er mine gamle kolleger. Dem kender jeg som dygtige og begavede. Andre blandt dem kender jeg efter mange år i pressen. Jeg ved, at også de er både dygtige og begavede. Det er konceptet, der er problemet.

Og hvis koncept lyder for dyrt, så lad os sige den dominerende forståelse af, hvad »godt« nyhedsfjernsyn er. Det er noget med følelser – tårer betragtes som guld for en delvis reklamefinansieret TV-station – og det er noget med drama og noget med identifikation – kort sagt: sensation.

Da virkeligheden i et moderne, velordnet land som Danmark sjældent byder på sensationer, må TV-stationen selv tage affære, pumpe sin skildring op, så den får et skin af drama, hvilket indebærer, at man sorterer alle nuancer fra.

Dette er forklaringen på, at TV2 fastholder et flygtningebillede, der kun har meget lidt med virkeligheden at gøre. I dette billede er en flygtning et menneske, der har mistet alt og flygter fra krig og forfølgelse for at redde sit liv.

Kun få af de mennesker, der kommer herop til Danmark – eller de øvrige europæiske lande – kan leve op til det billede.

Omkring 60 procent af de mennesker, der nu kommer til Europa som »flygtninge«, er ikke flygtninge. Det har næstformanden i EU-Kommissionen, hollænderen Frans Timmermans, oplyst.

De fleste er mennesker, især unge mænd, der tror, at gaderne i de europæiske byer er belagt med guld. Under en tredjedel af dem, der søger asyl i Danmark, er syrere, og de er ikke flygtet fra Syrien, men er blevet trætte af det udsigtsløse ophold i lejre i Libanon og Jordan.

Et lige så selektivt forhold har TV2 til fænomenet »de internationale medier«.

Hvis man som jeg og andre erfarne journalister har fulgt med i store udenlandske medier i mange år, ved man, at den danske dagspresses udlandsdækning er forbilledlig i forhold til dækningen af udlandet i de store landes medier.

Pressen i Tyskland, Frankrig, Storbritannien, USA er i høj grad lukket om det hjemlige. Efter vores målestok er den provinsiel.

Og det er næsten umuligt for udenlandske journalister bosat i Danmark at få historier om danske forhold afsat til deres eget lands medier. Danmark betragtes som kedeligt, dansk politik som konfliktfri. Det skal vi kun være glade for; det er tegn på et velfungerende samfund, hvor det er godt og trygt at være. Men for en journalist er det dødens forgård.

Når en historie fra Danmark endelig vinder gehør, skyldes det, at den er kuriøs, eventyragtig eller sat på spidsen – som f.eks. smykkesagen. Hvis sandheden kom frem, nemlig at Danmark ikke gør andet end andre lande, ja,- i virkeligheden behandler flygtninge langt bedre end de fleste andre europæiske lande, ville historien miste sin tiltrækning.

Og så ville der ikke være basis for at bringe en karikaturtegning af vores statsminister som nazist. Det gjorde The Guardian i onsdags – på Auschwitz-dagen, årsdagen for befrielsen af den KZ-lejr, der står som symbolet på nazisternes udryddelse af seks millioner jøder.

Denne karikaturtegning var TV2 News tophistorie hele onsdagen. Det fortæller vel, at seriøsiteten ikke sidder med ved redaktionsbordet.