Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Send Byggemand Bob ind i klasseværelset

Frank Erhardt Andersen, uddannelseskonsulent i Arbejdsgiverne
Læs mere
Fold sammen

I legetøjsforretningen står den lille grønne og gule John Deere-traktor. Der er Legoklodser i lange baner, og der er Byggemand Bob med trykluftsbor ved siden af en gul bulldozer. Et værktøjssæt med høvl, hammer, bor, skruetrækker og sav ligger og funkler.

I børneværelserne er billedet det samme. Børnene ønsker sig legetøjet, fordi de med det i hånden bliver i stand til at drømme sig ind i en helt anden verden. Med legetøjet kan de transformeres om til landmand, damefrisør, tømrer, vvs’er og så videre. De er i stand til at gå ivrigt op i deres leg – være tabt for omverdenen. Det er ren glæde. Og så er det med til at udvikle deres finmotorik, kombinationsevne, koordinationsevne, kreativitet, evne til at drømme, få visioner og virkeliggøre dem.

Senere venter 1. klasse og en række efterfølgende klasser, der skal klares, mens barnet drømmer om at komme en klasse højere op. Undervejs trækkes legen og pladsen til at drømme langsomt, men sikkert ud af barnets hverdag i skolen. Skolen er alvor og ikke leg. Der skal nu være plads til dansk, matematik, fysik og engelsk, som tager al pladsen. Men hvad er det egentlig, der sker? Hvad er det for en omvendt magi, der råder?

De teoretiske eller boglige fag er meget vigtige. Det er der ingen tvivl om. Men hvordan gik det til, at muligheden for at drømme sig til at være Byggemand Bob blev henvist til børneværelset? Hvor blev de aktiviteter af, der gør det muligt for en lille dreng eller pige at identificere sig med rollen som tømrer, smed, vvs’er eller kok?

Hvordan kan man vejlede børnene i praktiske karrieremuligheder i en skole, der næsten er renset for praktiske gøremål? Hvordan kan en dreng eller pige med en praktisk tilgang til livet føle sig hjemme der? Det kommer de selvfølgelig ofte til over tid. Så lærer de fleste, at det ofte er de boglige færdigheder, der er i høj kurs.

De praktiske anlæg sygner hen. Det ensidige fokus på boglige evner fortsætter hjemme ved middagsbordet. Det boglige lovsynges. Det praktiske har vi folk til.

Gad vide, hvor mange gange det sker om dagen, at en ung klarøjet akademiker står i et glaspalads af et kontorlandskab ved sit hæve-sænke-bord og stirrer drømmende ud på byggemanden, der går derude i verden på den anden side af glasruden, og er i færd med at skabe noget med sine hænder?

Ja, det praktiske har vi folk til. Men hvor længe? Vi kommer til at mangle 30.000 håndværkere om bare fem år. Hvad skal der til af praktiske ændringer og nytænkning i folkeskolen – og hvor fordomsfrit skal snakken forme sig over middagsbordet, for at vi bliver i stand til klare denne enorme udfordring?