Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Claes Kastholm opfordrer mig i avisen søndag til at fatte kården. Det gør jeg gerne, for sjældent er jeg i et indlæg blevet taget til indtægt for så mange synspunkter, jeg ikke kan genkende som mine egne. Når Kastholm beskylder mig for, at jeg »på DIs vegne ofte siger mærkelige ting«, bunder det muligvis i, at han ikke hører ordentligt efter.

Kastholm hævder, at jeg »over en bank« har kritiseret regeringens udlændingepolitik. Faktum er, at jeg tværtimod har rost regeringen for, at den i sit regeringsgrundlag vil sikre danske virksomheder lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft. Og at DI om nogen – og i årevis – har efterlyst en klar sondring mellem flygtningepolitikken og vores behov for at tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere fra udlandet.

Også i forhold til klima- og energipolitikken har DI, selv om det er gået Kastholm forbi, støttet op om, at regeringen vil sænke det danske reduktionsmål for udledningen af CO2 fra 40 til 37 pct. i 2020. Det afgørende for DI er, at regeringen holder fast i Energiaftalen, som sikrer vores virksomheder ro om de langsigtede rammer for Danmarks fortsatte grønne omstilling. Det er den sikkerhed, der i vores optik er afgørende for en effektiv klima- og energipolitik. Ikke de enkeltposter på finansloven, der den seneste tid har været så stor diskussion om.

Frem for alt kan jeg forsikre Kastholm om, at DI om nogen forstår, at Danmarks velstand skabes af en stærk privat sektor. Og at den offentlige økonomi i allerhøjeste grad er et spørgsmål om prioritering. Siden 2012 har DIs politiske arbejde været forankret i vores 2020-plan, hvor vi anviser de konkrete veje til at finansiere alle forslag i en sammenhængende vækstplan for Danmark.

Når vi foreslår at øge investeringerne i rumforskning fra 200 til 400 mio. kroner om året, så vi kommer på niveau med blandt andre Norge og Sverige, er også det løft i forskningsbudgettet tænkt ind vores plan.

For DI er der ingen tvivl om, at Danmark frem mod 2020 og videre mod 2025 bør øge de samlede investeringer i uddannelse og forskning og til gengæld sænke de offentlige udgifter på andre områder. Er det ensbetydende med, at det ikke er muligt at prioritere, effektivisere og skabe mere værdi for pengene på uddannelsesområdet? Selvfølgelig ikke. Tingene kan gøres bedre og mere produktivt inden for alle områder – også vores uddannelser. Også på det felt vil DI spille konstruktivt ind i diskussionen med konkrete bud på løsninger.

Endelig kan jeg forsikre Claes Kastholm om, at han hverken behøver at belære DI eller vores virksomheder om Herluf Trolle og vores ansvar for samfundet. Vores medlemmer er en central og bærende del af vores samfund, og der går ikke en dag uden, at vi er os det ansvar bevidst. Da DI i foråret 2012 præsenterede vores første 2020-plan, var det derfor også i direkte forlængelse af en ny vision, som Dansk Industri arbejder for på vegne af vores medlemmer: At Danmark skal være et åbent og velstående samfund i vækst og balance.