Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Selverkendelse hærger Alternativet

Som borgerligt sindet frustreret vælger klamrede jeg mig dengang til, at al den grønne luft, der kom fra Å, indeholdt forsikringer, om at partiet lå langt fra Enhedslistens ideologiske grundlag. Alligevel har Uffe Elbæks forvirrede gruppe stort stemt sammen med netop det parti, der vil føje Danmark til rækken af lande, der skal omdannes til et militant grønt retfærdigt socialistisk samfund.

»Det var et friskt pust. Det viste sig så desværre ikke at være ret meget andet end blot et pust,« skriver Torben Steno om Alternaitvets valgsejr i 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

»Vi er en flok amatører. Og vi ved det godt,« sådan udbrød et af Alternativets seriøse folketingsmedlemmer, da jeg lidt henkastet spurgte til dagsformen i partiet over en kop kaffe ved TV 2s valgfolkemøde i søndags.

Den befriende selverkendelse kom nok, fordi det måske snart forhenværende folketingsmedlem er bekendt med, at jeg ved sidste folketingsvalg var en af de mange, der i frustration over det ynkelige valg mellem Helle Thorning og Lars Løkke lod mig besnære af den feel good, der var omkring flokken af både farverige og seriøse personer omkring kaospiloten, Uffe Elbæk. Det var et friskt pust.

Det viste sig så desværre ikke at være ret meget andet end blot et pust. Som borgerligt sindet frustreret vælger klamrede jeg mig dengang til, at al den grønne luft, der kom fra Å, indeholdt forsikringer om, at partiet lå langt fra Enhedslistens ideologiske grundlag. Alligevel har Uffe Elbæks forvirrede gruppe stort stemt sammen med netop det parti, der vil føje Danmark til rækken af lande, der skal omdannes til et militant grønt retfærdigt socialistisk samfund. Et forsøg, der er gjort mange gange rundt på kloden, men som til dato kun har skræmmende fiaskoer på CVet.

Torben Steno Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Steno Ida Marie Odgaard.

Moderne tider – det var det allerede for fire år siden – krævede politisk nytænkning. Det var der ansatser til, men Alternativet viste sig i realiteten bare at være en relancering af gammeldags hippiesocialisme. En kultur som jeg faktisk har meget godt at sige om, og som jeg selv var en del af i min ungdom i Svendborg.

En ny politisk kultur var et af de ambitiøse slagvarer i valgkampen.

Den har så siden udfoldet sig mere parodisk, end jeg havde fantasi til at forestille mig.

Slappe partipikke i collage, sexkrænkelser i partikontorerne, voldsom diskrepans mellem ord og handling. En kulturborgmester i København, der var fuld af løgn.

Alt sammen – bortset fra opfordringen til at bidrage til tissemandskunstværket – pinagtigheder, der sagtens kunne forekomme i de partier, Å selvhøjtideligt forsøgte at distancere sig fra. Og som pikken under prikken kom så en beslutning om, at den store leder, Uffe Elbæk, er undtaget fra partiets rotationsprincip. En demokratisk besynderlighed, der kan sikre ham en periode som leder af Robert Mugabe-agtig længde. Vedtagelsen af muligheden af livsvarigt lederskab, har Elbæk dog klædeligt taget afstand fra.

Meningsmålingerne viser med al tydelighed, at jeg langtfra er den eneste, der flygter væk fra de alt for tit og alt langt-flyvende amatørsocialister. Og det endda ved et valg, hvor klima og grøn omstilling står højt på dagsordenen.

Når vælgerne har foretaget en brutal udrensning i folketingsgruppen, og måske helt afliver Å på Borgen, så starter en helt almindelig gammeldags magtkamp mellem slappere og strammere, der har ulmet længe inden Niko Grünfelds partiskadelige kontorindretning.

På nøjagtig samme måde som kandidater i f.eks. Venstre, er der også kandidater i Alternativet, der fører valgkamp på skrømt. De ved jo, at slaget er tabt. Partiets leder er et problem, og partiets fremtid – hvis der er en – begynder først 6. juni. Jeg har svært ved at få øje på den. Men jeg er jo også bare en labil borgerlig, der røg i Åen sidste gang. Men det bliver interessant at følge, om det lykkes for strammerne at sætte partyfløjen i skammekrogen.