Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Selv en elefant kan knækkes

»Langt størstedelen af Carlsberg Byens storhed er tabt for altid. Et uerstatteligt sted i byen, bygget nænsomt op gennem halvandet hundrede år, er på mindre end et par år sat over styr til gengæld for kortsigtet profit.«

»Det har været ekstra pinefuldt at være vidne til denne næsten atomare destruktion af al charme i Bryggerens gamle kvarter.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

For nogle år siden var jeg i heftig debat på Folkemødet med Jep Loft fra Landsforeningen for Bygnings- og landskabskultur. Han mente, at København bør bevares, som den var i Guldalderen, mens jeg talte for en dynamisk by i udvikling til glæde for beboerne. Så det er paradoksalt, at jeg, som går ind for arkitektonisk transformation og nyskabelse, begræder udviklingen af Carlsberg Byen. Men det gør jeg. Og det bør du også.

For det er lykkedes at tage et unikt, historisk område i hjertet af hovedstaden og omforme det til samme kønsløse, sterile og historieløse byrum, som desværre breder sig ud over hele landet, fra vores havne til vores bykerner og forstæder. En gold, glat og uniform måde at skabe by på, der kendetegnes ved vindblæste lejlighedsbyggerier med altaner og store vinduespartier gerne iklædt en brunlig, kobberlignende facadebeklædning. Ind imellem kan der være frække detaljer i form af en kæk stribe eller en skæv gavl, men disse tiltag rykker ikke ved fornemmelsen af fantasiløs gentagelse. Det virker som arkitektur udtænkt af en algoritme.

Et fællestræk er ligeledes, at disse copy-paste bygninger sættes alt for tæt – kvadratmeterprisen skal jo helst udnyttes maksimalt – med så dyr en husleje, at beboerdiversiteten forsvinder som ved et trylleslag. De små grønne pauser i form af forhaver eller fællesarealer passer ikke ind i det store regnestykke. Ligesom at mindre bemidlede i form af studerende eller enlige heller ikke er en ønskværdig ejer, når det er profitten som driver værket.

»Det har for eksempel været smertefuldt at være vidne til, hvordan den ikoniske elefantport langsomt er blevet umyndiggjort på begge sider.«


Selvfølgelig er de bygninger som J.C. og Carl Jacobsen lod opføre gennem tiden ikke blevet revet ned. Disse yderst værdifulde, uerstattelige kunstværker har vi heldigvis udmærkede instanser som Fredningsstyrelsen og Jep Lofts forening til at bevare for eftertiden. Men bygningerne er alle hver især blevet overmandet af føromtalte monumenter på moderne bygherrers manglende mod og vision.

Det har for eksempel været smertefuldt at være vidne til, hvordan den ikoniske elefantport langsomt er blevet umyndiggjort på begge sider – franarret sin ubestridelige og monumentale status som indgang til Bryggerens helt eget paradis. Man kan bare konstatere, at det ikke kun er de smukke, historiske huse i sig selv, som skabte den særlige ånd på stedet – det var også alt det, der befandt sig imellem dem. Selv den smukkeste arkitektur kan ikke ånde uden rum omkring sig.

Atomar destruktion

Det har været ekstra pinefuldt at være vidne til denne næsten atomare destruktion af al charme i Bryggerens gamle kvarter, da der faktisk var opstået et attraktivt, moderne byliv blandt bygningerne.

Carlsberg havde selv været med til dette ved at åbne for klatreskove, boulebaner, kunstgallerier og andre, der fik lov at udfolde sig siden 2009, hvor produktionen blev flyttet til Fredericia. Der blev aldrig lagt skjul på, at der var tale om midlertidige projekter, som skulle lukke, når de store byggekraner rykkede ind i 2015 – men kontrasten har været slående.

Før var der masser af liv og glade dage, nu fyger vindheksene forbi elefanterne og sidder fast mellem de glatte laminatbygninger. Det er så grelt, at Carlsberg selv har fornemmet katastrofen og hyret Briq Group, som specialiserer sig i at skabe byliv – altså det liv, som de selv havde skabt for derefter at jævne det med jorden.

Ane Cortzen. Fold sammen
Læs mere

Der er dog nogle få lyspunkter – tegnestuen Praksis har skabt Forskerboligerne, som med deres smukke mønstermurværk og den fint anlagte park lyser op midt i al konformiteten. En tunnels indre er belagt med gyldne plader, et andet sted er der sat lysende firkanter op i en klinkebelagt gang. Men langt størstedelen af Carlsberg Byens storhed er tabt for altid. Et uerstatteligt sted i byen, bygget nænsomt op gennem halvandet hundrede år, er på mindre end et par år sat over styr til gengæld for kortsigtet profit.

Familien Jacobsen oppebar et beundringsværdigt, kulturelt ansvar for Danmark, som stadig kommer alle borgere i dette land til gode i form af uvurderlige kunstskatte og Carlsberg Fondens fortsatte virke. Dette ansvar er dog ikke – paradoksalt nok i Carlsbergs eget hjerte – blevet forvaltet med den fornødne respekt og værdighed, som er påkrævet, når man forvalter så vigtig en kulturarv.