Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Seks hvide mænd

»Med andre ord har forskerne ret. Vi skriver det, vi tror, der foregår, hvor vi kunne have valgt at skrive det, som andre mener, der foregår.«

Anna Libak
Læs mere
Fold sammen

Forleden udkom en forskningsrapport om udenrigsjournalistik i udvalgte medier, begået af seks hvide mænd fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. »Mediernes (nye) verdensbilleder« hedder den.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg nævner det med, at de er hvide mænd. Men jeg har bare på fornemmelsen, at det kan have en eller anden betydning, eftersom rapporten handler om, hvordan medierne skaber virkeligheden ud fra deres eget domesticerede ståsted. Hvad titlens frække parentes da også antyder: »(Nye) verdensbilleder«. Jeg tror, at den parentes betyder, at de slet ikke er nye. Men stereotype. Og jeg tænker, at seks hvide mænd må vide det.

Jeg er selv interviewet i rapporten og fremstår sprogligt meget autentisk som en sproglig klumpedumpe, fordi citaterne er skrevet ud i talesprog i modsætning til forskernes fint ciselerede akademiske sprog.

Men så er det også slut med autenticiteten. For rapportens pointe er klar: Medierne er ret kalkulerede. Vi framer i pressen vores historier, så de har et vestligt eller et dansk perspektiv. Hvilket er provinsielt set i en global kontekst.

Det gælder ikke mindst i Ruslandsdækningen, hvor medierne tegner et ensidigt, negativt billede. Vi forsømmer simpelthen at se det fra russernes side.

Og når jeg tænker efter, er det rigtigt nok. Da Rusland overfaldt Ukraine i 2014 og erobrede et større stykke land med militær magt og bagefter gummistemplede det med en folkeafstemning på Krim, omtalte vi det som »aggression«. Ifølge forskerne spejlede vi hermed vores egne værdier. Vi var ikke gode nok til at fortælle, at det set fra et russisk synspunkt var ret naturligt, fordi Krim i Rusland føles som russisk.

Læs også: I Danmark skal vi helst have lige mange blodpropper

Hvis vi havde gjort det, skal jeg være den første til at medgive, at vi ville have et bedre forhold til Rusland i dag. Knap så koldkrigsagtigt. Specielt hvis vi også medgav, at Baltikum sådan set også føles russisk, fordi der bor ret mange russere i Estland og Letland. Jeg tror også, at det ville hjælpe på forholdet, hvis vi opløste NATO og droppede missilskjoldet, for set fra russisk side har det tvunget dem til at erobre territorier i Moldova, Georgien og Ukraine, fordi de simpelthen blev nødt til at komme NATO i forkøbet. For det er nemlig NATO, der hjernevasker de tidligere sovjetrepublikker til at tro, at Rusland er aggressiv og overfalder sine nabostater.

Men jeg synes godt, at forskerne kunne have nævnt, at indlandsjournalistikken altså også er ret forudindtaget.

For eksempel har jeg konstateret, at æresdrab i Danmark helt konsekvent omtales som mord. Kun meget sjældent ser man forsøg på perspektivering af, at der er tale om en anden kulturel praksis. Vi har forsømt at forklare læserne, at det faktisk handler om skam, og at det kan være umuligt for en familie at leve videre med det ærestab, der følger af at have en datter, der kærester løs med en mand, hun ikke har fået lov til. Den skam er så stor, at man for at leve videre bliver nødt til at hælde benzin over hende og lade hende brænde, for ellers vil alle de andre familier synes, at man er æreløs.

Læs også: Hvornår har du sidst talt med dig selv?

Med andre ord har forskerne ret. Vi skriver det, vi tror, der foregår, hvor vi kunne have valgt at skrive det, som andre mener, der foregår. Men det samme kunne man (måske) sige om forskerne selv.