Mads Kastrup ironiserer 26/3 i sin ’Kulturblokken’ i Berlingske med vanlig elegance over en ny bevægelse, som han synes er ret langt ude. Bevægelsen hedder Generation I og hylder det enkelte menneskes ret til at være forskellig fra andre i det samfund, han lever i. Ifølge Mads Kastrup kunne bevægelsen lige så godt forsøge at orkestrere et globalt kor, hvor hele verden holder hinanden i hænderne, mens de synger »We are the world«.

Så langt når vi næppe, men baggrunden for Generation I er på én gang banal og trist. En af initiativtagerne har en dansk plejesøn, der har rødder i Afrika, og da drengen fyldte 18 år, havde han en række af sine venner til fødselsdag. Mange af dem var mørke som han, og bagefter ville de gerne i byen. Det opgav de. De vidste godt på forhånd, at de ikke havde en chance for at komme ind.

Det holder selvfølgelig ikke en meter, og derfor var vi nogle, der sagde ja til frivilligt at arbejde for, at vi i Danmark bliver bedre til at forstå noget så indlysende, som at mennesker skal bedømmes på deres handlinger og ikke på deres udseende, deres religion, deres efternavn eller deres evne til at tale rigsdansk. Det er banalt, andre har sagt det før, det er de værdier, som er indeholdt i Grundloven, og det er de værdier, Generation I står for.

Men Danmark har forandret sig, siden Grundloven blev skrevet. Dengang var vi overvejende hvide og kristne. Vi er stadig et af verdens mest homogene lande, men aldrig har vi set så forskellige ud, aldrig har vi troet på så meget forskelligt, og aldrig har vi danskere haft så vidt forgrenede rødder. Danmark er på 40 år blevet et andet land, og Grundlovens smukke ord og værdier kræver derfor mere af os end dengang, de blev skrevet, og det uanset om man har rødder på Anholt eller på den anatolske højslette.

For at få skabt opmærksomhed om bevægelsen har vi allieret os med en række kendte mennesker, der hver for sig har bidraget med en personlig historie om forståelse til vores hjemmeside, og det skal de have tak for. Det kræver nemlig mere mod at være med end at være imod. At sige ja er blevet farligere end at sige nej. Melder man ud, at man tror på noget, har man ophøjet sig selv til et menneske, der er bedre end andre, og hvis man samtidig er kendt, gør man det for at promovere sig selv.

Det er dette fjendebillede, Mads Kastrup rammer de kendte ind i, og han fatter ikke, hvad de laver i den butik. Men han ser ikke, at det, som samler disse mennesker i et fællesskab, er deres forskellighed. Fra den tatoverede bokser Patrick Nielsen til biologen og musikeren fra Magtens Korridorer, Johan Olsen, der i et efter min mening fremragende indlæg på Generation I’s hjemmeside skriver:

»Det at føle foragt for dem, der er kontrasten til ens egen identitet, er en dæmon, der ligger i alle mennesker. De største helte er dem, der kan se dæmonen i øjnene og tæmme den. Og det starter jo selvfølgelig med, at man skal opdage, at den er der. Og det kan være svært. Den kan nemlig godt af og til ligne en stor, velduftende buket sund fornuft.«

Så se på individet, lyt til, hvad det har at sige, og prøv at rumme det. Om det ryger, spiser svinekød, ligner Arnold Schwarzenegger, er lesbisk muslim, går med tørklæde eller lader være. Det er essensen af, hvad Generation I handler om.

For tiden er det kokken Claus Meyer, der får en offentlig omgang, og som efter min opfattelse trænger til lidt forståelse, fordi han skiller sig ud. At diskussionen om ofre og voldsmænd er nødvendig, er der ingen tvivl om. At bundlinjen hos Claus Meyer handler om noget større og mere end regnskabet i hans virksomhed, er der for mig heller ingen tvivl om. Han gør vel bare, hvad alle politikere og meningsdannere i det her samfund i de sidste ti år har bedt virksomhederne om at gøre. Han tager ansvar. Det samme gælder de andre kendte, der støtter Generation I.

De ved godt, at de er gået med til at støtte noget, som er så hippieagtigt som at hylde forskellighederne og bidrage til åbenhed og forståelse mellem mennesker, og de ved godt, at verden og medierne er fyldt med bloggere, der sidder og venter på at lægge dem i et syrebad, der er fyldt til randen med jantelov og giftigt blæk. De ved også godt, at det måske er naivt at gå med i en debat, der risikerer at ende i det samme kviksand, som indvandrerdebatten druknede i, fordi selv nuancerede synspunkter blev forvandlet til »os« mod »dem«. Men de bidrog alligevel. Det skal de have tak for.

Jeg skylder at nævne, at Mads Kastrup og jeg er nære venner, og at han hører til dem, som øger min forståelse for andre og min glæde ved Berlingske. Et klassisk eksempel på, at samtale og ti års kontorfællesskab fremmer forståelsen mellem en skarp midtjyde og en blød kystbanehumanist. Men engang imellem synes jeg, at han skulle tage ja-hatten på.

Jeg havde egentlig også tænkt mig, at det her indlæg kun skulle være forstående og ikke kritisere nogen. Det gør det så alligevel en smule. Men ingen er fuldkommen.