Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Min ferie begynder altid med Roskilde Festival. Til koncert med Stormzy, Nick Cave, David Byrne – ja, selv C.V. Jørgensen lød det først svagt, men derefter langsomt højere og højere, taktfast for til sidst at dække størstedelen af de mange tusinde fremmødte blandt publikum: »FISSE, KUSSE SCHMEICHEL ER EN MUR! SCHMEICHEL ER EN MUR! SCHMEICHEL ER EN MUR!« Kasper Schmeichel var blevet et vindersymbol for alle de unge mennesker. Med talent, flid og vinderinstinkt var han blevet et forbillede og en leder i kampen. Selv om Kroatien viste sig som et bedre hold end Danmark, havde vi i den grad chancen for at slå dem.

For mange er sommerferien lig med den velkendte kavalkade af sportsbegivenheder. Vi lader os rive med og deler gerne vores analyse med venner og familie over heltegerninger begået af Schmeichel og co., Wozniacki og cykelryttere som Fuglsang og Valgren, der kæmper sig vej op ad de franske alper. Vi samles foran TV-skærmene, på tribunerne og i vejsiden for at hylde sportsstjernerne, der udviser sult og knokler for at få det fulde udbytte ud af deres talent.

Under sommerens store sportsbegivenheder hylder vi udøverne i sportsverdenen i meget koncentreret form. Men jeg vil opfordre til, at vi også i det daglige husker at hylde store præstationer begået af andre talenter i andre brancher. Det gælder den passionerede folkeskolelærer, som ansporer til ny læring og leg med fagligheden. Den selvopofrende sygeplejerske, som altid tager en ekstra vagt, når det kniber med vagtplanen. Den fagligt dygtige, talentfulde medarbejder, som med indsigt og innovation finder nye måder at gøre tingene på. De mange talentfulde mennesker, som hver dag med højt humør og virkelyst er et forbillede for os alle. Mennesker, som hver dag varetager og udvikler samfundskritiske opgaver. De fortjener hyldest.

Ligesom vi hylder Schmeichel og Wozniacki, skal vi opmuntre, motivere og heppe på dem, som vil gøre en forskel og med talent anspore os alle til at gøre en forskel.

Deres talent og ekstraordinære indsats og virkelyst er vigtig for os alle sammen. De driver samfundet fremad og skaber resultater for andre, når de udvikler, opfinder metoder, ændrer eksisterende virksomheder til at blive konkurrencedygtige og vækste eller starter helt nye. Deres indsats skaber job, ny eksport og værdi til samfundet, som er med til at finansiere vores velfærdssamfund.

Ligesom vi hylder Schmeichel og Wozniacki, skal vi opmuntre, motivere og heppe på dem, som vil gøre en forskel og med talent anspore os alle til at gøre en forskel.

Samfundet har behov for at sende et klart signal om, at vi har brug for, at noget kan blive rigtigt stort. Ja, talent forpligter. Men vi er alle også forpligtet til at anerkende de talenter, som giver den gas og ufortrødent gør alt for at skabe bedre resultater til gavn for os alle.

Lad os motivere, bakke op og fejre de mennesker, der med talent og mod viser vejen. De kæmper for Danmark – både på og uden for banen.

André Rogaczewski er CEO i Netcompany