Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Schlüters storhed og ydmyghed

Byline Peter Nedergaard Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kræver noget særligt at holde sammen på en borgerlig koalition over længere tid. Det var Poul Schlüters indsats som statsminister fra 1982 til 1993 et vidnesbyrd om. Det lykkedes ham i perioden at lave en turn-around (som det hedder på nudansk) af dansk økonomi, som ellers af den tidligere finansminister, Knud Heinesen, var blevet bedømt til at køre direkte mod afgrunden. Den økonomisk-politiske linje er senere blevet videreført af alle senere regeringer – socialdemokratiske såvel som borgerlige.

Når historien om Danmark i 1900-tallet endeligt skal skrives af historikerne, vil Schlüter sandsynligvis stå tilbage som en af de vigtigste aktører i dansk politik og på niveau med Stauning. Hvad var hemmeligheden bag Schlüters succesfulde borgerlige lederskab?

Svaret herpå består af flere elementer.

For det første var der Schlüters personlighed. Han var voldsomt underkendt, da han trådte til, og han gjorde intet for personligt at ændre på billedet, da han sad i statsministerstolen. Han tog ansvaret for de dårlige sager, som han ikke havde været tæt involveret i (ultimativt ved at gå af på grund af Tamil-sagen, som hans justitsminister havde forårsaget).

Han overlod samtidig i vidt omfang æren for mange af de store og små succeser, som regeringen fik: reelle besparelser på de offentlige udgifter, styr på gældsætningen, lavere inflation, fjernelsen af den automatiske dyrtidsregulering, etableringen af fastkurspolitikken, sikringen af deltagelsen i det indre marked i EU, sikringen af den danske sikkerhedspolitiske linje og så videre, til andre.

Beskedenheden og ydmygheden hos hovedpersonen i den daværende blå blok havde stor betydning for, at sammenholdet blev så stærkt og langstrakt.

Ydmyghed, ordentlig tone og råderum

For det andet var der Schlüters strategi for de Konservatives omgang med koalitionspartnerne. Han krævede langt mere mådehold i kravene og tonen fra sine egne partifæller i Det Konservative Folkeparti, end koalitionspartnernes MFere selv præsterede. De kunne være overkritiske uden, at der blev svaret igen. Det var blot noget, som det store borgerlige parti (det var de Konservative dengang) måtte finde sig i. De konservative medlemmer af Folketinget skulle netop ikke give igen af samme mønt.

For det tredje var der Schlüters villighed til at give koalitionspartnerne et stort rum til at udfolde sig i. Schlüter var large, når det drejede sig om de borgerlige koalitionspartneres profileringsbehov. Hans holdning var, at de Konservative som »forældrepartiet« i den borgerlige blok måtte tillade visse udskejelser af andre, som man ikke tillod med hensyn til sig selv.

Ydmyghed, ordentlig tone og råderum for partnerne er måske gode regler at holde sig for øje, hvis borgerlige koalitioner skal overleve over længere tid.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab, Københavns Universitet.