Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sanders eller Trump er som et valg mellem pest eller corona

Trump og Sanders er på mange punkter ikke til at skelne fra hinanden, blot på to modsatte fløje.

»Den populistiske formel er lige anvendelig for yderliggående politikere, uanset om de hører til i den højreradikale lejr eller bekender sig til socialisme,« skriver Samuel Rachlin. Foto: Craig Lassig / Ritzau Scanpix og Saul Loeb / Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ulykke kommer aldrig alene. Først var der Brexit, så kom Trump. Og nu kan USA komme til at stå over for valget mellem Trump eller Sanders, hvis Sanders vinder Demokraternes nominering. Pest eller kolera. Eller Corona, den seneste ulykke, der kom flyvende fra Kina som en global trussel, man ikke har oplevet magen til i nyere tid.

Politik er blevet til underholdning i en tid med en strøm af realityshows og dramaserier. Hvilken drejebog kan måle sig med, hvad verden har oplevet i de sidste fem år? Politiske krumspring og absurditeter som eksempelvis køb af Grønland. Det er politik drevet af løgn, falske beskyldninger og hæmningsløs forhånelse af modstandere og kritikere i et sort-hvidt opgør mellem »dem« og »os«. Vinderne er dem med størst underholdningsværdi.

Kombinationen af ny teknologi og besættelsen af TV-serier og realityshows har ført til en opprioritering af det politiske stof. Som underholdning. Som realityshow. Borgen eller House of Cards ikke som fiktion, men den ægte vare. Politik fylder betydeligt mere i den moderne hverdag end nogensinde før. Det virker som en massiv overdosering, når valg i USA bliver dækket på dansk TV næsten lige så intenst som nationale valg. Amerikansk politik er vigtigt for os i Europa. Men amerikansk politik har også stor underholdningsværdi og er langt billigere at producere end dramaserier. Dækningen er ikke uden substans, men der er klart gået underholdning i politik.

Allerede under vælgermøderne i 2015 optrådte Trump med et ordvalg, et toneleje og et kropssprog som en stand-up komiker. Hans valgmøder blev tilløbsstykker. Mere form end indhold, men det overgik langt, hvad andre kandidater kunne byde på.

» Uden at have beskæftiget sig med politik eller holdt en politisk tale, opdagede han, at reality-teknikken virkede lige så godt på vælgere som på TV-seere.«


Trump kunne noget, som folk ville have – underholdning, hvor intet var for plat, for lavt, for groft. Frit slag for valgmøder som det 21. århundredes gladiator-opvisninger. Og alle kunne være med og spille en rolle i showet med deres stemme.  For Trump gik underholdning og politik ud på det samme. Han var blevet landskendt for sin replik »You are fired!« fra sit realityshow, The Apprentice. Her forstod han hvordan hans tække og gennemslagskraft kan bruges over for et massepublikum. Uden at have beskæftiget sig med politik eller holdt en politisk tale, opdagede han, at reality-teknikken virkede lige så godt på vælgere som på TV-seere.

Ligheden mellem realitystjernen i studiet og realitypræsidenten i Det Hvide Hus er slående, når man ser de gamle programmer.

Tiden var med Donald Trump, tiden kaldte på politikere som ham med en platform, der har gjort ham til prototypen på en højrepopulistisk leder, der forsager alle normer og konventioner og er rollemodel for populistiske åndsfæller i ind- og udland. Trumps forhenværende chefstrateg og ideologicoach, Steve Bannon, siger: »Populisme er fremtiden for amerikansk politik.« De seneste målinger viser, at det ikke kun gælder for amerikansk politik, og at de populistiske højrefløjspartier har haft massiv fremgang i Europa i de sidste tyve år.

Fra første dag har Trump hamret løs på den etablerede klasse, eliten, der består af politikere, erhvervsledere, finansfolk og medierne. Formlen går også ud på at fremstille sig selv som folkets mand, der står last og brast med de forkastede, fornedrede og fortørnede. Han spiller på deres forurettelse og taler om, at han har skabt en folkebevægelse.

»Sanders har indtaget den populistiske venstrefløj lige så eftertrykkeligt som Trump har gjort det på højrefløjen..«


Hvis det lyder som et portræt af Bernie Sanders, er det, fordi Trump og Sanders på mange punkter ikke er til at skelne fra hinanden, blot på to modsatte fløje. Den populistiske formel er lige anvendelig for yderliggående politikere, uanset om de hører til i den højreradikale lejr eller bekender sig til socialisme.

Sanders har indtaget den populistiske venstrefløj lige så eftertrykkeligt som Trump har gjort det på højrefløjen ved at spille direkte op til nationalisme og autoritære strømninger. Sanders refererer ofte til den danske model som sit politiske ideal og som det, han vil give amerikanerne. Men det bygger på en romantisk og forældet forestilling om det skandinaviske velfærdssamfund, som han husker fra sin ungdom i tresserne. De ideer har givet Sanders medvind, men det er et populistisk luftkastel.

Hvis det ender med, at Sanders skal udfordre Trump, vil det ifølge The Economist være som at vågne fra en ond drøm og opdage, at mareridtet fortsætter. Bladet skriver på lederplads, at det er svært at forestille sig noget værre end at stå over for et valg mellem en korrupt, polariserende højrefløjspopulist som Trump med foragt for retssamfundet og forfatningen og en skinhellig, polariserende venstrefløjspopulist som Sanders. Som et valg mellem pest eller corona.

Lederskribentens sidste opfordring lyder: »Vågn op, Amerika!«

Samuel Rachlin er journalist og forfatter