Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Sandelig, man skulle have været politimand«

Claes Kastholm - læst og påskrevet

Engang var der en klog og vittig mand, en sundhedsekspert, der sagde, at hvis en 65-årig vågnede en morgen og ikke havde ondt et eller andet sted, så var det, fordi han var død! Jeg har ikke ondt et eller andet sted, skønt jeg, så vidt jeg ved, ikke er død.

Jeg har det tværtimod helt forrygende godt, så jeg vil tillade mig at omforme sundhedsekspertens vittige ord til det mere sentimentale: Hvis man vågner en dag og ikke undrer sig over et eller andet, så er det fordi, man er død.

I disse dage er der to ting, der undrer mig temmelig meget. Den ene er, at politiet, som ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er groft underbemandet og pukler umenneskeligt for at overkomme de mest presserende opgaver, har kunnet afse tid til at sigte en 58-årig stakkel, der beskyldes for at have spyttet på en gruppe flygtninge fra en motorvejsbro ved Rødby. Politiet har talt med flere vidner og regner med at have afsluttet efterforskningen i løbet af nogle uger.

Den anden ting, der undrer mig, er, at ingen af de politiske partier, der i disse dage forhandler om et nyt politiforlig, sætter spørgsmålstegn ved, om politiet nu også har brug for den store mandskabsudvidelse, som fagforeningsformand Oxfeldt – sekunderet af Dansk Folkeparti – hele tiden prædiker om.

Det kunne for eksempel tænkes, at politiets arbejde kunne effektiviseres, dels at politifolk bruges på opgaver, der kunne løses på anden måde, dels at arbejdsgange og måden at bruge mandskab på kunne genovervejes. Det kunne også tænkes, at arbejdstidsreglerne står i vejen for en bedre udnyttelse af ressourcerne.

Ja, det kunne ligefrem tænkes, at politiet skulle have ny chef. Hvormed jeg ikke mener, at rigspolitichefen skulle skiftes ud, nej nej, jeg mener bare, at medierne skulle have mindre indflydelse på politiets arbejde.

Når en enkelt mand, der står på en motorvejsbro og sender en spytklat ned på en flok flygtninge, bliver til en hel politisag, skyldes det jo kun, at medierne fik mulighed for at bringe billeder af ham i handlingsøjeblikket. Det var en enkeltstående og modbydelig handling, men en politisag, der kræver flere ugers efterforskning ...?

Jeg foretrækker – og det tror jeg de fleste danskere gør – at det ikke er medierne og de diffuse øjeblikkelige folkestemninger, som især TV kanaliserer og forstærker, men loven, politiet og dets chefer, der bestemmer politiets arbejde.

Jeg foretrækker ligeledes – og det tror jeg også de fleste danskere gør – at politiet er respekteret frem for elsket.

I dag kan andre samfundsgrupper kun se misundeligt til, når politikerne beskæftiger sig med politiet. Folkeskolelærerne kan man træde på, gymnasielærerne kan man tvinge til at arbejde til døde, sundhedspersonalet kan man piske rundt i manegen. Men politiet!

Det første, der kommer ud af en politikers mund, når han skal beskæftige sig med politiet, er en lang kærlighedserklæring. Efter terrorsagen i februar viste Rigspolitichefens rapport, at politiet havde handlet dilettantisk på en lang række punkter – størstedelen af betjentene kunne f.eks. ikke engang betjene deres egne våben, men politikerne strømmede over af ros til politiets fantastiske arbejde.

Ved flygtningeinvasionen i september opgav politiet helt at passe sit arbejde. Justitsministeren udtalte grådkvalt, at politiets indsats var »second to none«. Opposition og journalister nikkede amen. Sandelig, man skulle have været politimand.

Jeg kan ikke bedømme, om politiet mangler 1.500 eller 2.000 mand, som visse partier og Politiforbundet mener. Men jeg tror heller ikke, at Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, er den rette til at bedømme det. Eller Dansk Folkepartis Peter Skaarup.

I forhold til svensk og norsk politi er dansk politi ikke underbemandet. Danmark har omkring 10.500 politifolk. Norge det samme, og Sverige omkring 20.000. Der er balance i forhold til befolkningstallene, og opgaverne er stort set de samme, inklusive det forhøjede terrorberedskab.

En ny rapport fra rigspolitiet viser, at kriminaliteten er drastisk faldende. Derimod viser en ny undersøgelse fra TrygFonden, at danskernes utryghedsfølelse generelt er steget, og at næsten hver fjerde dansker er bange for at opleve indbrud. En styrkelse af politiet vil næppe ændre på dette, der formentligt skyldes helt andre fakt orer: de konstante forandringer i samfundet, det hastigt svindende nære fællesskab, den stærke mediepåvirkning osv.

Imidlertid er det bedre at have for mange end for få politifolk. Men hvis jeg var politiker, ville jeg, inden jeg overhovedet drøftede bemandingen, underkaste politiets overenskomster et grundigt eftersyn, og jeg ville, hvis overhovedet muligt, kæde et nyt politiforlig sammen med et nyt, stærkt forenklet løn- og arbejdstidssystem. Med højere grundløn og enklere arbejdstidsregler. Arbejdstidsreglerne er overenskomst-Danmark, når det er allerværst.

Vær sikker på én ting: At hverken de daglige ledere eller betjentene kan hitte rede i det. Det minder om Danmarks Radio i gamle dage eller Det Kongelige Teater.

At der overhovedet nogensinde er en betjent på arbejde, er lidt af et mirakel, når man ser på reglerne for overarbejde og afspadsering. De er kun til glæde for Claus Oxfeldt og overenstkomsts-nørder.