Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sand personlig frihed er et forbud mod det, der lænker dig

Billede fra demonstration mod maskeringsforbud 15. oktober 2017 på Den Røde Plads på Nørrebro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Det er et banalt, men vigtigt spørgsmål, og måske endda et af de få virkelig relevante i tiden: Hvis vi forestillede os, at vi fortsatte med indvandring fra Mellemøsten til Danmark i de næste 25 år i samme omfang, som vi har oplevet den de seneste år, ville kvinder, jøder, homoseksuelle, kunstnere og journalister så have de samme frihedsrettigheder, som de har i dag?

Debatten om burkaforbuddet stillede endnu en gang hele spørgsmålet til skue. Jeg ved godt, at det endte med et maskeringsforbud, men lad os være ærlige: Hvis ikke der var kvinder med burka og niqab i vores gadebillede, og hvis vi ikke inderst inde godt vidste, at vores frihedsrettigheder kan få en besværlig fremtid, så ville vi ikke have vendt vores folkestyre på hovedet for at præstere et maskeringsforbud.

Jeg ved også godt, at mange opfatter forbuddet som symbolpolitik, enten fordi de mener, at der ikke er ret mange, der går med burka og niqab, eller fordi det er en indskrænkelse af den personlige frihed. Det er spøjse argumenter, der kun giver mening, hvis man ikke har spurgt sig selv, hvor Danmark kan risikere at være om 25 år.

Der er ikke mange æresdrab i Danmark, men derfor er det stadigvæk forbudt. Der er ikke mange kvinder i burka og niqab, men de, der er, er et udtryk for en social kontrol af kvinder, der vil komme mere af – ikke mindre – hvis vi ikke tænker os om.

Burkaforbud sender klart signal

Vi har prøvet social kontrol af kvinder her til lands. Det vigtigste kapitel i den nyere danmarkshistorie handler om den transformation, vores samfund gennemgik, da vi løsnede den sociale kontrol over vores kvinder.

Vi blev rigere og friere, da vores frihedsrettigheder kom til at gælde for begge køn, og vi fik et mere retfærdigt Danmark.

Hvorfor skal vi som samfund lade stå til, når retten til lige vilkår udfordres? Hvordan kan et moderne menneske stå og se på en social kontrol, vi skal mere end 100 år tilbage i danmarkshistorien for at finde, slå hænderne sammen og tale meningsløst om, at vi skal hylde den personlige frihed, når kvinder må gå parade som slaver i vores gader?

Hvad er vores frihedsrettigheder egentlig værd, hvis vi ikke vil forsvare dem, når de bliver nægtet muslimske kvinder? Den slags tale om personlig frihed kan være fin i festtaler og blandt ungliberale, men den er i praksis et knæfald for et Danmark, der om 25 år er et meget mindre frit samfund, end det samfund vi har nu.

Det er selvfølgelig ikke alle muslimer, der er imod vores frihedsrettigheder. Det må vi aldrig glemme. Men stort set alle, der er imod vores frihedsrettigheder, er muslimer.

Undersøgelser viser, at alt for mange muslimer mener, at religiøse love er vigtigere end den slags, man vedtager i Folketinget. Skal man gøre noget for de mange muslimer, der vil vores samfund og vores frihedsrettigheder, så skal vi med love som burkaforbuddet sende dem et klart signal om, at vi vil brænde hele landsbyen ned for at bevare den.

Omtrent samtidig med, at vi debatterer maskeringsforbuddet her i Danmark, befries hovedstaden i det selvudnævnte kalifat, Raqqa, fra Islamisk Stat, og Politiken uddeler sin »frihedspris« til organisationen Sea-Watch, der sejler emigranter til Europa over Middelhavet.

Mennesker med hang til galgenhumor vil sige, at stillingen derved er 1-1, men jeg tror, at man derved underkender den betydning, det har, at vi har stemmer blandt os, der i al væsentlighed og med åbne øjne er parat til at lade Danmark blive et helt andet land, end det, de fik i arv. Sand personlig frihed er et forbud mod det, der lænker dig.