Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Samuel Rachlin: »Vi ved, hvad vi er oppe imod og hvad der står på spil. Men udfaldet er aldrig sikret på forhånd«

Der sker noget i vores tid, der slår mig med undren og rammer mig som en tidevandsbølge fra Den Kolde Krig, da forstokket marxisme florerede som en epidemi. Marxisterne talte om revolution og ville vælte den kapitalistiske samfundsorden. Tiderne skifter, og i dag kappes Trump og Putin i et specielt partnerskab om at destabilisere og afspore vores demokrati og verdensorden.

Hvis man ikke var rød dengang under Den Kolde Krig, var man på den forkerte side af historien, i bedste fald en CIA-agent, i værste fald fascist. Jeg gik på universitetet og trådte mine journalistiske barnesko i de år og blev hængt ud som antisovjetisk og antikommunist. En koldkriger og en outsider.

Der var ganske få af tidens intellektuelle, der turde skille sig ud og gå imod strømmen som f.eks. Henrik Stangerup og Per Stig Møller og enkelte andre, der talte marxisterne imod og forsvarede Vestens demokrati og grundværdier. På en underlig, omvendt facon oplever jeg noget i dag, som vækker genklang fra det, jeg blev udsat for som ung skribent i 70erne og 80erne. Det havde omkostninger at skrive kritisk om Sovjetunionen som et totalitært system bygget på vold og løgn.

Mange af tidens meningsdannere havde en påfaldende tolerance over for socialismens forvaltere i Kreml. De lukkedes deres øjne og holdt sig for næsen, mens de hyldede socialismens velsignelser. Nu har Putin overtaget den sovjetiske tradition for politisk undertrykkelse indadtil med vold, og løgn og undergravende virksomhed udadtil ved hjælp af hacking, fake news og tusindvis af trolde, der snyder og bedrager bag falske identiteter. Målet er at destabilisere Vestens liberale demokratier, fordi Kreml ser dem som den største trussel mod Ruslands egen politiske stabilitet og overlevelse.

Volden og løgnen er en letgenkendelig stalinistisk arv, mens den fagre digitale verden har udstyret Kreml med våben til at udkæmpe en helt ny form for krig, der er i fuld gang som cyberkrig og udkæmpes som en verdenskrig. Moskva sætter ind overalt, hvor man øjner en sprække i de vestlige demokratier fra Brexit til det amerikanske præsidentvalg, fra flygtningekriser i EU-landene til separatistiske bevægelser som i Katalonien. Det går ud på at så splid og kaos.

Marxister og betonkommunister er borte, men en ny generation af medløbere er sprunget ud som en reinkarnation af de gamle sympatisører. De taler Moskvas sag med den samme påfaldende tolerance og forståelse for løgn og vold som deres forgængere fra sovjetårene. Dengang kaldte de sig idealister. I dag siger de, at de er realister. Nu fyger det med beskyldninger om russofobi, manipulation og antirussiske fordomme mod dem, der kalder en løgn for en løgn og henviser til den overvældende mængde af dokumentation for Kremls metoder og mål. Det er en ny form for krigsførelse, men opskriften og håndskriften er velkendt.

I dag får jeg og ligesindede at høre, at vi er gået over gevind med kritikken af Putinstyret, og at både Putin og Trump nærmest er en besættelse for os. Jeg lægger ikke skjul på, at begge præsidenter ud fra vidt forskellige forudsætninger og målsætninger er ude på at destabilisere de vestlige demokratier ved at sprede forvirring, kaos og uvished. I al sin politiske inkompetence er Trump overbevist om, at han er i stand til og kaldet til at overføre sine erfaringer som ejendomsmatador i New York til amerikansk politik og global politik.

Mens amerikanerne frygter, at han er ved at køre landet i sænk og kan udløse en tredje verdenskrig, er der et europæisk hallelujakor, der lovpriser ham som frelser og et konservativt forbillede. Han har heltestatus, mens kritikere bliver afskrevet som besatte fanatikere. Vi er på den forkerte side af historien.

Putin ønsker at afspore de vestlige demokratiers politiske og økonomiske succes for at styrke Ruslands egen status som en stormagt. Englekoret af putinister giver Vesten ansvaret for krisen med Rusland, fordi man pressede på med udvidelsen af EU og NATO uden sans eller interesse for Ruslands sikkerhedsinteresser. De er mere end villige til at give Rusland et fripas, når det gælder invasionen af Ukraine og annekteringen af Krim.

Da Berlinmuren faldt, og Sovjetunionen gik i opløsning, var det historiens gang, der fik sat tingene på plads og sørgede for, at de forkætrede koldkrigere fik genoprejsning. Det er der ingen grund til at hovere over. Belønningen var, at demokratiet overlevede og overvandt totalitarismens trussel.

Man kan bruge den historiske erfaring til at uddrage en lære om demokratiets styrke og skrøbelighed, og hvor meget, man som borger i et vestligt demokrati har at tabe. Man kan ikke forlade sig på, at historiens gang vil sørge for, at tingene automatisk falder på plads. Det er ikke en lov, og man kan sætte demokratiet over styr, hvis man ser gennem fingre med medløberi og ligegyldighed og satser på, at truslerne driver over af sig selv. Vi ved, hvad vi er oppe imod, hvad der står på spil, og hvad belønningen vil være. Men udfaldet er aldrig sikret på forhånd.

Samuel Rachlin er forfatter og journalist.