Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Samuel Rachlin: Putin springer ud som konservatismens verdensleder

Mens orkanerne raser over hav og land langs Amerikas kyster og fra Det Hvide Hus ud over hele det politiske system i USA, ånder alt ro og fred over Kreml, hvorfra Vladimir Putin iagttager sceneriet både ude og hjemme. Uforstyrret af verdens larm og postyr forbereder han sin valg­kampagne i marts 2018 og sin fjerde embeds­periode som Ruslands præsident efter foreløbig 18 år ved magten.

Alt imens går hans modstandere og kritikere under jorden eller flygter til udlandet for at redde livet. Og mens Donald Trump tager endnu en runde med Kim Jong-un og fortsætter sit opgør med TV-værter og amerikanske fodboldstjerner om nationalhymnen og det amerikanske flag, arbejder Putin og hans team støt videre med at destabilisere verden. Det sker med krig og daglige træfninger i Østukraine, hybridkrig og cyberkrig mod de vestlige demokratier, spredning af fake news og udbygning af russisk indflydelse via de russiske mindretal i udlandet og de yderliggående national­konservative partier og grupperinger, der har fattet sympati for Putin og hans form for magtudøvelse.

Det er ikke nogen tilfældig alliance. Putins spindoktorer har i flere år positioneret den russiske præsident ikke blot som konservativ, men som verdens­konservatismens ledende figur. De taler om hans nykonservative kurs i lyset af venstrefløjens krise. Her er der ikke noget at komme efter, men Kreml har i årevis set de nationalkonservative populister som de mest lovende alliancepartnere.

Putin har fulgt den linje og sikret sig succes takket været striben af udenrigs­politiske resultater, siger hans talsmænd og PR-folk, og ved at følge en politik, der lægger vægt på de traditionelle ideer og normer, bl.a. når det drejer sig om familieværdier. Kremls ny-konservative mantra har vakt genklang blandt Europas og USAs højrepopulistiske kræfter, der drager til Moskva for at holde konferencer og råd­slagninger med deres ligesindede og hylde deres fælles værdier og tankegods.

Putins vestlige sympatisører fra den nationalkonservative lejr taler ikke kun om overbærenhed over for Rusland, ophævelse af sanktionerne, og at man skal lade være med at dæmonisere Putin efter annekteringen af Krim og krigen mod Ukraine. De slår til lyd for, at man skal se Putin som en allieret, som f.eks. Marie Krarup gang på gang har gjort det i danske medier. Mængden af eksempler på russisk indblanding ved hjælp af hacking er overvældende, men bliver afvist af Kreml som ren indbildning og enten ignoreret eller bortforklaret som hysteri af Putin-Verstehere og medløbere i Vesten. En af forklaringerne fra Moskva er, at det er Ukraine og ikke Rusland, der står bag hackerangrebene under den amerikanske valgkamp.

Det er gradvis lykkedes Putins vestlige sympatisører at sløre billedet af en russisk leder, der har krænket international ret, invaderet en suveræn stat og for første gang siden Anden Verdenskrig annekteret et større landområde midt i Europa. Målet for Putins vestlige sympatisører er at gøre ham stueren igen, mens Moskva arbejder på at undergrave Vestens politiske system indefra og tilintetgøre den liberale verdensorden, som Kreml og Vestens yderliggående nationalkonservative ser som det største onde og den største trussel.

Klapjagten er gået ind

Lige som ved de tre foregående præsident­valg, som Putin stillede op til, fører han ikke nogen traditionel valgkamp, men øger blot sin synlighed i medierne. Han har tidligere forklaret, at det er under en præsidents værdighed at deltage i politisk mudder­kastning. Derfor stiller Putin aldrig op til politiske debatter eller ukontrollerede vælgermøder.

Til gengæld er klapjagten gået ind på kritiske journalister, kunstnere og politiske modstandere. Folk, der har delt system­kritiske betragtninger på de sociale medier, er blevet arresteret og truet med repressalier. En af Ruslands kendteste Kreml-kritiske journalister, Julia Latynina, har i al hast forladt Rusland med sin familie efter gentagne overfald, ildspåsættelser og trusler på livet. En berømt teaterinstruktør, Kiril Serebrennikov, er under husarrest anklaget for bedrageri i millionklassen i en uigennemskuelig sag med politiske undertoner. Tidligere økonomiminister Aleksej Uljukajev står anklaget i en højtprofileret korruptions­sag med tråde til Kreml, sikkerhedstjenesten, FSB, og en af Putins nærmeste allierede, den magtfulde boss for olieselskabet Rosneft, Igor Setjin. I fredags blev systemkritikeren og oppositionspolitikeren, Aleksej Navalnyj, arresteret, da han var på vej til et valgmøde i en provinsby. Navalny prøver også at stille op som kandidat til præsidentvalget. Mødet blev aflyst, og Navalnyj blev løsladt efter en dag med besked om at møde i retten. Det ligner en klassisk opvarmning til et russisk præsidentvalg.

Putin holder sig præsidentagtigt på afstand af det hele, og har endnu ikke officielt bekræftet, at han overhovedet stiller op. Men når man som Putin har vind i sejlene med støtte fra over 80 procent af vælgerne og kan se tilbage på endnu et strålende regeringsår, er sandsynligheden stor for, at han stiller op. Lige som ved de foregående valg vil han med vanlig ydmyghed og beskedenhed meddele sine vælgere, at han har lyttet til folkets røst og ladet sig overbevise om, at det vil tjene nationens interesser bedst, at han stiller op. Mens orkanerne raser rundt omkring i verden, kan de russiske vælgere ånde lettet op og se frem til endnu en valgperiode med stabilitet og tryghed frem til 2024, så Putin kan gøre Rusland stort igen.