Børnene tager magten i familien. Berlingske har i en række temaartikler afdækket, hvad alle ved, men ingen tør sige højt - og da slet ikke til de detroniserede forældre. Men bedsteforældrene hvisker det til hinanden, når de tungt udmattede ligger strakt ud på sofaen efter endeløse feriedage med den unge familie. Det vil sige, bedstemødrene hvisker det til deres veninder, mens bedstefædrene bliver maskulint irritable. En sådan bedstefar ringede forleden efter det store rykind af børn, børnebørn, aupairs, hunde og høns og forklarede mig vredladent, at det egentlig ikke var al rodet, støjen og forvirringen, men det var manglen på samtale, der frustrerede ham. Hver gang han havde forsøgt sig med lidt samtale med en svigersøn, var denne blevet afbrudt af et barn. I stedet for at prioritere svigerfar, sprang svigersøn beredvilligt af sted på barnets ordre. Nu kan det jo være noget personligt, men har man først fået blik for bedsteforældre-historierne, hober de sig op. Fortællingerne er enslydende: Børneforældrene tror, at vi alle er enige om, at smilet på deres børns ansigter er det højeste gode, og enhver må selvfølgelig bidrage med det, man kan. Konflikter bør for enhver pris undgås, og voksnes behov som det naturligste tilsidesættes. Der er dømt undtagelsestilstand, som havde samtlige børn permanent 40 i feber. Det kan ingen holde ud mere end et par uger ad gangen, og det er grunden til, at et nyt usympatisk ord har vundet indpas i danske parforhold: ’alenetid’. Alenetid kaldes den tid, hvor forældrene er fri for børn. Egne børn, sammenbragte børn og naboens børn. Alenetid er, når far og mor for en tid lægger forklædet, baderingen og godheden fra sig for at slappe af i hovedet. Alenetid er blevet et åndehul, den moderne forælder tillader sig, men som årene går, og det bliver stadig mere uoverskueligt at være ulønnet medarbejder i servicesektoren hjemme hos en selv, bliver alenetid virkelig alene, for så holder mor og far alenetid, hver for sig. De er nemlig hver for sig så indebrændt over, at den anden ikke hjælper mere, løfter mere og viser større forståelse. Svigtet føler de sig hver for sig, men faktisk er de ikke svigtet af hinanden, men svigtet er de ganske rigtigt.

Svigtet er de af en tidsånd, der tog sin begyndelse i 70erne og ikke har forladt os endnu. Denne åndelige 70-aflejring går kort sagt ud på, at man kan gå gennem livet uden at der opstår konflikter, uden at nogle bliver vrede og alle altid er glade. Forældre skal i særlig grad, fordi de har ansvaret for de søde små, gro englevinger, og de må aldrig misbruge deres magt, men skal til enhver tid finde løsninger i fællesskab med barnet og dets behov. 68-opgøret gik som bekendt ud på at gøre op med småborger-facaden, men man satte et nyt hykleri i stedet: Samtale-hykleriet. Forestillingen om, at den, der har magten, ikke må bruge den, før alle er glade for den fælles beslutning. I de hedengangne kollektiver var det et hævdvundet princip, der reelt resulterede i, at de, der kunne holde sig længst vågne og mest klarhovede gennem hashtåger og spiritusindtag, vandt diskussionen. 68 lærte os, at de, der har magten, er de onde, og de, der bliver undertrykt, er de gode. Ingen forælder vil være de onde, så børnene får magten - og holder de sig vågne længe nok, får de også ret.