Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Salvinis EU-bevægelse udstiller den hvide mands byrde

Den nye højrenationalistiske gruppering i EU giver ingen svar på, hvordan de vil håndtere grænseoverskridende udfordringer som klima og skattesnyd eller sikre vækst. »Vi er nogen, der har lidt vanskeligt ved at se, hvad der er at glædes over,« skriver Marlene Wind.

Italiens Matteo Salvini står i spidsen for en ny højrenational fraktion, som forleden samlede ligesindede i Milano. Fra venstre er det Olli Kotro fra De Sande Finner, Joerg Meuthen fra tyske Alternative für Deutschland, den italienske indenrigsminister, Matteo Salvini, samt danske Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti. Fold sammen
Læs mere
Foto: EPA/DANIEL DAL ZENNARO

Når vi ser tilbage på valget af Trump og Brexit, vil det, der står tilbage, ikke bare være, hvor mange der tog fejl af omfanget og styrken af den vrede, som den hvide middelklasse følte mod det etablerede politiske system. Det blev også starten på en selvransagelse blandt journalister og kommentatorer, som havde været så sikre på, at de vidste, hvad der rørte sig blandt helt almindelige mennesker.

Hurtigt blev vi derfor præsenteret for en helt ny fortælling om, hvordan folket i virkeligheden havde rejst sig i legitim protest mod det elitære establishment, som i årtier havde presset globaliseringen ned i halsen på dem mod deres vilje.

De nye bevægelser var, hed det, en sund korrektion til de indspiste eliter. I stedet for at kritisere deres holdninger, skulle vi derfor »forstå populismen«. Den vrede hvide mand blev nu symbolet på de nye krænkede, som var blevet misforstået, og som det var synd for.

Foto: Ricky John Molloy.

Det nye »sort« er derfor i dag at omfavne Salvini, Orban, Le Pen – og Trump – for de blev valgt af det folk, som vi alle havde fejllæst. Mens omfavnelsen af højrefløjen i Danmark for længst er old news, skal dette nye narrativ først nu stå sin prøve i Europa ved Europa-Parlamentsvalget.

Op til valget søger den vrede hvide mand nemlig genoprejsning. Italiens Matteo Salvini inkarnerer denne bevægelse og står således i spidsen for en ny højrenational fraktion, som forleden samlede ligesindede i Milano.

Reformation indefra

De Sande Finner, tyske AfD samt Dansk Folkeparti mødte op, selvom DF tidligere har forsvoret at gå sammen med Europas yderste højre. De europæiske højrepartier, der hidtil har været spredt på tre grupper i Europa-Parlamentet, håber, at de ved også at få Le Pen og Orban ind i folden kan tage kampen op med Parlamentets to hidtil dominerende grupper af konservative og socialister.

Polens Kaczynski og Sverigedemokraterne har dog sagt pænt nej tak til det nye selskab, især på grund af den nye alliances pro-russiske holdninger.

Men hvad er det så egentlig, de vil, og kan de blive enige? En af de stærkeste forsvarere for den vrede hvide mands oprør mod de globale eliter er Venstre-folketingskandidaten Anna Libak. Hun skrev forleden her i avisen, at vi bør glæde os over, at Salvini og Co. vil »reformere« EU indefra.

Marlene Wind

»Bortset fra de sædvanlige slagord får vi ikke noget at vide om, hvordan de vil håndtere grænseoverskridende udfordringer som klima og skattesnyd eller sikre vækst og arbejdspladser til de mange, der stemmer på dem.«


Ja, vi skal nærmest være taknemmelige for, at den omtalte alliance nu ikke længere vil forlade EU, men i stedet søge alliancer indenfor. Det fremgår imidlertid hverken af Libaks indlæg eller det, DFs Anders Vistinsen skrev i Ræson, hvad det er for bud, alliancen har på Europas fremtid, ud over den sædvanlige gamle traver om færre asylansøgere og mindre magt til Bruxelles.

Skræmt af Brexit ønsker Salvini og Le Pen nemlig ikke bare at blive i EU, som Libak skriver. De vil end ikke ud af euroen, selvom Salvini nægter at overholde EU’s budgetregler. Men bortset fra de sædvanlige slagord får vi meget lidt at vide om, hvordan de vil håndtere grænseoverskridende udfordringer som klima og skattesnyd eller sikre vækst og arbejdspladser til de mange, der stemmer på dem. Vi får heller ikke besked på, hvordan disse udfordringer kan løses med mere nationalstat og mindre union.

Putin-orkestrerede kampagner

Det samme gælder immigration fra Nordafrika, som er faldet 90 pct. siden 2015, og som næsten alle regeringer er enige om skal håndteres – og helst i fællesskab. Her er Salvinis nye alliance kun enige om at holde emnet i kog og italesætte det som et fortsat stort problem.

Ligesom den britiske højrefløj, der opildnede »folket« til at stemme leave, hvorefter den flyttede egne investeringer ud af landet og skaffede europæiske pas til egne familiemedlemmer, så de aldrig selv mærker konsekvenserne af Brexit, har flere i den nye europæiske højrealliance et yderst pragmatisk forhold til andre folks penge.

Således er både Le Pen, DF og Orban i fedtefadet for misbrug af EU-midler. Så trods den nye fortælling om, at populisterne repræsenterer det ægte folk og den forsmåede hvide mand, er vi nogen, der har lidt vanskeligt ved at se, hvad der er at glædes over. Især når alliancen om lidt sætter deres Putin- og Bannon-orkestrerede kampagner i omdrejninger op til EU-valget.

Marlene Wind, professor på statskundskab og på iCourts på jura, Københavns Universitet. Hun er det kommende år bosiddende i Bruxelles og gæsteprofessor på Leuven Universitet i Belgien.