Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sagaen om de tynde modeller

Henrik Day Poulsen, Psykiater, ph.d. Fold sammen
Læs mere

Af Henrik Day Poulsen

Psykiater, ph.d.

Denne uge har stået i modeugens tegn. Mode er en vigtig eksportvare for Danmark og en mulighed for at få international opmærksomhed på. Frankrig og Italien har længe forstået modens magt og de seneste år har mange danskere bevæget sig fra fodformede sko og hængerøv til at være rimelig velklædte.

Siden det antikke Grækenland har mennesket søgt efter den perfekte krop. På keramikkrukken, maleriet og skulpturen. Mode er kunst. Nogle gange legendarisk kunst som f.eks. Coco Chanels tweedjakker og Hermés Birkin taske. Mode skal vises frem og det kræver modeller.

Igen i år er diskussionen dukket op, om hvorvidt modellerne er for tynde og ligefrem syge. Anoreksi er en alvorlig psykisk sygdom med høj dødelighed og alvorlige komplikationer som knogleskørhed, tandskader og infertilitet. De sidste årtier er gennemsnitsvægten for modeller faldet dramatisk og mange har påpeget, at modeindustrien bærer ansvaret. Men hvornår er man for tynd? Lægeligt set måles det som et body mass index (BMI), som hos normale ligger mellem 20-25.

I sommer blev jeg helt tilfældigt på Hotel Sachers bar i Wien placeret ved siden af Kate Moss og Vivienne Westwood, så jeg kunne betragte en supermodel på nært hold. Moss var tynd, men ikke afpillet. Grænsen er dog hårfin og flere modeller på catwalk ser faktisk afpillede ud, det kræver en enorm disciplin at være så tynd. Maden skal planlægges og synder man blot få gange, skal man straks kompensere ved at holde igen. Det kan hos nogle udvikle sig til egentlig tvangspræget adfærd, hvor man undgår at spise med andre for at skjule sine særprægede vaner. Rygning nedsætter appetitten og er en meget usund måde at holde sig slank på.

Men også mandlige modeller lider. For nylig så jeg Versaces herre-sommerkollektion og stort set alle modeller var så veltrænede, at de lige som de tynde piger må holde en streng diæt suppleret med store mængder træning og hos nogle anabolske steroider. Sidstnævnte har alvorlige bivirkninger som kræft, hjertesygdom, impotens og temperamentsmæssige problemer.

MODELLERNE VÆLGER selv deres arbejde. Branchen er hård og Berlingske har i sidste uge skrevet om underbetaling og dårlige arbejdsforhold. Modehusene vælger selv deres modeller. Men vi som kunder vælger jo også. Vi nyder den glamour, som modens univers tilbyder. Jeg er ikke bedre, end at jeg i udlandet ofte ser Fashion TV og ærgrer mig over, at kanalen ikke er en del af TCDs pakke. Jeg bliver selv påvirket af reklamer for tøj og parfume, hvor tynde kvinder og muskuløse adonisser har sultet sig for at tilfredsstille min appetit på skønhed. Så jeg har også en del af ansvaret. Jeg kunne vælge det fra, men lader mig lokke.

Derfor er det forkert kun at kritisere modeindustrien. Ja, de skaber illusionen om den perfekte kvinde og mand, men var der ikke kunder til illusionen, ville den dø ud. Uden sammenligning i øvrigt var der heller ingen prostitution, hvis der ikke var kunder.

Skal vi så gå tilbage til 1970’ernes hængebryster, lilla ble og give pokker i stil, duft og mode? Nej, det ville være uciviliseret og uoriginalt. Vi skal have lov til at nyde den skønne kvinde og den lækre mand. Men vi skal forlange, at modeller arbejder under rimelige vilkår. Det er med skønhed som med Billed Bladet. Kun få indrømmer, at de tager et fix engang imellem.