For 15 år siden blev verdens lande enige om 2015-målene, et ambitiøst sæt mål, der skulle bekæmpe fattigdom, sult, sundhedsproblemer og manglende uddannelse. Målene har guidet international bistand og har for det meste ført til en bedre verden, skønt der stadig er meget, der skal gøres.

For fremtiden er der nogle, der argumenterer for, at vi bør fortsætte med de få præcise mål fra før, siden vi tydeligvis ikke har overvundet hverken fattigdom eller sundhedsproblemer. Andre påpeger, at problemer som miljøet og social retfærdighed også har brug for opmærksomhed. Min tænketank, Copenhagen Consensus, hjælper med at informere om denne diskussion. Vi har bedt nogle af verdens topøkonomer og nobelprismodtagere om at udarbejde analyser inden for alle større udfordringsområder og anslå de økonomiske, sociale og miljømæssige omkostninger og fordele ved forskellige mål. De kommer blandt andet frem til, at vi i højere grad bør fokusere på energi.

Brugen af træ og kul i dampmaskiner indledte den industrielle revolution, der førte til nutidens velstående, moderne samfund. Pålidelig og billig energi er selvfølgelig lige så vigtig for nutidens udviklingslande og vækstøkonomier, som det var for os. Kinas økonomi er, mest drevet af landets femdobling i brugen af kul, vokset 18-fold over de sidste 30 år, mens den har løftet 680 millioner mennesker ud af fattigdom.

Den såkaldte »energistige« er en måde, hvorpå man kan visualisere udviklingstrin. Den begynder med det, vi kalder traditionelle biobrændstoffer – brænde, møg og affald fra afgrøder. Næsten tre milliarder mennesker bruger disse til madlavning og indendørs opvarmning, hvilket forurener så meget, at Verdenssundhedsorganisationen anslår, at det fører til ét ud af 13 dødsfald på planeten.

Det næste trin på stigen er »overgangsbrændstoffer« såsom petroleum og kul. Energistigens øverste trin er elektricitet, som heldigvis ikke skaber forurening inde i hjemmet, men fordi elektricitet ofte drives af fossile brændstoffer, bidrager det til problemet med global opvarmning. Derfor foreslår nogle, at udviklingslandene bør springe det fossile trin over og gå direkte til ren energi. Eksempelvis annoncerede vores egen statsminister Helle Thorning-Schmidt for nylig i New York, at Danmark vil bruge 400 millioner på at hjælpe udviklingslandene med at reducere deres udledning af drivhusgasser.

Problemet er, at ren vedvarende energi i de fleste tilfælde er ineffektiv. OECD anslår, at verden bruger mindst 11 milliarder dollars af den samlede udviklingsbistand bare på at reducere udledningen af drivhusgasser. En stor del af dette er gennem vedvarende energi, såsom vind, vandkraft og solenergi. Det kan give elektricitet – om end sporadisk – til omkring 22 millioner mennesker. Men hvis de samme penge blev brugt til gas-elektrificering kunne vi løfte næsten 100 millioner mennesker ud af mørke og fattigdom. Hvad skal prioriteres? Lavere CO2-udledning eller fattigdomsbekæmpelse?

Det viser sig, at der er smarte måder, hvorpå man kan hjælpe på begge fronter, uden at klimakampen udkæmpes på bekostning af de fattige, siger Isabel Galiana og Amy Sopinka, de to økonomer, der skrev hovedartiklen om energi for Copenhagen Consensus, men det kræver, at vi sætter de rette energimål.

Afbrænding af brænde og møg over indendørs åben ild er ineffektivt og forårsager forfærdelig luftforurening. Over fire millioner mennesker dør hvert år af luftvejssygdomme på grund af røgen fra indendørs åben ild. Ved at tilvejebringe renere madlavningsfaciliteter – effektive komfurer, der drives af flaskegas – ville man forbedre sundheden, øge produktiviteten, lade kvinder bruge tid på at tjene penge og give børn tid til at gå i skole.

De økonomiske fordele ved at få alle til at gå bort fra møg og træ er lige så betydelige som dem ved menneskeligt velfærd: over 500 milliarder dollars hvert år. Omkostningerne vil være betydeligt lavere. Med tilskud til at købe komfurer ville de årlige omkostninger være omkring 60 milliarder dollars. Hver krone brugt ville give fordele for næsten ni kroner, hvilket er en virkelig god måde at hjælpe på.

Mens ren madlavning er vigtig, kan elektricitet bringe andre fordele. Eksempelvis kan klinikker nedkøle lægemidler, og vand kan pumpes fra brønde, så kvinder ikke behøver at gå flere kilometer for at hente det.

Værdien af at skaffe elektricitet til alle er omkring 380 milliarder dollars om året. Det er mere vanskeligt at regne omkostningerne ud. For at levere elektricitet til alle ville der være brug for, hvad der svarer til 250 flere kraftværker, men mange landdistrikter er måske bedst tjent med solpaneler og batterier. Det er ikke en ideel løsning, men ville stadig være nok til at forbedre folks liv overordentligt. De samlede omkostninger er nok omkring 75 milliarder dollars om året. Det gør stadig gavn for fem kroner for hver krone brugt.

Hvis vi samtidig ønsker at bekæmpe den globale opvarmning, er der nogle mål, vi bør passe på med, mens andre er fantastiske. Et prominent mål foreslår en fordobling af verdens andel af vedvarende energi, især sol og vind, men det viser sig at være en ineffektiv udnyttelse af ressourcer. Produktionen af vedvarende energi er uforudsigelig, hvilket gør det dyrt, og omkostningerne ventes at være større end fordelene.

Til gengæld bruger verden 548 milliarder dollars på at støtte fossile brændstoffer, næsten udelukkende i lande i den tredje verden. Det dræner de offentlige budgetter og forhindrer dem i at levere sundhed og uddannelse samtidig med, at det fremmer højere CO2-emissioner. Desuden hjælper benzintilskud mest rige mennesker, fordi de er de eneste, der har råd til en bil. Det ville være et fænomenalt mål at udfase støtte til fossile brændstoffer, fordi det ville skære i CO2-udledningen samtidig med, at det sparer penge, der kan gå til andre og bedre offentlige formål. Økonomerne skønner, at hver krone i udgifter ville gavne klimaet og det offentlige for over 15 kroner.

Med mål, der i den grad giver høje afkast, er det tydeligt, at energimål – hvis de vælges omhyggeligt og ikke blot efter, hvad der føles godt – helt afgjort bør være en del af verdens løfter for de næste 15 år.