Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sabotage ved afbrydelse

Eva Agnete Selsing debat Fold sammen
Læs mere

Det er ingen nyhed, at de talende bliver afbrudt og afbryder hinanden på radio og i TV. Som debattør får man ofte at vide af producenterne af diverse programmer, at lyttere og seere ikke kan udstå, når der tales i munden og afbrydes – og alligevel gør de fleste det i ny og næ, deriblandt undertegnede. Og det skal der være plads til, inden for rimelighedens grænser.

Men det lader dog til, at afbrydelsen – særligt som sabotagetrick – har fået et nøk opad i den senere tid. Både fra politikere og meningsdannere selv og fra værter, som hygger sig med den form for revolverjournalistik, der umuliggør en meningsfuld udveksling.

Vi så det irriterende tydeligt under de store dueller mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen i valgkampen. Det var afgjort en retorisk strategi fra Thorning at forsøge at hyle Løkke ud af den ved ikke at lade ham tale.

Interessant var det også, at programværterne ikke fandt det problematisk, at den ene part opførte sig som en opkørt teenager, mens den anden var tynget af den debatpli, som burde høre voksenalderen til.

Forleden var Zenia Stampe så i debat med Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth. Det var rædselsfuldt: Her så man både en respektløs debattør – Stampe – og en vært, der fro faciliterede denne aggressive sabotage-ved-afbrydelse. Skamløse Stampe kværnede løs. Afbrød konsekvent. Var som i en monologisk-hysterisk trance. Og lykkedes desværre delvis med at forhindre Knuth i at tale.

Et tredje eksempel var Deadline i sidste uge, hvor Martin Krasnik havde minister Inger Støjberg i studiet om Venstres økonomiske asylstramninger. Det samme spørgsmål blev stillet ad nauseam; og når Støjberg roligt forsøgte at svare, blev hun afbrudt. Konstant. Enten ville værten ikke høre Støjbergs svar, eller også ville han ikke have, at hun svarede, slet og ret.

Måske det er et tilfælde, at det her er borgerlige, der holder sig på måtten og debatterer som voksne mennesker – måske ikke. Vi kan i hvert fald konstatere, at det ofte er venstrefløjens fortalere for den pæne tone – alle dem, der i kor messer hyldester til »det samtalende demokrati« – der kagler af fryd, når endnu en borgerlig skal løbe verbalt hækkeløb over for udisciplinerede værter og moddebattører. Der er faktisk tale om destruktion af selve den »samtale«, som tone- og dialogfolket ellers hævder at elske.

Og det kan man så tænke sit over, ikke mindst ideologisk. Vi kan jo se, at afbrydelser bruges som sabotage, og at de ikke sjældent, både fra politikere, debattører og journalister, har en rød slagside. Da er det nærliggende at tænke, at afbrydelsen simpelthen er blevet en ny metode til meningsundertrykkelse fra de lækre, privilegerede klasser.

I 1990erne og op til i dag har disse Marie Antoinetter forsøgt udskamning som redskab til at lukke munden på almindelige danskere og borgerlige, særligt i indvandrerdebatten. Men nu går den snart ikke længere; virkeligheden i al dens konfliktfyldte ubehagelighed trænger sig for meget på. Så nye greb må til. Afbrydelserne, altså dette verbalt at forhindre modparten i at komme til orde, er et sådant greb.

Et borgerligt modgreb må være at sige fra. Undlad at deltage i programmer, hvor der afbrydes konstant. Sig nej til at diskutere med de skamløse. Afvis de mest romerlysagtige værter. Insistér på fairness og uhildethed; det skylder vi både seere, lyttere og os selv.