Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sådan løses skandalen i hjemmeplejen

Karen Jespersen: Der er i dag nogle barrierer i loven, som kommunerne kan bruge til at holde de private leverandører ude. De skal væk. Det vil KL og fagbevægelsen måske protestere over. De er helst fri for konkurrence. Men skal den offentlige sektor indrettes til gavn for borgerne, så er der ingen vej uden om de tre Ker: Kultur, konsekvens og konkurrence.

For halvandet år siden gjorde jeg selv som velfærdsminister opmærksom på, at det sociale arbejde i Københavns Kommune sejlede, og jeg tilbød et samarbejde om at rette op på forholdene. Den eneste reaktion, jeg fik, var, at nogle københavnske delegerede på KLs årsmøde begyndte at buhe af mig. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stik dem en Cavling-pris. To journalister på TV2 har gjort en fremragende indsat med at afdække skandalen i den københavnske hjemmepleje. Aften efter aften har vi set, hvordan ansatte i hjemmeplejen har snydt ældre mennesker og psykisk syge for den hjælp, de har krav på. I stedet for har de brugt en stor del af arbejdstiden på at dalre rundt med private gøremål. Det hele er blevet skjult med regulær svindel, og en uhørt slendrian med timelange pauser er tilsyneladende almindelig blandt de ansatte.

Problemerne med hjemmehjælpen i Københavns Kommune er ekstreme. Men som TV2 har dokumenteret findes den slags også flere andre steder. Samtidig er der bredere problemer i den offentlige sektor, som man er nødt til at gøre noget ved. På folkeskolen område har Berlingske Tidendes bragt en række artikler, der dokumenterer, hvor galt det indimellem står til. Det drejer sig mere generelt om for dårlig styring. Derfor er der brug for en mere selvkritisk proces i det offentlige, der kan afdække, hvordan vi kan bruge skatteydernes penge til gavn for borgerne.

Men her støder man allerede på den store barriere, at viljen til selvkritik er begrænset. Det oplevede Charlotte Andersen, som Berlingske Tidende skrev om i går. Som gruppeleder i hjemmeplejen i København greb hun ind over for to ansatte, der snød med hjælpen til svage borgere - men endte selv på anklagebænken.

Dette reaktionsmønster findes på mange planer. For halvandet år siden gjorde jeg selv som velfærdsminister opmærksom på, at det sociale arbejde i Københavns Kommune sejlede, og jeg tilbød et samarbejde om at rette op på forholdene. Den eneste reaktion, jeg fik, var, at nogle københavnske delegerede på KLs årsmøde begyndte at buhe af mig. Det var ikke bare ubehøvlet. Det var udtryk for en inderlig modvilje mod at gøre noget ved problemerne.

Derfor giver jeg heller ikke fem flade øre for den såkaldte »tilbundsgående undersøgelse«, som Københavns Kommune nu hårdt presset bebuder, de vil lave. Selv i bedste fald vil den højst kunne sige noget om problemernes omfang. Men den vil ikke tage fat på det, der til syvende og sidst er nøgleproblemet, nemlig at der er noget rivende galt med styringen af den offentlige sektor. Skal det ændres, er man nødt til at gøre op med den vanvittige måde den politiske debat om den offentlige sektor ofte bliver ført på. Vi har aldrig brugt så mange penge på den offentlige sektor som nu. Men samtidig påstår Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, fagbevægelsen og mange kommunalpolitikere, at hovedproblemet er for få penge. Når noget går galt i kommunerne, bliver »nedskæringer« brugt som standardbegrundelse.

I virkeligheden skriger det til himlen, at det er måden, man organiserer den offentlige sektor på, der er langt det største problem. Det fremgår også af de store forskelle, der er på, hvor godt man gør det i de enkelte kommuner, og hvor meget man får ud af pengene.

Hvor er det så, man skal sætte ind? Det er på tre områder: Kultur, konsekvens og konkurrence.

Nu bliver der talt meget om en rådden kultur i hjemmeplejen. Og det er helt rigtigt, at der er noget bragende galt med kulturen, når man svigter ældre og svage borgere. Man skal gøre alt, hvad man kan for at præge den i en anden retning. Men det er ikke nok sådan i al abstrakthed at tale om en anden kultur. Der skal være en forestilling om, hvad man mere konkret gør.

Selve den måde, debatten har været ført på, er en bremse for at ændre kulturen. Blandt andet har man diskuteret på den præmis, at offentligt ansatte, eksempelvis hjemmehjælpere, pr. definition er rene engle. Der er ingen, der er rene engle. Derfor har man i velfungerende systemer nogle mekanismer, der sikrer, at folk faktisk udfylder de arbejdsfunktioner, som de har. Det kræver ledere, der virkelig er uddannede til at være ledere og ikke bare administrere på de ansattes præmisser.

Et godt ledelsessystem er i øvrigt kendetegnet ved, at der er en klar fordeling af ansvaret, og at den, der har ansvaret sørger for, at der bliver fulgt op på beslutningerne, og at de nødvendige konsekvenser bliver draget, hvis noget ikke fungerer. Før i tiden cyklede lederne ofte rundt for at se, hvordan det stod til ude hos borgerne. Så enkelt kan det være at lave opfølgning. I dag har man indtryk af, at en del ledere slet ikke kommer ud blandt dem, der får hjemmehjælp. Skandalen i hjemmeplejen er et skoleeksempel på, at der netop ikke bliver fulgt op på beslutningerne, at selv grove svigt ikke får konsekvenser, og at det er helt tåget, hvem der har ansvaret for hvad.

Hele det offentlige system skal meget klarere være bygget op efter, at politikerne udstikker nogle mål for hvilken hjælp for eksempel de ældre skal have. Derefter må der ikke være tvivl om, at det er lederne i de enkelte institutioner, der har ansvaret for at føre målene ud i livet. En leder skal være en, der melder op i systemet, at alt er som det skal være og tager ansvaret for, at det er det. I dag lyder det alt for ofte, at det »kommer helt bag på mig«. Hvis lederne ikke kan præsentere de resultater, der viser, at det fungerer, som det skal, så må de fyres, eller også må kommunalbestyrelsen finde en anden institution, der kan levere varen. Muligheden for at vælge en anden til at løse en opgave gør det netop muligt at sikre, at der har konsekvenser, hvis man ikke påtager sig sit ansvar og løser de opgaver man skal. Derfor er det vigtigt at der er en lov, der styrker konkurrencen i den offentlige sektor. Hvis socialministeren og indenrigsministeren kigger i skufferne, vil de finde nogle forslag fra mig til at ændre lovene på disse punkter.

Der er i dag nogle barrierer i loven (den såkaldte godkendelsesmodel) som kommunerne kan bruge til at holde de private leverandører ude. De skal væk. Desuden skal de offentlige leverandører (det er eksempelvis ældrecentre, hjemmeplejen, børnehaver, døgninstitutioner) have større selvstændighed med egen bestyrelse.

Det vil KL og fagbevægelsen måske protestere over. De er helst fri for konkurrence. Men skal den offentlige sektor indrettes til gavn for borgerne, så er der ingen vej uden om de tre Ker: Kultur, konsekvens og konkurrence.