Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sådan kan vi skaffe flere job til kandidater

Universiteternes produktion af kandidater er i dag kun til en vis grad indrettet på de jobs, som efterspørges på arbejdsmarkedet. Det er tit noget, som afføder kritik i den offentlige debat. Denne kritik er ikke altid fair.

Peter Nedergaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Universiteterne er i dag i hovedsagen finansieret i kraft af deres produktion af kandidater. Den kends­gerning er blevet forstærket over årene, efterhånden som basis­bevillingerne er blevet stadigt mindre, og de såkaldte STÅ-bevillinger stadigt vigtigere. (STÅ er bevillinger afhængig af, hvor mange eksaminer de enkelte studerende består).

Incitamenter virker som regel, og de ændrede bevillingssystemer har medført, at universiteterne i dag i langt højere grad end tidligere har opmærksomheden rettet mod at producere nye kandidater. Det har givetvis positive virkninger, at man i den grad fokuserer på at få de studerende gjort færdige til arbejdsmarkedet.

Omvendt risikerer det at have den negative virkning, at al koncentration drejer sig om udbuddet af kandidater. Derimod er der ikke automatisk og nødvendigvis mekanismer, som tager hensyn til, om kvaliteten af uddannelsen er tilstrækkeligt god, og om der er jobs i den anden ende til de mange kandidater, som forlader universitetet.

Flere muligheder

Hvis politikerne er interesseret i, at flere universitetskandidater får gode jobs, kan man gøre flere ting.

Grundlæggende skulle man i højere grad finansiere universiteterne efter, om kandidaterne fik ansættelse i uddannelses­svarende jobs. Hvis det skete, ville de institutter, som leverede for mange kandidater til AC-arbejdsløshedsstatistikken, hurtigt blive meget bevidst om, at man skulle udbyde fag, der var en jobmæssig efterspørgsel efter. Alternativet var indskrænkning, og incitamenter virker som sagt.

Noget, som efter alt at dømme også er med til i højere grad at bringe flere universitets­kandidater i jobs, er, hvis undervisningen er forskningsbaseret. Det betyder, at fastansat personale med forsknings­forpligtelser i så høj grad som muligt skal bidrage til undervisningen af de kommende kandidater.

I mange år har ikke mindst de statslige forskningspuljer muliggjort, at netop forskerne på universiteterne har kunnet frikøbe sig helt fra undervisningen i kortere eller længere tid. Det er selvfølgelig rart for den enkelte forsker, men under­visningen af de studerende lider sandsynligvis på grund heraf. Intet for­hindrer endvidere, at man altid knyttede en undervisningsforpligtelse til modtagelsen af statslige forskningspenge.

Universiteternes produktion af kandidater er i dag kun til en vis grad indrettet på de jobs, som efterspørges på arbejdsmarkedet. Det er tit noget, som afføder kritik i den offentlige debat. Denne kritik er ikke altid fair, for incitamenterne desangående er tilrettelagt politisk. Politikerne kunne imidlertid let ændre på situationen.

Hvis man ville.