Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sådan får vi inklusionen til at virke

I Danmark står vi desværre på inklusionsområdet i den situation, at vi må asfaltere, mens vi kører. Svage elevers faglige og sociale læring fremmes ved, at de bliver sammen med deres klassekammerater, men lærerne mangler kompentencerne til at få det til at ske.

Andreas Rasch-Christensen, Forsknings- og udviklingschef Fold sammen
Læs mere

Camilla forstyrrer i timerne. Hun generer de andre elever. I frikvartererne er Camilla altid alene. Hun forsøger af og til at komme i kontakt med kammeraterne, men bliver afvist. Klasselæreren tænker, at Camilla måske har en mild form for ADHD. Selv om han gerne vil hjælpe, har han ikke redskaber hertil. Det vil måske også kræve meget tid, som går fra de andre børn. Vil det mon være bedre for Camilla at gå på en specialskole for elever med ADHD? Nogle urolige og adfærdsvanskelige elever har fagligt set bedre af at blive i normalundervisningen frem for at skulle på specialskole eller i specialklasse. Udskillelse i specialklasser virker bedst for elever med specifikke indlæringsvanskeligheder og fysiske vanskeligheder, men næppe for Camilla, hvis eneste diagnose er, at hun forstyrrer undervisningen og savner positive relationer til klassekammeraterne.

Op til skolestart har der været udtrykt mange bekymringer, fordi så mange forskellige elever nu skal inkluderes i skolen. Også fra Lone Nørgaard i en kronik i Berlingske 20.2. Hun citerer mig for i en Deadline-udsendelse at have sagt, at man kan organisere sig ud af det. Det er et fejlcitat. Jeg understregede i udsendelsen, at lærerne er den vigtigste faktor for elevers faglige og sociale læring. Følgelig er det der, vi skal investere. Selvfølgelig er den sociale arv af større betydning, men i udsendelsen så vi på skolens mulige rolle. Jeg sagde også, at vi ikke kan tale os ud af udfordringerne på inklusionsområdet, men må handle. I Danmark står vi desværre på inklusionsområdet i den situation, at vi må asfaltere, mens vi kører.

På den ene side viser undersøgelser og erfaringer, at svage elevers faglige og sociale læring fremmes ved, at de bliver sammen med deres klassekammerater. Samtidig har ressourcestærke børn gavn af at lære fra sig. Det skærper deres faglige og sociale kompetencer. At fastholde en elev som Camilla koster penge, men kan på længere sigt spare kommunerne væsentlige udgifter på specialområdet, som så kan tilføres almenundervisningen.

Men på den anden side mangler vi den systematiske kompetenceudvikling af lærere, pædagoger og ledere. Uden den vil inklusionen ikke lykkes. Der er nemlig mange andre elever end Camilla. Følgelig skal lærere og pædagoger være i besiddelse af en meget bred vifte af indsigter i forskellige elevers forudsætninger og behov. ADHD-elever har adfærdsforstyrrelser. Det hjælper ikke at skælde dem ud, fordi de ikke kan erkende deres egne fejl, og de professionelle skal være opmærksomme på ikke at organisere undervisning, så de får for mange stimuli. Autisme kræver andre tiltag, de dygtigste elever skal også udfordres og sådan kunne man blive ved.

Der er nogle helt generelle kompetencer som relationskompetence og klasseledelse, der gavner inklusion i almindelighed. Men der er også de specifikke, der retter sig mod elever med meget specielle behov og diagnoser. Det er fuldstændig utænkeligt, at den enkelte lærer og pædagog kan være i besiddelse af alle de kompetencer, som de nuværende inklusionsindsatser vil kræve. Derfor skal skolens interne og eksterne organisering samt dens ledelse også udvikles. Det er ikke det vigtigste, men nødvendigt.

Lærerne og pædagogerne skal samarbejde med hinanden. Hvis de står alene, kan de føle sig magtesløse over for adfærdsvanskelige elever, men i velfungerende teams kan de sammen drøfte årsager til problemer i klasserne, og hvordan der kan sættes ind over for dem. Hvis man skal have det optimale ud af alle skolens kræfter, skal skolelederen have et analytisk blik på organiseringen: Hvordan sammensættes de bedste teams, så de forskellige kompetencer bringes i spil og supplerer hinanden. Skoleledelse er også teamledelse.

Netop fordi lærere og pædagoger er forskellige, og fordi skoler har forskellige faglige ressourcepersoner som læsevejledere og AKT-lærere, der kan råde med hensyn til adfærd, kontakt og trivsel, skal skolelederen være i stand til at organisere samarbejdet på tværs af kollegiet. De faglige ressourcepersoner skal bruges på tværs af klasser og teams, så deres ekspertiser udnyttes. Men disse organisatoriske greb fungerer kun, hvis de ledsages af en skolefaglig dagsorden. Et team fungerer kun, hvis det har en dagsorden, der vedrører skolens pædagogiske praksis, og inddragelse af de faglige ressourcepersoner fungerer kun, hvis det relaterer sig til, hvordan de kan bidrage til at fremme elevers faglige og sociale læring gennem inklusion. Skoleledelserne skal være aktive i identificeringen af de elever, som kræver ekstra fokus, men de skal også deltage i samtaler, som foregår i teams.

I forhold til inklusion er skolens eksterne støttefunktioner og samarbejdspartnere lige så væsentlige som de interne ressourcepersoner. Indsatser, regler og sanktioner skal udarbejdes for hele skolen og i god tid formidles til forældre. Erfaringer fra forskellige kommuner peger på, at hvis forældre i god tid informeres om, hvorfor deres børn ikke sendes på specialskoler, og hvilke indsatser der sættes i stedet, er der stor forståelse for det, og der opstår en konstruktiv dialog, som gavner alle parter.

Hvor vi tidligere rettede den specialpædagogiske indsats mod den enkelte elev, tænker vi i dag mere fremadrettet og relationelt, når de fleste elevers sociale kompetencer skal fremmes. Undervisning og læring foregår i sociale sammenhænge imellem lærere, pædagoger og elever og mellem eleverne indbyrdes. Bliver elever udelukket eller bare føler sig uden for og anderledes, så lærer de ikke tilstrækkeligt. Hverken fagligt eller socialt. Det er dokumenteret, og det må man tage hensyn til.

Hvis der satses på de nævnte tiltag, kan en elev som Camilla blive i almenundervisningen. Men det vil tage tid og – vigtigst af alt – relativt massive investeringer i lærernes kompetenceudvikling.