Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sådan bryder du den sociale arv

Har du et barn, som du gerne vil have til at springe højere end du selv: Begynd med kompromisløs kærlighed. Det er den mest værdifulde arv at give videre. Så går resten – næsten – af sig selv.

Chefredaktør på Berlingske Jens Grund Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Selvfølgelig kan man bryde den sociale arv. Det er ikke engang svært – hvis man har de rigtige forældre.

Forleden viste en undersøgelse ellers, at Danmark ikke er bedre til at bryde den sociale arv end USA. Er din far ufaglært, er der ca. 20 pct. sandsynlighed for, at du får en videregående uddannelse. Jeg er en af de 20 pct. Min far var lastbilchauffør det meste af sit liv og gik ud af 7. klasse. Alligevel gik mine to søskende og jeg ind ad en universitets-portal frem for at blive ufaglærte eller håndværkere.

Da jeg læste den nye undersøgelse, spekulerede jeg på, hvorfor jeg fik en videregående uddannelse i modsætning til de fleste af mine kammerater. Svaret er: Min far og mor. Det første er naturligvis, at de kodede mig med evnerne fra fødslen. Det andet er, at de vandede mig: lige fra mors højtlæsning, bunken af Pixi-bøger, ugens højdepunkt, Anders And, og senere til reolerne med børnebøger og ungdomsromaner på biblioteket.

Kærligheden til fordybelse skylder jeg min mor. Min far kunne blive rasende over hendes evne til at fortabe sig i en bog – næsten umulig at råbe op. Viljen og støtten til at flytte sig skylder jeg dem begge.

Det tredje er arbejdsomhed. Min far og mor knoklede. Min far tog af sted hver morgen klokken 5, kørte ofte 500-600 km med grus og faldt i søvn foran fjernsynet om aftenen. Jeg glemmer ikke, når han sidst på måneden stolt kom hjem og viste mig sin lønseddel, hvor der stod 12.000 kr. Vi børn voksede selvfølgelig op til selv at blive arbejdsnarkomaner.

Det var let at være arbejderdreng. Min far og mor var de bedste, mine to-tre år ældre kammerater altid til at stole på, og som udødelige teenagere cruisede vi til halballer i læderjakker på vores knallerter, i sekscylindret, sort Zodiac eller Sørens sorte Volvo 544 med en ukurant motor på størrelse med vores selvtillid, så motorhjelmen måtte surres fast med snor.

Jeg tilgiver aldrig mig selv, at jeg i en time i gymnasiet på lærerens spørgsmål løj mig op fra socialklasse 5 til 4 - fordi ingen andre i klassen lå i bunden som jeg. Jeg, en forræder. Mens jeg var flov over min sociale status i gymnasiet, forlenede den mig på universitetet med en eksotisk uopnåelighed for middelklassebørn, der læste Marx og drømte om proletariatets revolution om natten. Det eneste akavede var overgangen fra en meget fysisk verden til en intellektuel; andre studerende så på mig som en våd rotte, når jeg hellere ville lægge arm til studiefesterne end diskutere dialektikken mellem produktivkræfter og produktionsforhold.

Men den basale årsag til at kunne flytte sig fra udgangspunktet er kærlighed. Kompromisløs kærlighed fra mine forældre. Visheden om at være elsket giver et grundlæggende selvværd og en tillid til, at mister du alt, har du stadig dig selv. Så kan du aldrig blive forladt. Forældrenes ubetingede kærlighed giver tro på, at du kan selv, og en ro til at bevæge dig væk. Så jeg er både mønsterbryder og taknemmelig for min sociale arv: Jeg flyttede mig nemlig ikke på trods af den – men i kraft af den: mine forældres kærlighed.

Så har du et barn, som du gerne vil have til at springe højere end du selv: Begynd med kompromisløs kærlighed. Det er den mest værdifulde arv at give videre. Så går resten – næsten – af sig selv.