Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sådan bliver Danmark digital frontløber

Niels Zibrandtsen: Mange af Danmarks højteknologiske frontløbervirksomheder frygter med god grund, at Danmarks it-infrastruktur om få år er alt for langsom til at kunne matche de lande, vi konkurrerer med. Løsningen handler om at bryde TDCs monopol på bredbåndsmarkedet.

"Partierne bag teleforliget troede, at markedet kunne udvikle Danmarks digitale infrastruktur tilfredsstillende. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Jeg mener alligevel, at en markedsdrevet udvikling fortsat skal drive udviklingen af Danmarks it-infrastruktur, men det offentlige kan gøre meget for at fremme udviklingen." Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I disse år går der nærmest ikke en dag, uden at nye digitale tjenester, nye app’s eller anden nydigital elektronik udfordrer vores vante forestillinger - og tilbyder helt nye muligheder. Vel at mærke også muligheder for ny vækst, nye job og nye virksomheder. Udviklingen er på godt og ondt udfordrende for os alle, og selv om det 21. århundrede stadig er ungt, er digitaliseringen, internettet og alt, hvad det medføreret kvalificeret bud på dette århundredes mest samfundsforandrende teknologi. At udforske og udnytte disse muligheder intensivt er intet mindre end vitalt for Danmarks fremtid. Men det er, som om Danmarks politikere og offentligheden i øvrigt ikke rigtigt har gjort sig dette klart.

Informations- og kommunikationsteknologierne rummer kolossale muligheder for et relativt højt udviklet samfund som det danske. Men sagen er, at Danmark i disse år sakker agterud i forhold til andre lande, når det drejer sig om mulighederne for at udnytte de teknologiske muligheder. Nye tal fra EUs Digital Agenda viser, at Danmark i sammenligning med de øvrige EU-lande er sunket til en ferdesidste plads målt på konkurrencen på bredbånd! Den placering er meget problematisk.

Mange af Danmarks højteknologiske frontløberviksomheder og vores få globale virksomheder frygter med god grund, at Danmarks it-infrastruktur om få år er alt for langsom til at kunne matche de lande, vi konkurrerer med. Jeg deler i udpræget grad disse bekymringer, og jeg vil her forsøge at argumentere for, hvori problemerne består. Og hvordan man kunne løse dem.

Jeg mener ganske enkelt, at forudsætningen for, at Danmark kan blive et videnssamfund og et samfund, hvis vækst og fremtid er baseret på vidensvirksomheder, er en digital infrastruktur i verdensklasse. Det vil i praksis sige, at der i så godt som hele landet skal være mulighed for internetforbindelser på 100 Megabit/sekund. Vi er meget langt fra den situation i dag.

Den samfundsmæssige værdi af en sådan 1. klasses it-infrastruktur kan ikke overvurderes. I den kommunale valgkampunderstregede mange lokalpolitikere, at Danmarks digitale infrastruktur er mindst ligeså vigtig som veje, jernbaner, elnet og kloakker. Og det blev understreget, at den digitale infrastruktur i mange egne af landet er stærkt mangelfuld. Og selv i dele af København og Nordsjælland fungerer internettet alt for langsomt, og mobildækningen er utilfredsstillende. Det er mildt sagt ikke en situation, der fremmer højteknologisk innovation.

Danmarks digitale infrastruktur er politisk reguleret af det såkaldte teleforlig fra 1999. Desværre er det en ubestridelig kendsgerning, at hensigterne med dette forlig ikke er indfriet. Forliget ville udtrykkeligt forhindre enhver form for monopol eller duopol, men realiteten er, at TDC i dag sidder på over 82 procent af bredbåndsmarkedet, og TDC stræber manifest efter at øge den andel. TDCs monopol skyldes ikke mindst selskabets ejerskab til både kobber, kabel og fibernet, og TDC har på den måde haft held til at skabe en i europæisk sammenhæng helt enestående dominans.

Selskabet vil hertil sige, at man blot spiller efter reglerne, men man må spørge sig selv, om reglerne er gode nok til at skabe de nødvendige rammer for en sund konkurrence. Og man må i allerhøjeste grad spørge sig selv, om reglerne er til gavn for samfundet som sådan.

Konsekvensen af de facto monopolet er, at mange af markedets alternative operatører i dag er presset så hårdt, at de ikke kan tjene penge, og derfor har vi i dag ikke et innovativt telemarked. Partierne bag teleforliget troede, at markedet kunne udvikle Danmarks digitale infrastruktur tilfredsstillende. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Jeg mener alligevel, at en markedsdrevet udvikling fortsat skal drive udviklingen af Danmarks it-infrastruktur, men det offentlige kan gøre meget for at fremme udviklingen.

Dette kan ske ved forøget digitalisering inden for en række sektorer og ved krav om øget anvendelse af digitale løsninger. Nogle få eksempler: It på alle skoler og andre undervisningsinstitutioner; digitalisering af sagsgange; mulighed for at stemme elektronisk; anvendelse af telemedicin og mulighed for digital konsultation af egen læge. Desuden ville det være en kæmpe fordel med større koordinering mellem de forskellige ministerier. I dag har de forskellige ministerier hver sin dagsorden, og konsekvensen er, at ingen har ansvaret for at drive udviklingen fremad i den samme retning.

En uhyre vigtig teknisk »detalje« er samtidig, at de netværk, der transporterer signalerne – det være sig kobber, kabel eller fibernet – i fremtiden bør være, hvad telebranchen kalder »en rå og ubestykket infrastruktur«. Man kunne også kalde det ’åbne net’. Det betyder, at enhver operatør kan leje sig ind på disse netværk og tilbyde sine egne tjenester på sin egen teknologi. Dét ville sætte gang i innovation og konkurrence. For befolkningen og for virksomhederne ville sådanne åbne net være en gigantisk forandring til det bedre. I dag er TDCs kobber- eller fibernet nemlig overvejende forbeholdt dette selskab. Det samme gælder for energiselskabernes lukkede fibernet, der for en stor dels vedkommende kun udnytter en brøkdel af deres samlede kapacitet.

Udover åbne net er bedre finansieringsmuligheder også afgørende for at nå dette mål. Jeg mener, man burde undersøge mulighederne for at finansiere nye net igennem realkreditinstitutionerne eller andre lignende finansieringsmuligheder.

Det haster med at få et nyt forlig på området. Helst et egentligt digitaliseringsforlig.Det skal være et forlig, der direkte og specifikt fremmer udviklingen af infrastruktur og tjenester, fordi store digitale muskler er en afgørende forudsætning for, at Danmark kan blive et ægte videnssamfund.