Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sådan afvikles Folkekirken

»Politisering er den sikreste vej til at opløse båndet mellem kirke og stat.«

12debJesperBeinov.jpg
Jesper Beinov Chef for Lederkollegiet, Opinions- og Navneredaktør Fold sammen
Læs mere

At et flertal af danskerne ifølge en ny måling ønsker at bryde båndet mellem kirke og stat, bør sende chokbølger gennem folkekirken. Hvis et sådant brud skal undgås, er det afgørende, at folkekirken ikke bliver en politisk slagmark, som vil gøre en stor del af danskerne fremmede i deres egen kirke.

For mig at se er det begyndelsen til enden på en stærk tradition, vi ser med denne måling. Knap halvdelen af de blå vælgere er tilhængere af en adskillelse – på venstrefløjen er det knap to tredjedele – viser en undersøgelse fra Opinion for DR.

Det er et markant ryk, og tilhængerne af den grundlovsgivende fortrinsstilling for folkekirken skal glæde sig over, at Grundloven ikke står foran revision. I årevis har de blå partier, Socialdemokraterne og de Radikale været garanter for status quo, men det er i skred.

Medlemmerne siver langsomt. Af flere grunde: Først er der en sivning, som handler om politisk indblanding i kirkens indre anliggender. Her blev de i øvrigt rimelige homoægteskaber tromlet igennem under den røde regering uden at tage hensyn til den kirkelige højrefløj. Dernæst betyder religion mindre for mange danskere. Som det tredje handler det om høj kirkeskat og modvilje mod bekosteligt byggeri af sognegårde. Endelig spiller den massiv indvandring ind på hvor stor en befolkningsandel, der er medlemmer: Under seks ud af ti københavnere er medlemmer, mens tallet for hele landet er knap 77 pct. Men her må man altså skelne mellem relative og absolutte tal: Sammenlignet med 1990 var der 25 år senere 184.000 færre medlemmer af folkekirken, mens befolkningstallet er vokset med 524.000 personer i samme periode.

Der er ikke noget enkelt svar på udviklingen. Grundlæggende er der to forskellige veje, når det gælder kirken:

Den første handler om at gøre folkekirken mere aktivistisk, synlig og sikre, at der er et telefonnummer, som vi i medierne kan ringe til, når der skal trækkes en kristelig holdning. Synspunktet om, at kirken skal have mund og mæle, være synode og toneangivende i debatten, trives. Heldigvis fik de blå partier under SR-regeringen sat en stoppet for, hvad der kunne være blevet til en glidebane. Kimen var ellers lagt, og her kunne man i det lange perspektiv se en bevægelse, hvor kirken træder ind i et minefelt med et sæt frelste, politisk korrekte holdninger til flygtninge, miljø, ulande og behandlingen af samfundets svageste. Det vil engagere nogle. Det vil fremmedgøre endnu flere. Politisering er den sikreste vej til at opløse båndet mellem kirke og stat.

Den anden er der den mere stilfærdige vej, som består i at fastholde sognekirken som det givne med nænsom modernisering af økonomistyring osv. Pointen er her, at for mange vil folkekirken fortsat være ret fjern, uanset at den gode præst kan give et andet perspektiv på det moderne liv og med forskellige aktiviteter tale ind i tiden: Et sted, hvor få kommer, bortset fra ved livets store begivenheder såsom dåb, begravelse, bryllup og konfirmation. Kan man ikke lide præstens prædiken, er man fri til at gå et andet sted hen. Det kræver noget ikke bare af menighedsråd, men at biskopperne sikrer mangfoldigheden. Fra den kirkelige højrefløj hører man uden for citat, hvordan klikedannelser gør det svært at få embeder visse steder. At der er reel pluralisme burde en liberal kirkeminister interessere sig for, hvis han vil sikre et solidt forhold mellem stat og kirke.

Der er så afgjort grund til besindelse. Hvis folkekirken lader sig gøre til politisk kastebold, kommer den til at sidde endnu mere yderligt næste gang, danskerne bliver spurgt, om tiden er kommet til at løse båndene.