Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Så sagde borgmesteren: Man er ikke stolt over at have ansat alt for mange

Foto: Henning Bagger og Søren Bidstrup. Fold sammen
Læs mere

Kan man forestille sig, at en borgmester, en hospitalsdirektør eller en anden offentlig topchef med sort samvittighed meddelte, at han desværre har opdaget, at der er over tusind ansatte for meget i hans organisation, og derfor bliver han nu nødt til at skille sig af med dem? Nej, vel.

Men det var, hvad formand for bestyrelsen i Lego sagde, da han i denne uge skulle begrunde en fyringsrunde i den store legetøjskoncern. »Man er ikke stolt af sig selv, når der er 1.400 mennesker for meget i en organisation,« sagde Jørgen Vig Knudstorp, som for et par år siden blev kendt for sine dansetrin foran pressen til »Everything is awesome«. Det var dengang, alle Legos kurver pegede ind i himlen.

Legetøjsgiganten er vokset kraftigt på kort tid, og ifølge formanden er der kommet »for mange overlappende funktioner,« sagde han og forklarede: »Lidt som tusindben, der falder over sine egne ben.« Kompleksiteten havde gjort det svært at opnå ny vækst.

I en helt anden verden sidder man i disse uger på landets rådhuse og lægger budgetter – de sidste inden vælgernes dom til november. Og regeringens ministre forsøger i Finansministeriet at minimere den pris, der skal betales i et forlig med Dansk Folkeparti for næste års budget. Når de lokale og nationale politikere hidkalder pressen, slukker lyset og fjerner kaffekopperne i forhandlingslokalerne, vil de rette på slips og frisurer, mens de fremhæver alle de gode ting, de nu kan gøre for os alle sammen. Sådan er spillereglerne i den politiske skønhedskonkurrence.

Innovationsminister Sophie Løhde vil nu gøre kommunalfuldmagten til lov og stoppe det offentlige »opgavetyveri« fra private. Men måske skulle hun hellere rette blikket mod alle de tusindben, der hver dag »spænder ben for sig selv i overlappende funktioner.« Uanset hvor man kigger hen, og hvem man taler med til middagsselskaber eller over havehækken, kan man ikke undgå at måtte konstatere, at den offentlige sektor lider under en alvorlig styringskrise. Læger, socialrådgivere, folkeskolelærere, sosu-assistenter, undervisere, skattefogeder, arbejdsmiljøkontrollanter, politibetjente, pædagoger og alle andre bruger mere og mere tid på at udfylde skemaer, som de ikke forstår meningen med. Og for at holde styr på alle skemaerne, har man måttet ansætte en masse akademikere og djøf’ere, samt selvfølgelig kommunikationsfolk til at forklare sammenhængen og hvor godt det i virkeligheden går.

Alt sammen i et forsøg på at kompensere for, at markedskræfterne ikke gælder og at man som offentlig leder ikke bare som Legos bestyrelsesformand kan holde sig til kurverne for omsætning og overskud, når butikken skal styres. Hvis Knudstorp mener, at Legos organisation er kompleks, er det intet ved siden af kompleksiteten i en offentlig virksomhed. Her har den helt særlige kombination af selvpromoverende politikere i alle farver, krævende borgere, en uigennemskuelig økonomisk styring, stærke fagforeninger, et veludviklet og selvbevidst lag af administratorer og en detaljeret lovgivning, der ikke tillader fejl og udskejelser, for længst gjort chefen til en fjern og utydelig figur, som ingen rigtig tager alvorligt.

En folkeskole i leder-tåge

Tag en skole for eksempel. Hvem bestemmer her? Ja, det gør læreren jo. I gamle dage var der ligefrem noget, der hed metodefrihed. Og så bestemmer skolelederen – det er vigtigt at styrke skolelederens rolle, hedder det sig. Og forældrene i skolebestyrelsen gør det, for det er jo i sidste ende deres børn. Kommunalbestyrelsen og skoleforvaltningen bestemmer også, det manglede bare – et stærkt kommunalt selvstyre er en kerneværdi. Og undervisningsministeren bestemmer, skolen er en uhyre vigtig samfundsinstitution, som en regering må have hånd i hanke med.

De økonomiske rammer fastlægges i Finansministeriet i årlige forhandlinger med Kommunernes Landsforening. De pædagogiske rammer fastlægges i folkeskoleloven, som jævnligt skrives om. Og så er der selvfølgelig Danmarks Lærerforening, intet under og intet ved siden af. Hvis skolen var et tusindben, var det for længst væltet omkuld.

Det kræver ekstremt mange papirer og skemaer at tilfredsstille alle dem, der mener, at de bestemmer over skolen, og bureaukrati, der ikke hele tiden bliver fodret, begynder som bekendt på et tidspunkt at bide fra sig. Som en skoleleder har beskrevet det, så var det som om, at der stod et råbende kor af mennesker ude i skolegården, som alle sammen ville bestemme, hvad hun skulle gøre. I en rapport, som tænketanken Cevea har udarbejdet for Danmarks Lærerforening, beskrives ansvaret for folkeskolen som »tåget.«

Mens man ikke er i tvivl om, hvem der har ansvaret i Lego, så flyder det som vaniljeis på en varm sommerdag, når det gælder offentlige virksomheder. Hvem havde ansvaret i Skat? Ok, den var for nem. Men hvem har så ansvaret, når det går galt på et sygehus? Her er den specielle situation, at formanden for regionsrådet står som ejer af hospitalerne samtidig med, at han som politiker skal tale patienternes og borgernes sag. Det svarer til, at Knudstorp både er ham, der producerer Lego-klodserne og er talsmand for alle børnene.

Når lokummet brænder, går et velkendt spil i gang. Bolden sendes fra sygehusets ledelse til regionen, som sender den videre til regeringen, der resolut returnerer den, indtil alle har glemt, hvad sagen handlede om. Til sidst siger Regionernes formand, Bent Hansen, at han bestemt ikke er stolt af, at han er kommet til at ansætte 1.400 for meget i sin organisation. Nåh, nej. Til sidst siger Bent Hansen, at der er brug for flere ansatte og flere penge.