Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Så meget kvindehad

»I de åbne samfund har kvinden retten til egen krop. Til at gå klædt frit, til at leve frit, til ikke at skulle stå til regnskab for andre i form af social kontrol.«

12debJesperBeinov.jpg
Jesper Beinov Chef for Lederkollegiet, Opinions- og Navneredaktør
Læs mere
Fold sammen

Mænd, der hader kvinder, er kommet øverst i debatten ovenpå sexovergrebene i både Köln og andre steder i Europa, og nu kobles begrebet til flygtninge- og migrantkrise og mellemøstlig kultur. For mig at se er det nødvendigt med en obligatorisk oplysningsindsats om kønsligestilling og kulturelle normer samt nultolerance over for alle, der ikke respekterer danske kvinder.

Vi må simpelthen tale åbent om dette kvindehad. Det har en række danske meningsdannere med bl.a. arabisk, afghansk, tyrkisk eller kurdisk baggrund gjort her i Berlingske. Særligt Ahmad Mahmoud, Naser Khader, Geeti Amiri, Fatma Öktem, Elmas Berke og Halime Oguz har med hver med sin stemme, på hver sin måde peget på det kulturelle problem, der er med kvindesynet blandt nogle af Europas nytilkomne flygtninge og migranter samt i dele af de nydanske muslimske miljøer. Der er en indelukket dunst af politisk korrekthed i debatten, men disse debattører slår vinduet op på vid gab: De kender miljøerne, de er autentiske stemmer, som bekræfter, at vi har med et vanskeligt spørgsmål at gøre, der rækker ud over det rent socioøkonomiske, men tillige har en art kulturel dimension.

Bevares, der findes samtidig en lang tradition for patriarkalisme og kvindehad i europæisk kultur og tænkning, men den er vel at mærke trængt i baggrunden og forlængst dømt illegetim, fordi den åbenlyst er i modstrid med det åbne samfunds individualisme. Vi skal langt tilbage, før det overhovedet kunne tænkes. Før Første Verdenskrig var der race- og kulturteorier, som målt med vores alen mildt sagt er utænkelige i dag. F.eks. Otto Weininger (1880-1903) havde teorier om den absolutte modsætning mellem mand og kvinde, som blev brugt til at udmale kvinden som en farlig vampyr, der udtømmer manden. Sådanne syge forestillinger blev en bestanddel i fascistisk tankegods.

Men senest siden Anden Verdenskrigs afslutning har den type tænkning ikke været fremherskende. Ganske vist kender vi den venstreradikale, svenske Stieg Larssons filmatiserede romaner, hvor temaet om kvinden som mindreværdig er til stede, men det er netop karakteristisk som et ekstremt randfænomen og ikke et normalbillede. Her ser jeg ikke bort fra, hvad der ellers kan ske i den europæiske hverdag af overgreb, som grundlæggende skal og bliver adresseret.

Retsstaten må og skal forsvare sig. Ikke ved at kræve, at kvinder skal tage særlige forholdsregler i det offentlige rum. Retsstaten skal tværtimod sikre, at kvinder som mænd kan færdes trygt overalt. I de åbne samfund har kvinden retten til egen krop. Til at gå klædt frit, til at leve frit, til ikke at skulle stå til regnskab for andre i form af social kontrol, der understøtter et syn på kvinder som mindreværdige, farlige væsener.

Problemet med den type debatter er selvfølgelig, at de virker generaliserende på en måde, som får store grupper til at føle sig mistænkeliggjort. Det er jo til at forstå i et samfund, hvor vores udgangspunkt ligger i det konkrete individ, ikke i en befolkningsgruppe eller et køn. Men når det så optræder i større skala, rejser det uvilkårligt spørgsmålet, om vi er klare på, hvilken kultur der gælder i vores samfund. Hvis ikke der efter Köln, og alle de andre byer, bliver taget fat nu, så kan det gentage sig.

For mig at se er der behov for grundlæggende tiltag:

For det første skal alle nytilkomne som følge flygtninge- og migrantkrisen bringes til at forstå de elementære spilleregler. Frivillighed duer ikke, et sådant program skal være obligatorisk. Dernæst skal der gælde nultolerance over for overgreb. Hvis ikke nytilkomne gerningsmænd kan udsendes umiddelbart, må de som minimum frihedsberøves. Som det tredje må myndighederne sikre borgernes tryghed overalt. Også i nattelivet og i ghettoerne. For det fjerde er der brug for, at vi alle steder, også i skolesystemet, er klare i mælet om kvinders rettigheder og frihed. Endelig må myndighederne konsekvent slå ned på overgreb og social kontrol i de udsatte områder. Kun ved at tale om og slå ned på mænd, der hader kvinder, får vi udgrænset fænomenet.